FCN_250x257 Den 16. april kl. ca. 19:30 mistede jeg officielt troen på overlevelse. Tonni Adamsen havde netop bragt Silkeborg på 3-0 efter 22 minutter, og flashback til sidste nedrykning begyndte at melde sig. For fjerde gang i foråret lignede vi på ingen måde et hold, der burde spille i Superligaen. Hvis man fjernede samtlige kendetegn og viste kampene til en tilfældig Superligafan, ville det ikke være svært at overbevise vedkommende om, at der faktisk var tale om en tidlig pokalrunde mellem et Superligahold, og på den anden side et hold fra den tungere del af 2. division!

Alle kan have en præstation på dagen, der mest af alt minder om et kollektivt sammenbrud. Fire gange i 10 forsøg er minimum to for mange. En ting var de 16 mål, der gik ind over de fire opgør, en anden ting er den totale dominans, AaB blev udsat for i alle tilfældene.

Udover at være på bagkant i henved samtlige situationer, viste der sig en tydelig rådvildhed, hvor spillerne ikke lignede nogle, der vidste, hvad de kunne, skulle eller ville.

Hvis de øvrige kampe så havde været i den anden grøft, ville situationen måske være en anden, men det er desværre tydeligt, at de efterhånden lidt for mange opgør, hvor man har været det klart næstbedste hold på banen, også har sat sine spor i kampe, hvor man burde kunne være bedre med.

Eksempelvis var 2-2 resultatet imod Lyngby ekstra bittert, fordi vi sagtens kunne producere de nødvendige chancer, men som kampen skred frem, blev vi bange for at tabe de tre point, og tilsyneladende begyndte spillerne på banen at spille en anden taktik end den, der var planen fra bænken, i et forsøg på at redde det med, man havde opnået.

Det lykkedes ikke, i stedet fik Lyngby udlignet, og en mulighed for at få stregen på afstand var spildt. Samme billede viste sig i den seneste kamp mod Vejle. Udgangspunktet blev alt for defensivt, og i lange perioder stod vi bare og ventede på, at Vejle ville angribe. Det er sjældent en strategi, man kommer særlig langt med, og især ikke når man allerede er placeret under stregen, og det defensive langt fra er ens spidskompetence.

Hvem rykker ud af Superligaen?

Vejle Boldklub og AaB
Vejle Boldklub og Lyngby Boldklub
AaB og Lyngby Boldklub

Vejle Boldklub og AaB
Vejle Boldklub og Lyngby Boldklub
AaB og Lyngby Boldklub

0 Votes

Han mangler skarped

Nuvel, man skal ikke sælge skindet før den fede dame har sunget, og fodbold er på alle måder et spil, der afgøres af momenter. Kunne AaB havde taget alle tre point i føromtalte Lyngby-kamp, hvis Mathias Jørgensen havde scoret på sin friløber kort før halvlegen og gjort det til 3-1? Kunne man havde taget point i forrige runde imod Vejle, hvis Melker Widells overliggerafslutning i kampens begyndelse var endt bag keeperen? Det er ikke til at sige, men det giver dog trods alt et lille håb, for de, der gerne vil bevare dette, om, at en anelse mere stolpe ind, kan blive den afgørende forskel mellem overlevelse og nedrykning.

Spillerne, der skal sikre overlevelsen, er der sådan set. Det er især Mathias Jørgensen, og det er sekundært Melker Widell, der skal storpræstere, hvis overlevelse skal være et tema.

Navnligt Mathias Jørgensens manglende skarphed – sammenlignet med efteråret – har været afgørende, og hvis man vil vide, hvor afgørende en pålidelig målscorer kan være i en nedrykningskamp, kan man bare tage et kig på Vejle og Onugkha og Qamili i SønderjyskE.

Mathias Jørgensen minder nok mest om sidstnævnte, og hvis han finder efterårets skarphed frem, kan han være forskellen på tre eller ingen point. Hvis Jørgensen omvendt fortsætter skarpheden fra foråret, ser jeg desværre ingen vej til overlevelse. Det er ikke for at sige Mathias Jørgensen er skyld i en evt. nedrykning, men nærmere for at understrege, at der ikke er andre spillere i truppen der har det, der skal til, for at være den afgørende figur i en grim nedrykningskamp.

Mathias Jørgensen har for det meste skudt med løst krudt i løbet af foråret. Foto: Alamy

Jeg håber selvfølgelig til det sidste, og det er trods alt heller ikke værre end, at to sejre over Lyngby og SønderjyskE kan vise sig at være nok, men jeg synes desværre, at både Lyngby og Vejle – der trods alt stadig ligger sidst – har været niveauer over os i de fleste kampe, og de to klubber (plus SønderjyskE, der dog virker til at have reddet sig) virker til at håndterede nedrykningspresset langt bedre, end vi har gjort i foråret. Det tror jeg bliver forskellen.

Lidt af et wildcard

Kristoffer Wichmann er dertil lidt et wildcard, måske han kan fjerne presset fra spillernes skuldre, og måske han kan få et mere samlet udtryk ud af holdet. Jeg skal indrømme, jeg kun kender ham af navn, han kommer ind til en ærgerlig situation, og det er svært at bebrejde ham for noget, hvis ikke han lykkedes med at få vendt det hele rundt. Jeg ved personligt ikke, hvad jeg kan eller bør forvente af hans trænervirke, så der er ikke meget andet for end at se, hvad der sker.

Det er altså flere faktorer der tilsammen tog håbet fra mig. På den lyse side var jeg rimelig optimistisk før sæsonen – og optimistisk forud for forårets begyndelse. I begge tilfælde var det tilsyneladende helt uberettiget.

Jeg satser derfor på at fortsætte stimen med elendige forudsigelser og ser frem til, at jeg om ca. tre uger kan se frem til endnu en sæson i landets bedste række, efter en overlegen sejr over Lyngby på Aalborg Stadion. Indtil da må jeg og andre AaB fans nok leve med en nedrykningskamp, der er langt tættere, end den behøvede at være.

Jeg har mistet troen på overlevelse i Superligaen

Hvem rykker ud af Superligaen?

Han mangler skarped

Lidt af et wildcard