Han er en Superliga-stjerne in spe

Endelig ruller Superligaens select-bolde igen. Hydration breaks, halftime shows og selvforelskede nordmænd er på behørig afstand, mens halvtomme Horsens og regnvåde Randers er rykket frydefuldt tæt på. Intet slår Superligaen og den følelse, man som fan har i sensommeren på tærsklen til en ny sæson, hvor drømme spirer i selvforståelsens muld, og mindeværdige kampe i landets bedste række venter lige om hjørnet.

For Viborgs vedkommende må de to nøgleord være ro og kontinuitet.

Sammenlignet med sidste sæsons indledende hektik, med et stort trænerpuslespil og massiv profilafgang, er der påfaldende stille i skrivende stund. Jo jo, et par dygtige breddespillere er sendt videre, og mon ikke der bliver solgt to-tre spillere yderligere, hvor selvfølgelig Superliga-stjernen Thomas Jørgensen er et oplagt bud på en rekordtransfer, mens Lucas Lund nok også snart er fortid i domkirkebyen.

Vi får sikkert også lov til at byde en to til fire spændende nye spillere velkommen i den grønne trøje, men det virker ikke til, at der er en paladsrevolution i gang på spillersiden, og det føles faktisk ganske betryggende.

Der skal bygges til

Derfor synes det at være en fair antagelse, at Viborg er i gang med at bygge på og ikke bygge forfra. Dette underbygges af et yderst solidt fundament både på banen og uden for kridtstregerne. Det er en svimlende erkendelse, at selvom Nickolai Lund stadig føles relativt ny i det viborgensiske trænersæde, så er han med Zornigers pludselige fyring den Superliga-træner, der har siddet fjerdelængst på sin post, kun overgået af Bertelsen, Fønsskov Olsen og Jakob Poulsen.

Netop den ro og kontinuitet giver anledning til grønne forhåbninger, og måske giver det også en lille konkurrencefordel i forhold til umiddelbare nære konkurrenter som OB, Silkeborg og Sønderjyske. En forsigtig analyse kunne lyde, at netop fordi man er lidt længere i det, man vil i forhold til spil, koncept, kultur mv., lykkedes man også med at slå OB i en ellers meget jævnbyrdig affære. Lad bare tvivlen komme denne halvbagte tese til gode.

Truppen virker harmonisk og i den rette blanding af spændende unge talenter og mere erfarne spillere.

Mest overraskende er det nok, at Nickolai Lund med sit valg af Kasper Kiilerich mellem stængerne har lavet en ’Lucas Lund’ på Lucas Lund, hvor den yngste og mest perspektivrige målmand vælges til fordel for den mere garvede.

I det store billede er stammen fast og sund, hvor størstedelen af spillerne virker afklarede med roller og ansvar på holdet. Det gør også, at holdet virker til aldrig at komme helt ud af balance, selvom spillet ikke er på de grønblusedes præmisser, hvilket var tilfældet under store dele af OB-kampen. Smukt var det at se, at sønnerne af tre tidligere spillere var på banen, nemlig Adam Kleis-Kristoffersen, Philip Keller og førnævnte Kasper Kiilerich. Sønner af henholdsvis Thomas Frandsen, Christian Keller og Roald Kiilerich. Viborg er klubben, der går i arv.

Panderynkerne

Skulle man alligevel sidde med en bekymringens rynke i panden, så må det være det åbenlyse spørgsmål om, hvorvidt Viborg kan klare sig uden magiske Thomas Jørgensen, der til tider har virket som en spillemæssig talisman.

I tilgift står det også hen som en ubekendt, om Dorian Junior, eller for den sags skyld en anden, langt om længe kan være den Viborg-angriber, der laver mere end 10 mål på en Superliga-sæson, hvilket vil hjælpe gevaldigt på ambitionerne om at komme endnu højere i tabellen. Klubben har tidligere vist, at store stjerner kan afløses, og Dorian Junior har set god ud i preseason, så jeg sætter pengene på, at eventuelle bekymringer bliver gjort til skamme.

Selvom Viborg er kendetegnet ved et stærkt kollektiv, er det også et hold med stor individuel kvalitet. Der er allerede skrevet rigeligt om Thomas Jørgensen, men sidste år så vi flere spillere tage niveaumæssige stormskridt:

‘Polyvante’ Asker Beck. Komet-krumtappen Lukas Emil Kirkegaard. Energiske Sam Jalal Karchoud. Bare for at nævne en håndfuld. En spiller, jeg glæder mig til at følge, er Charly Nouck, der sidste år fik manifesteret sig som en dygtig Superliga-spiller. Topniveauet er voldsomt, mens bundniveauet kan virke tilsvarende lavt, men kan han sætte en stime af gode præstationer sammen, så tror jeg, vi har en decideret Superliga-stjerne in spe.

Charly Nouck er for mig både den, jeg har størst forhåbninger til, og samtidig er han også det største individuelle spørgsmålstegn. Yonis Njoh kan i øvrigt nævnes i ascendanten til Nouck, hvis han kan komme tilbage fra sin evighedsskade. Glædeligt bliver det også at følge de tilbagevendte Oliver Bundgaard og Zan Zaletel, som begge har vist imponerende styrke oven på lange og stygge skadesforløb, ligesom man som Viborg-fan selvfølgelig altid glæder sig til at se den evige Jeppe Grønning lede sine holdkammerater på banen.

Jeg gør forhåbningernes regnebræt op. Den omtalte ro og kontinuitet gør min tro på, at vores udgangspunkt er stærkere end meget længe, måske det stærkeste siden vi rykkede op. Når man spejder øst, vest, nord og syd fra midten af Jylland, er der ikke mange klubber, der med deres respektive niveau og forudsætninger in mente har et udgangspunkt, jeg vil bytte med.

Jeg tillader mig at kigge op og ikke ned, da jeg tror på, at det fundament, som Agesen og resten af klubben har støbt i hjertet af Jylland, er så solidt, at vi godt kan tillade os at drømme om top-6 igen. Og hvem ved? Måske bliver det i denne sæson, at vi kan snuse til medaljer eller knække semifinalekoden i pokalen.

Kom så, Viborg!