Tør Brøndby og FCK gøre som FC Midtjylland?

FC Midtjylland var i krise dengang for to år siden. Med kun én sejr i efterårets sidste 12 kampe var midtjyderne havnet nede på en skuffende ottendeplads, hvilket satte pres på træner Glen Riddersholm. Både spillere, direktør Claus Steinlein og Riddersholm måtte svare på, om trænerens var i fare for at blive fyret – og både i afstemninger og hos bookmakere blev det vurderet, at Riddersholm kunne blive en af de første Superliga-trænere til at blive fyret i sæsonen.

Men sådan gik det ikke. Et år senere lå FC Midtjylland nummer et efter efterårets afslutning i 2013, og det gør de i dén grad igen her i 2014, hvor Riddersholm og kompagni kan se tilbage på et suverænt efterår. Der kan sættes en tyk streg under favoritværdigehden til det danske mesterskab med en sejr i sæsonfinalen mod FC København på søndag. Hvis det sker, er der 14 point ned til FC København og minimum ti til Randers FC.

Selvom mesterskabet slet ikke er i hus endnu, er forløbet fra efteråret 2012 til nu en triumf for tålmodigheden i FC Midtjylland. Dengang i efteråret holdt FC Midtjylland fast i træneren, og det gjorde de også i foråret, hvor FC Midtjylland under Glen Riddersholms ledelse faktisk sluttede helt nede som nummer ni i forårstabellen og satte en Superliga-føring over styr, så det kun blev til en tredjeplads. 

Midtjyderne skal have ros for at holde fast i træneren og troen på konceptet, selvom båden har vippet nogle gange og omverdenen har skreget på konsekvens og handlekraft. Det er let at sige nu, men jeg tror ikke, at FC Midtjylland havde været nummer ét i Superligaen, hvis klubben havde fyret Riddersholm dengang i efteråret 2012, hvor præstationerne var middelmådige og pointhøsten fattig. 

Konsekvensen af kontinuiteten er den aktuelle succes, og man kan jo blot kigge på de forventede konkurrenter fra Brøndby og FC København for at se, hvor svært det er at skabe stabil succes, hvis man hele tiden laver om.

Siden sommeren 2011 har FC København skiftet træner fire gange på fire år. Brøndby har haft tre trænere i spidsen i form af Henrik Jensen, Auri Skarbalius og nu Thomas Frank. FC Midtjylland har haft én: Glen Riddersholm.

Både FC København og Brøndby har selvfølgelig haft deres grunde til at sige farvel til trænere i tidens løb, men det er tankevækkende, at Roland Nilsson blev fyret efter et suverænt efterår, hvor FC København lå nummer ét og Ariël Jacobs blev afsat få måneder efter at have erobret mesterskabet til klubben. Henrik Jensen er i øvrigt den seneste træner, der har vundet medaljer med Brøndby.

Det er ofte let at være bagklog, men min pointe er, at kontinuitet er den vigtigste resurse i fodbold næstefter økonomi. Hver gang en klub skifter ud i ledelsen, på trænerbænken eller på vigtige spillerposter, skal man starte forfra og bygge op på ny. Spillere skal forholde sig til nye input, koncepter og ideer – den slags tager tid.

Vi venter alle sammen utålmodigt på, at FC København og Brøndby for alvor kommer i gang og forløser det potentiale, klubberne har. Både Ståle Solbakken og Thomas Frank er under pres, men det er interessant at se, om de to herrers chefer tør være tålmodige. Det giver stormvejr, når der er modgang, men det kræver mod at stå fast og tro på sine ideer. Tør de gøre som FC Midjtylland og holde fast? Og har de råd til det?

Det er kedeligt at pege på kontinuitet som en årsag til succesen, men Glen Riddersholm og FC Midtjylland er billedet på, at solen skinner, når først uvejret er drevet væk. Et andet godt eksempel er i Randers, hvor Colin Todd har fået lov at arbejde langsomt med sit hold siden sommeren 2012 – også selvom en tredjeplads i 2013 blev fulgt op af en syvendeplads.

Kigger man lidt længere tilbage i historien, kan man også se, at kontinuitet ofte giver pote. Tænk hvis Ståle Solbakken var blevet fyret i foråret 2008, da FC København kun blev nummer tre. Havde FCK så domineret alt og alle i 2010/11-sæsonen? AaB’s mesterskab i 2014 kom også efter fire år og en nærnedrykning med Kent Nielsen ved roret, og Kasper Hjulmand havde været en del af FC Nordsjælland i tre år, da han gjorde FC Nordsjælland til mester.

Der er selvfølgelig undtagelser, men billedet er tydeligt: I otte af de seneste ti Superliga-sæsoner har mesterholdets træner været i klubben i mindst to sæsoner. Tendensen er klar: Man kommer ikke ind fra gaden og bliver dansk mester.

Det samme kan ses i udlandet. I Bundesligaen fyrer man ofte trænere, men siden 2000/01-sæsonen det vindene hold i snit haft sin træner ansat i to et halvt år ved sæsonens afslutning. Jürgen Klopp skulle bruge tre år til at gøre Borussia Dortmund til mester. Det var først i Jupp Heynckes anden sæson i Bayern, at klubben vandt The Treble. Og sådan er eksemplerne mange.

Der kan være mange gode grunde til at skifte træner, hvis et hold er i problemer, men jeg ser umiddelbart endnu flere gode grunde til at holde fast og hylde kontinuiteten. Det er FC Midtjylland og Glen Riddersholm symboler på.

Rom blev ikke bygget på en dag. Det gør et mesterhold heller ikke. 

Tabellen herunder understreger pointen:

*Solbakken tog over fra Hans Backe i januar 2006.