– Der er ingen større rivaler for AGF end Brøndby

Jeg glæder mig altid til kampene mellem AGF og Brøndby. Og som regel lidt mere, end jeg ellers gør til en AGF-kamp.

I midt 90'erne blev jeg gammel nok til at komme på Aarhus Stadion. Og dengang var kampene mellem AGF og Brøndby altid magiske og dramatiske. Og de to klubber var rivaler og konkurrenter.

Da jeg stod dér i midten af 90'erne, på Aarhus Stadion som 7-8 årig og lærte historien om AGF (og Brøndby) op gennem 80'erne og 90'erne, fandt jeg ud af, at dét opgør er helt specielt i dansk fodbold. Og det synes jeg stadig, det er.

I en del år mistede opgøret noget sportslig betydning, da begge klubber røg væk fra toppen af dansk fodbold, og særligt AGF kæmpede resultaterne.

Men når dagen oprandt, og de to hold stod over for hinanden, så duftede det alligevel af historie og storhed i Aarhus. Og kampene mod Brøndby har, uanset placeringer i tabellen, altid levet sit eget liv.

Vi husker alle kampen i Aarhus, hvor jeg bare skal nævne Sebastians Hausners navn. Og vi husker alle 3-3-kampen, hvor Jelle Duin skød bronzen til Aarhus. Eller kampen den 26. maj i år, hvor AGF "stjal" guldet på Brøndby Stadion i sidste spillerunde.

Rasmus Thomsen

AGF-fan

Da rivaliseringen i 80'erne og 90'erne blev erstattet af middelmådighed og dårligdom op gennem 00'erne i Aarhus, fandt man andre måder at holde rivaliseringen i live på. Klubskifte – for hvem søren kan finde på at skifte direkte fra AGF til Brøndby og så endda ovenpå efterdønningerne af særligt dét ene mål en forårsdag i 1996 på Aarhus Stadion?

Jamen det kunne de aarhusianske publikumsfavoritter Mads Jørgensen og Morten "Duncan" Rasmussen. Det gjorde ondt som aarhusianer at blive valgt fra – og så endda med et skifte til Brøndby.

Begge spillere fik, som jeg husker det, en hård medfart af AGF's fans, når de to klubber mødtes. Men det var måske lige netop sådanne et par spillere, der var med til at holde rivaliseringen ved lige – i hvert fald fra et AGF-synspunkt. For undervejs i AGF's jammerlige perioder i 00'erne og 10'erne kom F.C. København jo bl.a. flyvende og fjernede vidst al tvivl om, hvem der er Brøndbys største rival.

I de senere år har kampene igen fået større betydning, da begge hold er tilbage i den bedste halvdel af Superligaen, og så har der bare været de helt særlige momenter, der bliver ved med at gøre opgørene og historien speciel.

Vi husker alle kampen i Aarhus, hvor jeg bare skal nævne Sebastians Hausners navn. Og vi husker alle 3-3-kampen, hvor Jelle Duin skød bronzen til Aarhus. Eller kampen den 26. maj i år, hvor AGF "stjal" guldet på Brøndby Stadion i sidste spillerunde.

For mig er der stadig ingen større rivaler for AGF end Brøndby. F.C. København nærmer sig, af flere forskellige årsager, men de er der ikke endnu.

Og derfor glæder jeg mig til endnu et opgør mellem AGF og Brøndby. Her tror jeg, det bliver en lige kamp, hvor to gode hold skal spille hinanden op til dans. Jeg håber på et festfyrværkeri af en kamp – gerne med en 3-2 sejr til AGF.

Jeg tror dog mere på en mere lige og taktisk affære, og mon ikke Patrick Mortensen får en afgørende rolle? Det har han jo fået mod Brøndby før. Så mit bud er 1-0 til AGF på mandag.