4. december: Mig, min morfar og mesterskabet

Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.

4. december: 1994 – Mig, min morfar og mesterskabet

Nogle gange kan det være svært at forklare, hvad fodbold kan, og hvorfor det kan noget. Min far – der ikke er til fodbold – plejer at sige, at det er 22 idioter, der løber efter den samme bold. Måske ikke så underligt, at han interesserer sig mere for motorcykler og biler, og at han skød med bue som ung. For med en bue er du herre i eget hus, og der er ikke andre at klandre end dig selv, hvis du ikke vinder. Ikke lykkes.

Fodbold er en holdsport. Den ultimative.

Det er et fællesskab. Mellem de 11 på banen, mellem spillerne og publikum og publikum imellem. Fodbold er en tilfredsstillelse, når tingene går op i en højere enhed – når 11 spillere på banen er ens i tanke og handling. På det punkt langt overgår fodbold enhver individuel sport, for følelsen af fællesskab og det at være en del af noget kan mere, end hvis en pil rammer bullseye.

I sommeren 1994 havde jeg den følelse og den oplevelse, og jeg delte den med min morfar.

Vi er begge fra Silkeborg, og den 12. juni 1994 vandt Silkeborg IF det danske mesterskab med en sejr på 2-0 hjemme over AaB, mens FC København samtidig snublede i Odense, så pokalen skulle løftes i Søhøjlandet. Det var sammen med 11.670 andre, der var på stadion, for vi var fælles om at løfte spillerne, der så kunne løfte pokalen. Og vigtigst af alt var det altså sammen med min morfar, som havde taget mig med på stadion den dag. Som passede på mig den dag og gav mig muligheden for at være en del af et øjeblik, der aldrig bliver glemt.

Jeg var otte år, og det er stadig min største fodboldoplevelse.

Det var før internettet, mobiltelefoner og massiv tv-dækning. Ja, faktisk var tv-dækningen til den sidste runde af Superligaen i 1994 'så massiv', at TV 2, der havde rettighederne, for første gang i stationens historie sendte to livekampe. De skiftede mellem Silkeborg kamp mod AaB, og OB's kamp mod FC København. For de mennesker, der sad hjemme, har det sikkert været en dramatisk tv-dækning.

Til kampen mod AaB var der så mange mennesker på stadion, at vi børn fik lov til at sidde ude bag banden, hvor vi sad og dækkede for de sponsorer, der havde betalt for at reklamere. Det var ligegyldigt, for fodboldklubben var tæt på den største bedrift nogensinde, og så ville SIF lukke så mange ind som muligt.

Det her var før, at det var et fodboldstadion, som man kender det i dag. Der var kun lige bygget en langsidetribune, der var en løbebane mellem tilskuere og banen, og bag det ene mål tættest på det gamle klubhus, hvor der er spilleromklædning, havde de lavet en skråning, så der kunne være flere tilskuere. Og folk stod som sild i en tønde for at der kunne komme så mange mennesker på stadion og for at være en del af fællesskabet.

Jeg sad bag målet tættest på det gamle klubhus – med min morfar stående lige bagved – meget tæt på, hvor SIF havde stillet et lille fjernsyn, så nøglepersoner fra fklubben kunne følge med fra Odense. Et fjernsyn, hvor Morten Bruun – der var blevet udskiftet med en blodtud efter en svinestreg fra Calle Facius – sammen med andre fra bænken kunne stå og se de sidste nervepirrende minutter af OB's opgør mod FC København. Jeg husker, hvordan der stod en flok af mennesker omkring det lille fjernsyn. Og jeg husker de utrolige jubelscener, da OB kom på 3-2 i dommerens tillægstid og sendte guldet til Silkeborg.

Det var ikke første eller sidste gang, jeg så fodbold med min morfar, men det var specielt at se det hele kulminere efter to Heine Fernandez-mål. Og jeg dansede. Dansede, som en otteårig dreng danser, når han ikke helt forstår, hvad der er sket, men alligevel har fornemmelsen af, at det her er stort, og det er ikke noget, der bliver glemt.

Sådan en oplevelse fortjener alle børn og mindre end et mesterskab kan også gøre det. Glæden ved at være fælles om noget er nok.

Fodbold kan skabe bånd. Et bånd, som mig og min morfar fik af at gå til fodbold. Selv gennem årene, hvor båndet ikke har været lige så stærkt af forskellige årsager, har det været ubrydeligt på grund af vores fælles historie. Et fodboldbånd, der for alvor blev skabt en junidag i Silkeborg, hvor vi smeltede sammen med et fodboldhold og en fodboldhistore og blev en del af byens guldhold.

En fodboldhistorie, som jeg i fredags igen talte med min morfar om. En fodboldhistorie, som min morfar også gerne vil dele med jer.

Min morfar – Preben Jensen – er 72 år, og selv om han ikke kommer på stadion længere, skylder jeg ham en tak, fordi han tog mig med til fodbold og lærte mig at elske spillet og de gode øjeblikke, og jeg skylder ham en ny tur på stadion, for jeg kan mærke, at fodbold-ilden stadig brænder i ham. At fodboldholdet fra Søhøjlandet betyder noget. Som han sagde over telefonen, da jeg talte med ham: 'Hvis de bare kan holde fast på de nye, kan det blive et ret godt hold'.

Herunder kan du høre min morfar fortælle lidt om den dag i 1994, hvor Silkeborg IF blev mestre. Han er en mand af få ord, så jeg har klippet det lidt sammen.

Måske du allerede i dag eller i den kommende weekend selv skulle overveje at tage et familiemedlem til fodbold – selv om det er koldt. Fodbold kan noget, og fodbold skal man være fælles om.