Alarmklokkerne ringer hos “Tøffe”: Den er helt gal

HVIS DET BIMLER og bamler for ørerne af sportsdirektør Søren Pedersen og træner Rasmus Bertelsen, så er det helt naturligt. Det er nemlig et wakeup-call af de helt store efter en jammerlig sæsonstart af Randers.

Den skal vi nok komme tilbage til, men jeg gik lige en tur i mit lille arkiv, og på trods af efterhånden 15 år som klummeskribent, så er det ikke mange gange, jeg har haft Randers under behandling.

Hvorfor? Jamen, udover cirkus Gravgaards indtog i Randers, så har der jo været ro på. En klub, der flyver under radaren og som regel leverer nogle hæderlige resultater. Der er ingen store armbevægelse, men bundsolidt arbejde og den slags plejer jo ikke at være oplagt klummestof.

TAG DE SIDSTE TRE sæsoner, hvor klubben hvert eneste år er havnet i mesterskabsslutspillet. Her har de så været det tynde øl, men for en klub som Randers, der vel nok har det syvende største budget i Superligaen, så er det jo et stærkt resultat.

Målt på budget, så har de altså overpræsteret, men jeg skal lige love for, at virkeligheden har ramt dem. De har ikke vundet i de sidste 11 Superligakampe, og sæsonstarten har blot budt på to point i fem kampe, mens de tre seneste kampe alle er tabt.

Det har kun Vejle gjort dårligere, så selvom stemningen stadig virker fin i Randers, så SKAL de være bekymret.
‘’Jamen, det plejer jo altid at gå med Randers. De skal nok få skrabet nogle point sammen,’’ er der måske nogle, der siger – og JA, det plejer at gå, men det må jo ikke blive en sovepude for Randers-cheferne med Søren Pedersen og Rasmus Bertelsen i spidsen.

DET ER SELVFØLGELIG påfaldende, at Thomas Thomasbergs skifte til FC Midtjylland næsten blev startskuddet for Randers’ nedtur. Hvorfor kan man ikke videreføre et koncept, der har givet tre top-seks-placeringer i træk?

Under Thomasberg var konceptet fasttømret. En god målmand, to gode midtstoppere, en stærk central midtbane, offensive backs og altid to angribere i feltet. Derudover var de altid svære at slå, og når de tabte, var det ofte kun med et enkelt mål. Det fundament virker rystet i øjeblikket. For Thomasberg fik Randers kørt stille og roligt frem i sin tid i klubben.

Placeringerne siden 2018/19-sæsonen hedder 8-9-6-6-6 og en pokalfinale-sejr 2021. Imponerende. Man kan roligt sige, at det får Thomasberg til at se helt genial ud, at Randers er faldet sammen efter han forlod klubben.
For truppen er jo ikke markant ringere. På papiret i hvertfald.

DET ER KLART, at Lasse Berg Johnsen har efterladt sig et stort hul på midtbanen. Det har nyindkøbet John Björkengren bestemt ikke udfyldt endnu. I det hele taget, er jeg ikke blæst bagover, af det Randers har hentet indtil videre.

Hollandske Wessel Damers virker som solidt indkøb, ligesom det er rettidig omhu at hente med målmand Oskar Snorre, Mads Albæk på 33 år i SønderjyskE, unge Oliver Olsen i FCM og ghaneseren Ernest Agyiri er vel ikke imponerende, men transfervinduet er åbent nogle dage endnu.

UDOVER PLACERINGEN som næstsidst i Superligaen, så er der heller ikke meget lækker læsning at hente i de andre statistikker for Randers.

• De har lukket flest mål ind, nemlig 14.
• De har scoret næst færrest mål, sølle fire.
• De har tredje færrest afslutninger.
• De er det hold, der rammer målet færrest gange.
• De har næstdårligste scoringsprocent, nemlig et mål per 10 afslutninger.
• De får næstfærrest hjørnespark.
• De indkasserer flest mål efter dødbolde.
• De tre seneste kampe har de scoret nul mål og de har blot haft to skud indenfor rammen. Sammenlagt! Det er jo jammerligt.

JA, DET ER jo bare tal, men de forstærker jo det indtryk jeg har, når jeg ser Randers spille. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan de skal score mål. De skaber ingenting – og når jeg ser deres offensivspillere, jamen så tænker jeg da ikke, at de andres holds forsvarsspillere er specielt nervøse.

Jeg har fidus til Filip Bundgaard, men Marvin Egho og Stephen Odey får da ikke mange til at ryste i bukserne i øjeblikket. Så er der Alhaji Kamara, men jeg tvivler gevaldigt på, om han nogensinde når et Superliga-niveau igen.

Randers har altid kunnet leve på, at et enkelt mål kunne kunne give en sejr og scorede man to, så var der næsten tre sikre point. Bedst illustreret ved bronze-sæsonen 2012/13, hvor man endte med en minusmålscore på 36-42.
Sådan er det ikke længere. Nu sejler målene ind og det kan offensiven slet ikke modsvare.

SÅ JA, DER ER masser at være bekymret for i Randers, der tilmed er havnet i en situation, de ikke er vant til, nemlig i skudlinjen.
Nu skal Søren Pedersen til at svare på, om truppen er stærk nok og om Rasmus Bertelsen er den rigtige træner.
Det skal han nok klare, men spørgsmålene vil fortsætte med øget styrke, hvis ikke Randers får vendt skuden.
Randers har jo ikke for vane i nyere tid at smide trænere på porten, og jeg fornemmer da også, at Søren Pedersen lige nu har fuld tiltro til Rasmus Bertelsen.

MEN DEN TILLID holder jo ikke for evigt, hvis resultaterne svigter.
Rasmus Bertelsen skal i hvertfald til at vise, hvorfor han fik stillingen.
I sin fremtoning er han ingen billetsælger. Det er ikke ham, der med en kæk bemærkning får krisen i Randers til at glide nemmere ned hos fans og medier, så han skal bevise sig på banen.

Jeg hører jo, at man også træner virkelig godt i Randers. Jamen, det er fandeme da pudsigt, at hos alle de hold, hvor det går ad h….. til, der træner man helt fantastisk!

Det gjorde Horsens også under Jens Berthel Askou, mens de sejlede ned i 1. division…
Ja, det kan sgu’ da godt være, at Rasmus Bertelsen er tilfreds med træningen, men det skal jo vises om søndagen – og det har han ikke formået. Jeg er ikke i tvivl om, at han er Randers-mand helt ind til knoglerne og knokler benhårdt, men det er bare ikke altid den rigtige løsning at forfremme assistenten.

RASMUS BERTELSEN HAR været i Randers siden jeg forlod dem i 2009, og han har arbejdet sig op til det job han har i dag. Der er nærmest ikke en funktion, han ikke har haft i Randers, så jeg forstår da godt, at Søren Pedersen og resten af Randers-ledelsen har givet ham chancen.

Han har bare aldrig prøvet at stå i en så presset situation som nu. Ja, han overtog kaosbutikken efter Ricardo Moniz, men der vidste alle, at han var en midlertidig løsning. Derfor var han heller ikke i samme modvind som nu, selvom han også dengang fik en elendig start.

Hans første seks kampe i sæsonen 2017/18 bød på tre nederlag og tre uafgjorte, og den sæsonstart i år, kan vise sig at blive endnu værre, hvis Randers taber til Viborg i aften. Spørgsmålet allerede inden kampen er naturligvis, om han er manden, der kan banke selvtillid ind i sit mandskab.

RYKKER DE NED? Nej! Nu skal man ikke glæde sig over andres ulykke, men de bør kunne holde Vejle og Hvidovre bag sig, der begge bøvler med Superliganiveauet.
Randers har da også prøvet at håndtere dårlige sæsonstarter før.
I 2017/18 havde de også kun to point efter fem kampe, men endte tredjesidst. Og de fleste husker vel også sæsonen 2009/10, hvor de spillede de første 17 kampe uden sejr, men klarede den alligevel.

Problemet for Randers er, at de som regel kommer virkelig ringe i gang med forårssæsonen. De seneste syv sæsoner har blot givet et gennemsnit på under et point per kamp i forårets grundspilskampe.
Så hvis ikke de har point at tære på fra efteråret, så bliver op ad bakke.

NU ER RANDERS ikke et sted, hvor himlen falder ned, hvis man ikke kommer i top-seks, men derfor er sæsonstarten alligevel dybt utilfredsstillende.
Hvis ikke Rasmus Bertelsen får styr på pointhøsten, så er det jo ikke utænkeligt, at der skal laves flere klummer om Randers…