Tøffe: Hvis de vinder SL-guld, går jeg til Viborg

NU GÅR DEN IKKE LÆNGERE! Jeg er nødt til at se realiteterne i øjnene og dedikere min ugentlige klumme til Viborg. De fortjener i den grad et klap på skulderen.

Det er imponerende, hvordan sæsonen har udviklet sig for VFF, der har et budget på en tiendedel af FCK's, og som har to fjerdepladser som bedste placering i Superliga-historien.

De har sendt Bakiz og Kramer til AaB, Christian Sørensen og Justin Lonwijk til FC København og Dynamo Kiev, og væk er også Jay-Roy Grot og Tobias Bech. Man er gået fra Jacob Neestrup til Lars Friis til Jacob Friis på trænerposten. Man har sagt farvel til Jesper Fredberg på sportsdirektør-posten. Ingen af delene har givet markante bump på vejen.

Det fortjener Viborg kæmpe cadeau for!

Jeg har tidligere skrevet, at Uwe Rösler i AGF snakker om, at en lang rejse kun lige er begyndt, og der blev brugt alverdens floskler om tid og proces, men sandheden er jo, at en sådan rejse hele tiden skydes ned af, at man som en del af den danske model skal sælge spillere. Man skal så at sige asfaltere, mens man kører.

Det har Viborg lykkedes med big time.

MEN JEG VIL DA OGSÅ GERNE DRILLE DEM LIDT. For det er sgu ikke, fordi de kører med de helt store målsætninger, selv om de ligger så godt til og har været så godt kørende.

Først handlede det om at komme i top 10, så var det top seks, og nu handler det så om at spille de sidste kampe, og så "må man få som fortjent" i de sidste tre runder i Superligaen, som træner Jacob Friis sagde til Viaplay efter opgøret mod Randers FC mandag.

Der må Jacob Friis sgu godt være lidt mere frisk, men det vidner om, at Viborg-trænerens ben er solidt plantet i den jyske muld, og at de ikke lader sig rive med i Viborg. Men mon ikke drømmene lever i bedste velgående bag den rolige, nordjyske facade. Det minder mig om Lynge Jakobsen, når AaB var matematisk sikker på at vinde noget – man kunne dårligt få ham til at sige det, selv om den var sikker… 

OG APROPOS IKKE AT LADE SIG RIVE MED: Jeg holder altså fast i, hvad jeg hele tiden har sagt, nemlig at jeg ikke tror på, at Viborg får medaljer.

Det betyder ikke, at jeg ikke respekterer og er imponeret af det, der er lavet af arbejde i klubben. Der er udvist ro og kontinuitet med Morten Jensen som direktør, selv om man i mange år har været ude af Superligaen, og der har været gigantiske bump på vejen de senere år. Det er dejligt at se.

Viborg mangler at møde Brøndby IF hjemme, FC København hjemme og FC Nordsjælland ude. Det lyder som et svært program, men de tævede senest Brøndby på udebane, de har slået FCK på hjemmebane, og Nordsjælland slog de i seneste indbyrdes kamp.

Så for mig er Viborg den mest afgørende faktor i guldkampen. 

Og vi kan gange med 100, at det scenarie, at Viborg kunne stikke en kæp i hjulet på FCK's mesterskabsdrømme i andensidste runde eller i FC Nordsjællands gulddrømme i sidste runde, var blevet købt på stedet, hvis det var blevet nævnt inden sæsonstart. For det havde betydet, at man var endt i top seks. Men at de faktisk også ville kunne gå hele vejen selv, havde ingen turdet drømme om. Og havde man sagt det højt, havde man været i fare for at blive indlagt.

Viborg er fløjet lavt under radaren det meste af sæsonen, men det gør de ikke længere med de gode præstationer – blandt andet 3-0 sejren i Brøndby og senest ude mod Randers FC, hvor man spillede med to uprøvede kræfter i midterforsvaret og spillede en gang fremragende offensiv angrebsfodbold med en Achouri i topform, som heldigvis ikke kom for sent til taktikmødet.

Viborg er eksemplet på humlebien, der ikke burde kunne flyve, men Viborg flyver i Superligaen lige nu – takket være imponerende trænerarbejde af Jacob Friis.

JEG HAR FOLK I MIN OMGANGSKREDS, der tror på, at Viborg går hele vejen, men den hopper jeg ikke med på.

Jeg udloddede en stor flaske champagne, som jeg vil gå med fra Aarhus til FC Nordsjælland, hvis Nordsjælland vinder guld, og den kan jeg da udvide her – lad os koble Viborg på. Hvis Viborg napper guldet, så tager jeg vandreskoene på og bevæger mig op til domkirkebyen.

Det vil ikke være første gang, jeg går en lang tur, for det er jo som bekendt ikke første gang, jeg har taget fejl. Når man er ansat i den her branche, så er man ansat til at have holdninger og meninger. 

Jeg sætter gerne hånden på kogepladen og røven i klaskehøjde: Respekt for arbejdet og sæsonen, men Viborg bliver ikke mester.