Et opråb og statement fra en fan af dansk fodbold, der langt hellere fryser på et dansk stadion end at lade sig nøje med det store udbud af fodbold fra ind- og udland.
I forbindelse med den aktuelle debat om tilskuertal i Superligaen genpublicerer vi bloggen, der første gang ramte tipsbladet.dk 14. oktober 2016.
Det er, som om de landskampspauser føles længere og længere, ikke? Måske er det på grund af Åge Hareides udvalgtes elendige præstationer, men den her var altså hård at komme igennem. Det lykkedes ikke desto mindre, og i dag går de hjemlige ligaer så i gang.
Og for at føje spot til skade har vejrguderne fra DMI så også brugt de næsten to ugers ligakampspause på at skrue voldsomt ned for det lune vejr, der kom med forsinkelse og blev til en forrygende sensommer i september. Men det er du vel ligeglad med, du fan af engelsk, spansk eller tysk fodbold, som du sidder der i pejsens skær pakket godt ind i slumretæpper foran tv'et, mens du fnyser ad os, der gider bruge penge og tid på at tage landet rundt for at fryse røven af på et uoverdækket dansk fodboldstadion? Vel at mærke for penge, vores budget ikke lader os finde på tv-posten, hvor vi ligesom dig har investeret i den store tv-pakke, Viaplay, og hvad tjenesterne ellers hedder - for der skal jo også være noget at bruge tiden på, når vi har fået varmen igen efter at være kommet sent hjem fra endnu en udebanetur.
Men du kan fnyse, så meget du vil. Og du skal heller ikke have ondt af mig. Hverken over den dårlige fodbold, jeg lader mig tage til takke med, eller at jeg af nødvendighed sikkert også bruger flere penge end dig på at have en opdateret vintergarderobe.
Det med den dårlige fodbold kan jeg ikke argumentere imod, når mine venner gang på gang laver himmelvendte øjne over, at jeg absolut vil have en skærm med Superliga-bold kørende, selvom Tottenham tager imod Everton, eller Bournemouth møder Burnley. Denne blog er ikke blevet til på nogen større kvantitativ undersøgelse af de fodboldmæssige adfærdsforskelle mellem fans af dansk og især engelsk fodbold, men jeg støder på den snobbede holdning gang på gang; fodbolden er simpelthen bare for dårlig i Danmark til, at sidstnævnte kategori vil lade deres åsyn hvile på den i mere end den tid, det tager at zappe væk igen.
Jeg må gentage, at jeg ikke kan modargumentere, at den meste udenlandske fodbold er bedre end den hjemlige. Og med det rigtige efterårsvejrs ankomst bliver det kun værre de næste måneder. Men det får mig ikke til at tvivle på, at jeg har mine prioriteter helt i orden, når jeg som minimum vælger dansk fodbold i tv, men allerhelst tager ud på et stadion, som jeg gjorde det mere end 60 gange i sidste sæson og dermed selvsagt også kom væsentligt længere rundt end til det hold, mit eget tilhørsforhold trækker mig af sted mod.
Og hvorfor er mine prioriteter så rigtige? Det her er ikke nogen helt ny diskussion, og måske er den ligefrem fortærsket, men jeg vil alligevel forsøge at bringe nogle flere perspektiver ind i den. Eller også må jeg sætte min lid til, at min part får ret, hvis bare den gentager de samme argumenter længe nok. For modsat dig, du såkaldt passionerede fan af især engelsk fodbold, så er jeg ikke bare et tal i min klub. En fjern, fjern postering på et endeløst kontoudtog.
Bevares, det er jeg også. Men derudover er jeg kød og blod, der kommer ud og fylder en plads på stadion og ser godt ud i tv. Jeg skaber en stemning, der får endnu flere til at komme på stadion og se godt ud i tv og forhåbentlig gør en positiv forskel på præstationerne inden for kridtstregerne. Jeg kan rent faktisk råbe op og komme med mit bud på, hvordan tingene bør være i min klub. Jeg kan skabe relationer inden for klubbernes fire vægge. Og jeg kan støde på mine helte i hverdagsbilledet og blive bekræftet i, at de på trods af en ufatteligt priviligeret tilværelse altså bare er almindelige mennesker.
Ovenstående er min måde at definere mig selv som fan. Det er derigennem, jeg ud over et dybereliggende værdifællesskab med klubben føler min tilknytning til hverdag og kamp. Nogle nøjes med at gøre det til de 90 minutter plus de løse i weekenden, og det er selvfølgelig også helt okay.
Det er det sådan set også at have et udenlandsk hold som sin primære fodboldkærlighed. Alt forladt herfra, men kun lige indtil du begynder at anfægte min passion for dansk fodbold. For du har kun dit snobbede argument om kvaliteten af selve fodboldspillet, og hvor længe holder det ærligt talt hos dig, som aldrig har set skyggen af et trænerkursus (ligesom jeg selv i øvrigt), og som vil blive sat fuldstændig til vægs i en fodboldfaglig diskussion med enhver fagmand fra den danske fodboldverden (ligeledes ligesom jeg selv).
Vi kan nok hurtigt blive enige om, at alt topfodbold, uanset om det er i England, Spanien eller Danmark, i dag er kvalitativt bedre end for 20 og 30 år siden. Men dengang, hvor der er konsensus om, at den ægte fodboldkultur virkelig levede, var der jo ingen, som klagede?
Folk må gøre, som de vil, men jeg savner blandt især fans af engelsk fodbold en bevidsthed om, at båndet mellem dem og deres klub altså kun går én vej - fra fan mod klub. Din med afstand største funktion som fan er altså at skabe den omsætning, hvoraf der i 14/15-sæsonen af Premier League kun var én klub, som hældte mindre end halvdelen af de mange, mange milliarder over i lønninger (Burnley. Kilde: The Guardian)
Og hvis vi endelig skal føre det tilbage til argumentet om kvaliteten af fodbolden, så nægter nærværende skribent at tro, at endnu grådigere tv-aftaler, endnu højere billetpriser (som du rammes af, når du en sjælden gang tager et fly over for at se en kamp) og endnu dyrere fodboldtrøjer fører til bedre fodbold. Det skæringspunkt, hvor fodboldverdenen har fået så store økonomiske ressourcer, som det overhovedet er muligt at videreudvikle fodbolden for, er for længst nået. Den 60 pund dyre kampbillet, du købte, gik udelukkende til endnu højere lønninger til folk, der i forvejen får rigeligt for at gå på arbejde.
Så der sidder du bag dit tv, men samtidig side om side med de millioner af asiatiske medfans, som betalte langt hovedparten af den rekorddyre tv-aftale, Premier League med afslutningen af sidste sæson trådte ud af, og som fra denne sæson tog endnu et vanvittigt prishop. Og I kigger på verdens mest globaliserede liga, hvor det for længst er blevet hverdag, at holdene stiller op med kun ganske få eller slet ingen englændere, mens klubberne har lukket sig så meget om dem selv, at selv det mest uskyldige citat fra din yndlingsspiller er blevet voldtaget af flere kommunikationsmedarbejdere, end du finder i de fleste Superliga-klubber.
Det lugter ikke ligefrem af lokal forankring, vel? Det gør det til gengæld at støde tilfældigt på et par gamle koryfæer, en gruppe ungdomsspillere og en sportsdirektør uden for et dansk stadion og tage ind for at se på en i værste fald markant større andel lokale drenge end i de store udenlandske ligaer. Ja, nogle Superliga-klubber kunne godt gøre mere for at være i forbindelse med rødderne, og stemningen er mange steder elendig, men heller ikke på de parametre står det lige så skidt til som i England.
Og for lige endelig at mane den med fodboldkvaliteten i jorden - i hvert fald set fra mit kolde, hårde stadion-klapsæde - så er spændingen og det, der er på spil, så uendeligt meget større i Superligaen, hvor man kender alt til de interne tvekampe, og ligaen år efter år har vist sig at være ekstremt tæt. Og for min interesse i en fodboldkamp er spændingen langt vigtigere end den fodboldmæssige kvalitet.
Men du må hygge dig her på tærsklen til en særdeles blodfattig Premier League-weekend. I stedet vil jeg bruge min fredag aften på at se, om SønderjyskE alligevel viser sig at være mere langtidsholdbare end Leicester. Og derefter må vi se, om "the talk of AGF-Horsens" bliver, at Riddersholms nedrykningsspøgelse er kommet endnu tættere på, hvor stor André Bjerregaards betydning er for Horsens (han er i karantæne), hvordan Bo Henriksen jubler, eller om Brøndby virkelig dummede sig ved at lade deres eneste kampklare venstreback gå til AGF.
Jo, jeg kan finde masser af grunde til at bruge min aften med Superliga-bold, inden jeg søndag har udsat min tur mod Jylland for at kunne komme på stadion - og så er jeg da ikke mere hellig, end at jeg i mit stille sind glæder mig over, at Liverpool-Manchester United som mandagskamp sparer mig for et tv-dilemma.
God fodboldweekend!
