Bliver FCM og FCK snydt igen af discount-Brøndby?

Det at skrue en trup sammen er mere end bare prisskiltet på de spillere, man henter til klubben eller hiver op uden transfer fra ungdomsafdelingen.

Men det er nu alligevel ret sigende for styrkeforholdet uden for banen mellem FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF, når man tjekker, hvad de tre holds spillere i seneste Superliga-runde kostede.

FC Københavns spillere kostede i træskolængder 140 millioner kroner, FC Midtjyllands omkring 95, og Brøndbys cirka 55 millioner kroner.

Det er jo betydelige beløb, også i Brøndby.

Men hvor FC Midtjylland kan lægge klubbens dyreste køb nogensinde Marrony til regnestykket sammen med en række andre spillere, man også har betalt dyrt for, og FC København også har flere spillere i stald indkøbt for store beløb, end dem man brugte i Parken sidste fredag mod Randers, har Brøndby stort set ingen.

Nærmest alle, der er betalt penge for i transfer, var på banen for Brøndby, og selvom det måske er lidt flabet af mig ligefrem at kalde det discount med Heggheim, Joe Bell og Radosevic købt for mindst én million euro hver, er det altså et billigt hold sammenlignet med FC København og FC Midtjyllands.

Så hvorfor er Brøndby stadig involveret i mesterskabskampen?

Set fra denne chefredaktørstol har FC København og FC Midtjylland på nogle pladser fået det, de har betalt for: Spillere med en individuelt kvalitet, hvad end der skal scores mål, afdribles modstandere eller tackles på helt rette tidspunkt, som Brøndby ikke råder over i samme antal.

I flere sæsoner ville jeg helst have haft FC Midtjyllands trup, hvis der blev holdt danmarksmesterskab i individuel 10-kamp i fodbolddiscipliner, og det kan stadig sagtens forsvares, selvom FC København er ved at komme efter det med den foryngede og mere dynamiske trup, Peter Christiansen har samlet.

Men præcis som i guldsæsonen for et år siden ser Brøndby ud til at være det mest driftsikre kollektiv med færre udsving og udfald i den flotte stime på ni sejre i træk med Superliga-sejr, hvor udsvingene hos FC København og FC Midtjyllands yngre hold stadig er større.

Topniveauet hos FC København og FC Midtjylland er større, spillere kan også bedre følge med i Europa end Brøndbys, som vi har set i Europa League og Conference League, men hjemme i Superligaen har Brøndby altså skabt noget slidstærkt, der fungerer.

Jeg tror stadig ikke, at det varer ved, for Mikael Uhre er stadig svær at undvære og er ikke blevet erstattet af individuelt spil eller kollektivt spil, der var lige så målfarligt som med ham i spids.

Men jeg er imponeret over, at Brøndby nu står i en situation, hvor man med al ret kan se frem til slutspillet med spænding og et reelt håb om igen at snyde de to FC-klubber, som Brøndby i parentes bemærket har haft krammet på i de indbyrdes kampe i denne sæson.

Apropos indbyrdes kampe er søndagens topkamp i Herning den helt store test af Jess Thorup og Peter Christiansens foryngede FC København.

I syv af de seneste ti opgør i Superligaen og pokalen i Herning og København har FCM vundet, og at FCK slog et ramt FC Midtjylland-mandskab 19. maj sidste år og indirekte snuppede guldet fra FCM er ikke i sig selv bevis på, at forbandelsen er brudt, når 10 FCM-spillere så i september vandt 1-0 i Parken.

Den statistik fylder nok mest hos mig, mine kolleger og fodboldfans, og har ikke så meget at gøre med selve søndagens kamp.

Men derfor er den alligevel en påmindelse om, at FC København kommer på hårdt arbejde, oven i købet med torsdagens Conference League-rejse til og fra Eindhoven i krop og sind på turen til det Herning, hvor FC Midtjylland oven i købet har vundet de seneste ni kampe i træk mod FCK siden oktober 2016.

Løser FC København den opgave tilfredsstillende, er favoritværdigheden for alvor københavnsk til slutspillet i april og maj, uanset at der stadig mangler i alt seks indbyrdes kampe med de tre topklubber.