Skal Jan Bech sælge? Her er Brøndbys fremtid

– Jeg elsker at være en del af Brøndby. Det er klart sjovere nu end for tre-fire år siden, da det ikke gik så godt. Men der er ingen, der må stå i vejen for klubbens udvikling, og det gælder også mig selv. Så hvis der kom noget, hvor vi kunne flytte Brøndby markant i en retning, hvor klubben bliver forbedret, eller der var et nyt perspektiv, så må vi jo kigge på det. Min person må ikke være den, der blokerer døren. Det går ikke.

Det var et rigtig fint og interessant interview, B.T’s Johnny Wojciech Kokborg fik lavet og publiceret med Brøndbys hovedaktionær og klubejer Jan Bech Andersen for en uges tid siden, og det siger jeg selvfølgelig ikke kun, fordi Johnny er en god ven af huset som tidligere kollega på Tipsbladet.

For rygterne om Brøndbys fremtid har nemlig svirret, og de har faktisk gjort det ret lange, i hvert fald siden guldet i 2021, hvor snakken og spekulationerne om et ‘JBA’-salg har kørt i det danske fodboldmiljø.

Red Bulls fodbold- og sportskoncern skulle det ikke være, ej heller Anton Zingarevitj og hans interessante bagland, som Brøndby-hovedaktionæren også er inde på i interviewet.

Men hvorfor opstår den snak, og hvor ligger Brøndby IF egentlig henne i dette store spørgsmål om ejerskaber, der er brandvarmt i dansk fodbold og også er aktuelt hos den helt store konkurrent FC København?

Det forsøger jeg at give et bud på her.

Konkurrencesituationen i Superligaen
Før jeg kaster mig over mulighederne for en handel med Brøndby-aktier og en eller flere nye ejere eller medejere, skal vi lige tage et kig på, hvor Brøndby befinder sig.

I spillerbudget er man det tredjestørste hold i Superligaen med stor afstand op til FC Midtjylland og især FC København, og noget mindre afstand ned til AGF, AaB og OB.

Og i point per kamp blandt de 12 klubber med flest point i Superligaen siden første spillerunde i 2016/17, hvor Alexander Zorniger debuterede som Brøndby-cheftræner, er Brøndby klar tre i pointhøst, denne gang noget tættere på FC København og FC Midtjylland, og med stor afstand til resten af Superliga-klubberne.

Budgettet er på vej i vejret igen, og pointsnittet har i 2020 og 2021 været særdeles fornuftigt, og i det store billede er det godt og positivt for klubbens udsigter, ligesom man efter halvandet årtis ørkenvandring for alvor er ved at få hul på spillersalg for store beløb, efter man har haft meget få siden salgene af Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander.

Selvom AGF rører på sig og kan blive et fjerde ben i den økonomiske magtkamp i toppen af Superligaen, er Brøndby i en fin position. Over tid bør man nærme sig FC Midtjylland, der lever af at kunne sælge enormt dyrt og dermed have råd til lønninger og spillerkøb, klubben i sig selv slet ikke er i nærheden af at have råd til alene på sponsorater, tv-penge og kampindtægter.

På banen skal man stadig vise evnen til at finde spillere, der er blandt Superligaens allerbedste, som Mikael Uhre og Andreas Maxsø var og er det, og have flere stærke, egenudviklede spillere gennem ungdomsafdelingen og på førsteholdet, der ligesom Jesper Lindstrøm og Morten Frendrup også bliver blandt de bedste på deres positioner i ligaen.

Men der er alt i alt god grund til optimisme, og mere end der har været i 15 år, hvilket langt fra kun hænger sammen med mesterskabet men andre gode udviklingstendenser.

FC København bliver svær at matche uden for banen, med mindre der sker noget voldsomt i ejerkredsen på Østerbro, i Brøndby eller begge steder, men man bør sagtens kunne blive stort set jævnbyrdig med FC Midtjylland inden for en overskuelig årrække.

Brøndby i Europa
Det største efterslæb lige nu er måske positionen i de europæiske turneringer.

Ligesom landstrænere og udenlandske klubber ikke falder i svime over smalle sejre på dårlige baner i Superligaens grundspil, er en lav rangering i Europa ikke noget, der bare får alle alarmer til at gå hos potentielle klubopkøbere og attraktive organisioner, der kunne bruges i et samarbejde.

Brøndbys Europa League-gruppespil i efteråret var det første, siden de år, hvor tidligere nævnte Agger, Elmander og Kahlenberg var med til at vinde guld, og selvom gruppen var svær, kunne man også se, at FC København og FC Midtjylland er bedre gearet til at følge med i det høje tempo.

Man kan ikke bare ignorere Europa og fokusere på Superligaen, og da slet ikke med de stolte og store præstationer, klubben har leveret især før årtusindskiftet.

Europa skal følge med, da især nu hvor de europæiske præmiepenge bliver større med en stor reform af de tre turneringer i 2024, og mon ikke de interne krav bliver højere til præstationerne i efteråret, hvor man håber at være med i Europa igen.

Familieklub?
Der er altså tale om en klub med store traditioner, der efter et årtis store udsving for alvor begynder at fungere igen, og som også bør kunne følge med i toppen i de kommende år, med mindre man rammer skævt med de større spillerkøb.

Så hvad skal der ske med Brøndby IF?

I det tidligere nævnte interview var Jan Bech Andersen inde på, at han jo bare kunne beholde klubben og en dag om mange år overlevere den til den yngre generation i familien.

Det er selvsagt en mulighed.

Ingen tvinger Jan Bech Andersen til at sælge Brøndby IF, hverken helt eller halvt, og åbner han for mere fanindflydelse og en smule mere medejerskab ad den vej, kan man givetvis bygge ovenpå de seneste års succes og holde sig i toppen af Superligaen.

Investorer fra udlandet
Et særdeles reelt alternativ er et helt eller delvist salg til en eller flere udenlandske investorer, eller et klubsamarbejde i en eller anden form.

Der er flere måder at gøre det på.

Brøndby IF er i dag ikke attraktiv på samme måde som FC København, der har en enorm fordel i en Top 50-placering på UEFA's koefficientrangliste, og det kan tage toppen af prisen og udelukke nogle af de mest pengestærke opkøbere.

Men der er mange andre derude, der kan være en mulighed.

Der kan være investorer, der er interesseret i at poste flere penge i førsteholdet og ungdomsafdelingen, og bringe Brøndby IF tættere på FC Midtjylland og FC København.

Der er investorer, der kan være interesserede i at hente yngre spillere til eller spillere fra bestemte lande, og så er der klubsamarbejder.

De modeller er tricky.

Som vi har set i 1. division, kan det være svært at få de fordele med udveksling af spillere, trænere, viden og ikke mindst ejernes økonomiske og professionelle ressourcer.

Det samme mønster ser vi i udlandet; for hvert relativt succesrigt samarbejde som Udinese-Watford, Brentford-FC Midtjylland og den helt store model, City Football Group, er der tre-fem klubsamarbejder, hvor det har vist sig at være meget svært at få fordele, ja hvor ulemperne bliver større, som man ser i samarbejderne omkring Esbjerg, SønderjyskE og Fremad Amager.

På et tidspunkt flirtede Aston Villa og Lyngby, og FC Nordsjælland kunne også sagtens blive del af et samarbejde, hvor ejerne ikke kun har investeringer i Right To Dream-akademierne i Ghana og et nyt i Egypten med fokus på kvindefodbold.

Red Bull var næppe spiseligt for Brøndby-fansene uanset hvad, men der er også særdeles god grund til at tænke sig om, før man indgår i sådanne modeller, og da især hvis man ikke er den største i søskendeflokken.

Dansk opkøb
Måske er det mest realistiske i sidste ende en dansk ejer eller medejer, hvis ellers Jan Bech Andersen en gang vil sælge.

Bare se, hvad der skete i FC Midtjylland; 25 procent af klubben er nu ejet af en af landets stærkeste erhvervsfolk, Anders Holch Povlsen, der betalte 125 millioner kroner for de nye aktier, klubben udstedte sidste sommer med Matthew Benhams velsignelse (så alle pengene gik til klubben).

Måske er det i virkeligheden en eller flere danske erhvervsfolk, der er de bedste samarbejdspartnere eller købere af Jan Bech Andersens aktier, når der er tale om Danmarks mest omtalte fodboldklub uden en specielt god Europa-rangering.

Hvorfor skulle udlændinge købe sig ind, hvis de, lidt frækt sagt, ikke går så meget op i klubbens store historie, men til gengæld gerne vil have en platform for unge spillere, der kan vise sig frem i europæiske klubber?

Så kan man lige så godt vælge en anden, og billigere, klub i Danmark eller et af de andre europæiske lande, der er åbne for udenlandske opkøb.

Mod det ræsonnement taler, at der trods alt ikke er så mange klubber af Brøndbys statur uden for de otte-ti største ligaer i Europa, og at Brøndby selvfølgelig kan bevæge sig frem på en Europa-rangliste, som FC Midtjylland har gjort siden Matthew Benhams opkøb i 2014. Derfor kan et udenlandsk opkøb også fint give mening.

Hvad nu?
Der ikke som sådan noget, der haster.

Der bliver generelt trådt på bremsen lige nu på 'klubopkøber-markedet' på grund af Ruslands krig i Ukraine og den usikkerhed, det giver, efter der var fuld fart på opkøbene i 2019, 2020 og 2021.

Men der er god grund til fortsat at holde ørerne til vandrørene, ikke mindst når ejeren selv siger, at han ikke vil stå i vejen for det helt rigtige for Brøndby IF.

Hvis de seneste år i dansk fodbold viser noget, er det blandt andet, at nye og større penge fra udlandet ikke automatisk giver lykke på eller uden for banen.

Det er svært og nogle gange uforudsigeligt valg, man står med som klub og klubejer, når der skal findes en ny medejer eller hovedaktionær, men omvendt er der heller ingen garantier for, at man kan slippe for det valg.

Mon ikke dette er et af tilfældene, hvor fortsættelse følger.

Ejeren og formanden har i hvert fald ikke nedspillet tanken ved at tale så relativt åbent og detaljeret om mulighederne, som han gjorde efter måneders rygter, og det hele er selvfølgelig blevet en lettere operation efter det længe ventede guld sidste sommer.