Brok og trusler vil ødelægge Superligaen

Det er på mode at være rasende.

Xavi og FC Barcelona er ved at raffinere kunstformen og går så langt, at de selv i paranoide Spanien med deres dommerskandaler og manglende tro på institutioner løfter øjenbrynene.

Nottingham Forest er i total nedsmeltning og leverer stor komik ved at hævde, at Luton (!) har VAR på sin side og mod Forest, hvilket nok siger mest om klubejer Evangelos Marinakis og det, han er vant til at slippe afsted med i dagligdagen med hjerteklubben Olympiakos.

Det er som om, fodboldkampene nu også skal udkæmpes før og efter de 90 minutter på banen, koste hvad det koste må af vrede interview, protester, lækkede lydfiler og trusler om retssager.

Runde efter runde efter runde sidder jeg tilbage med fornemmelsen, at vi taler mere om kendelserne, dommerpåsætningen og VAR, end om selve spillet.

Udspillet på banen? Der var frispark ved modstanderens føringsmål, VAR er en konspiration, og i øvrigt hader alle os.

Tendensen breder sig også i Superligaen, selv meget af det stadig bevæger sig i kulissen.

Det er svært præcist at føre bevis for det, men jeg har en ide om, en stor del af problemet er kommet efter VAR.

Der bliver slet ikke kommunikeret nok til offentligheden eller klubberne om beslutningerne, og hvad systemet kan og ikke kan. Budskabet er i hvert fald ikke nået frem.

Så også helt ind i hjertet af klubberne har man en ide om, at fodbold burde blive 100 procent fejlfrit med VAR, eller tæt på.

Resultatet? Hvert et tvivlsspørgsmål eller skæv dommerkendelse fylder 1.000 gange mere end alle de afgørelser, VAR og dommerteamet rammer perfekt med teknologiens hjælp.

Og det er noget værre møg for os alle sammen.

Prøv at se Premier League og La Liga. Er det meningen, dommerkendelser skal fylde mere for klubberne i toppen og bunden, end hvem der faktisk spiller godt, og hvordan man bliver endnu bedre?

Trusler om retssager er kynisk set god underholdning for os, men det er ødelæggende for spillet og oplevelsen.

Og det breder sig også i Superligaen.

I klubberne mener man at vide, hvem der plejer at dømme til fordel for hvem, hvem der kan presses, og så videre.

Det hjælper så overhovedet ikke, at klubber oplever mangel på eller vidt forskellig kommunikation fra uge til uge, og at vi mediers fokus på specifikke situationer eller mangel på samme har betydning for, hvad der sker efterfølgende.

Det er en giftig suppedas, der truer med at forurene Superligaen i en tid, hvor man ellers har rekordmange tilskuere og masser af succes.

Men jeg har mest ondt af os, der skal lytte på alt det brok.

Diskussionen om fodbold er blevet kuppet af en evig jagt på at indføre det ideelle millimeter-demokrati og en masse tudefjæs, hvor dommerkendelser og VAR og manglende røde kort og hvad ved jeg fylder mere, end om man faktisk er god eller dårlig til at spille den type fodbold, træneren og klubben har sat sig for at spille.

Jeg skulle hilse og sige, at det også siver ud, der hvor der aldrig kommer tv-kameraer, men hvad andet kan vi forvente, når de klubber og superstjerner, vi og vores unger ser på tv, truer med retssag og flipper totalt ud, når dommerkendelserne går mod én selv.

Jeg tror, fodboldens aktører fra klubber og spillere til DBU og DBU's dommerudvalg er nødt til at være langt mere åbne og kommunikerende, og være det hele tiden.

Man kan mene, det er os i omverdenen, der ikke har fattet VAR og dets muligheder og begrænsninger, men det hjælper ikke en dyt i den nuværende situation.

Erkend, som alle kunne se, at der ikke var straffespark i første omgang til FC Midtjylland mod AGF, og i samme åndedrag at Cho Gue-sung efterfølgende blev flækket på langs i feltet uden at få det soleklare straffespark, der var.

Hvis man konsekvent melder ud og er klar i spyttet hver eneste gang, vil det efter min bedste vurdering tage trykket af den værste vrede og de idéer om forskelsbehandling, der spreder sig.

De brok og trusler, der for mig at se er dybt destruktive for Premier League og La Liga, må for alt i verden ikke sprede sig i Danmark og Superligaen, hvad end det er om retssager og den helt grimme slags rettet mod dommere og rivaler, som vi desværre også hører om.

Lad os få det styret det i en anden retning, før flere begynder at få idéen, at Xavi, Joan Laporta, Evangelos Marinakis og andre brokrøve har fat i den lange ende.