Dårlige baner er russisk roulette for Superligaen

Da kampprogrammet til en kompakt 2020/21-sæson lå klar, bemærkede en af dansk fodbolds mere erfarne mænd, at det ikke var coronavirussen, der var den store frygt i forhold til at få spillet alle kampe til tiden.

Det var derimod, at der skulle spilles kampe indtil tre dage før jul og igen fra 2. februar.

For i vintermånederne kan der være frost og kulde, og tænk, hvis der var snestorm, is og frost, når der her i februar skulle spilles fodbold 10-14 dage tidligere end sædvanligt.

Der er ikke aflyst kampe endnu, men banerne får noget nær så hård medfart, som man overhovedet kan forestille sig.

Til premierekampen i Odense knoklede frivillige med at rydde sneen i timerne op til kampstart mod Lyngby, og både banen i Odense og dem i Vejle og siden i weekenden i Haderslev så rædsomme ud.

Pokalkampene onsdag og torsdag led i den grad også under vejret, og man kan se, at der nogle steder er nogle græstæpper, der muligvis skulle have været skrællet af sidste sommer, hvilket man jo så ikke kunne på grund af den forlængede Superliga-sæson.

I 1. division flytter Hvidovre deres første kampe til Køge, hvor der er kunstgræs.

I Lyngby er man meget bekymret for weekendens kamp mod Brøndby IF, fordi en enkelt kamp kan smadre banen for resten af foråret, og der ligger benhårdt arbejde bag de fine kampbaner, vi har set i Herning, Aalborg, Århus og på FC Københavns hjemmebane i Parken.

Man kan spørge sig selv, hvorfor så mange klubber tilsyneladende bliver fanget af dårligt vejr, når de siden det tidlige efterår har vidst, at de skulle spille fra begyndelsen af februar.

Så simpelt synes jeg dog ikke, man kan stille det op.

Der er enorm forskel på de ressourcer, der bliver lagt i at pleje og vedligeholde banerne, selv i Superligaen.

De fleste arenaer og dermed baner er kommunale, og hvor der i eksempelvis Herning, Aalborg og Århus skydes gode ressourcer i arbejdet med erfarne folk på sagen, er det langt fra tilfældet alle steder, og der er også grænser for, hvad man med kort varsel kan forlange, at kommunen stiller med af ekstra ressourcer midt i corona-nedlukningen for at redde baner i en februar, der er køligere end i de fleste af de foregående sæsoner.

Når det er sagt, kan de dårlige baner i disse dage da sagtens give næring til en diskussion om baneforhold i professionel fodbold.

Der er selvfølgelig grænser for, hvad vi kan stille op så langt mod nord så tidligt på året, men ligesom dommerne i især Superligaen har fået bedre arbejdsforhold med en mere rimelig hyre i forhold til arbejdsindsatsen, kunne banerne sagtens være et område, klubberne sammen kunne investere yderligere i.

Arbejdet er blevet professionaliseret i de seneste år, men det er i alles interesse, også de større klubber med gode baneforhold, at man har 12 kampklare baner i Superligaen, også når der er sne og frost.

Selvom Superligaen blev skåret fra 14 til 12 hold i denne sæson, ligger det ikke i kortene, at der kommer færre fodboldkampe i international fodbold i de kommende år, så hvis der kan gøres yderligere i forhold til banepleje, udstyr og knowhow, kunne nogle hundrede tusinde kroner ekstra per klub sagtens være godt givet ud.

Prøv bare at spørg sportsdirektørerne i de sælgende klubber FC Midtjylland, FC Nordsjælland og københavner-klubberne Brøndby IF og FC København, hvad en lille ekstra udgift til baner ville være værd set i forhold til et overrevet korsbånd eller en langvarig overbelastningsskade til en spiller, der skulle have været solgt for 30-40 millioner kroner til sommer.

Men selvfølgelig er det sportslige det vigtigste, og der fortjener Superliga-spillerne så gode baner som muligt. Der er vel ingen, der har lyst til at se knoldede baner langt ind i marts, april og maj, og det kunne desværre være udsigten i dette forår, med mindre greenkeeperne finder de grønne fingre frem og er mere heldige med vejret, end vi har været de seneste uger.

Læs yderligere her om Lyngby, der er bekymret for hjemmebanen i den kommende kamp mod Brøndby IF.