Den amerikanske milliardær Todd Boehly og hans medinvestorer Hansjörg Wyss, Mark Walter og folkene fra investeringsfonden Clearlake Capital får rigeligt at se til i den kommende tid.

Forventningen er, at de inden for et par uger får lov til at betalte de omtrent 22 milliarder kroner, Chelsea ender med at koste, på en indefrosset bankkonto, som Roman Abramovitj ikke kan røre på grund af sanktionerne mod ham.

De nye investorer har lovet at pumpe op mod 15 milliarder kroner i klubben, og det bliver der brug for med en omfattende istandsættelse af Stamford Bridge eller, måske, en genoplivning af planerne om et nyt stadion, som klubben og Roman Abramovitj ikke kunne eksekvere på trods af flere forsøg i de to seneste årtier.

Der skal også findes et nyt midterforsvar med Antonio Rüdigers fri transfer til Real Madrid og Andreas Christensens forventede skifte til Reals bitre rivaler i Barcelona, og cheftræner Thomas Tuchel og fansene kunne helt sikkert tænke sig yderligere et par spillere, eksempelvis komplimenteret med udskiftninger i front, hvor Romelu Lukaku og Timo Werner hverken vinder hjerter eller topscorerpriser.

Men alle disse relevante og presserende spørgsmål for en af verdens største klubber er for mig sekundært sammenlignet med, hvad der sker med klubben og dens lokale forankring og samspil med fansene.

I den hektiske proces var det i marts på tale, at Chelsea Supporters Trust skulle have en særlig stemme i den ny ledelse med vetoret i sager, der vedrører fansene, men den britiske regering undlod at gøre fansenes sær-position i Chelsea til et krav til de potentielle købere.

Vi må se, hvad de nye ejere lægger op til. Man må håbe for Chelseas fans, at der er mere John Henry og Liverpool end familien Glazer og Manchester United over den nye ejer Tom Boehly, der driver det bedst betalende baseballhold i USA, Los Angeles Dodgers.

Mere bekymrende er det, at man tilsyneladende vil holde fast i formand Bruce Buck og den dygtige men også loyale Abramovitj-medarbejder Marina Granovskaia som direktør.
Sidstnævnte har et godt rygte i fodboldverdenen på grund af stærk faglighed, men det er noget bekymrende, at der er plads til Abramovitj’ folk efter dennes ekstremt dramatiske exit fra Chelsea.

Hvis det her skal repræsentere en ny start og et nybrud med, hvem man lukker indenfor i fodboldverdenen, er det et uheldigt signal at holde fast i forgængerens mest loyale folk, der gemte sig bag cheftræner Thomas Tuchel, da krisen var størst i februar og marts.

Jeg håber, det bliver bedre, og den friske start bliver frisk.

Men her, hvor Chelsea gør sig klar til sæsonens kamp i FA Cup-finalen mod Liverpool, kan jeg desværre blive i tvivl om, hvorvidt man har lært noget som helst af de seneste måneders kaos og to årtiers brug af Chelsea af en Vladimir Putins stærke politiske og økonomiske støtter.

Den ny start efter Abramovitj bliver spildt