Derfor er SønderjyskE og Esbjergs model så farlig

Artiklen er fra Tipsbladets fredagsudgave 15. april

Esbjerg risikerer at ryge i 2. division, og SønderjyskE og Fremad Amager er også i overhængende fare i bunden af Superligaen og 1. division. Tipsbladet forklarer her, hvad de potentielle ulemper ved at være ejet af investorer med to eller flere klubber i porteføljen er, og hvorfor de rammer nu.

Hvad er modellen med multiclub-ownership?

Ja modellen er kommet meget på mode de seneste to-tre år. Det er, når den samme ejer eller investorgruppe har to eller flere klubber, de driver samtidig.

City Football Group, her ved Manchester Citys formand Khaldoon Al Mubarak (til venstre) og fodboldbossen Ferran Soriano, har det nok mest profilerede klubsamarbejde i verden.

De mest kendte eksempler er nok City Football Group, Red Bulls fodboldprojekt og det måske første virkelig store samarbejde mellem Udinese og Watford. I Danmark har FC Midtjyllands ejer Matthew Benham også Brentford, og det er det mest kendte og succesrige eksempel.

Hvad går det ud på?

Det handler især om at flytte spillere rundt og udnytte, at man har klubber på forskellige niveauer, hvor man kan placere spillere alt efter deres kvalitet og erfaring.

Tanken er, at man kan dele scouting, viden om god træning, taktiske grundkoncepter og have økonomiske fordele, for eksempel ved at sælge sponsorater sammen og at kunne støtte hinanden.

I FC Midtjylland har ét af tiltagene været, at Matthew Benham og hans folk i London kunne udnytte det, de vurderer er stor og unik viden om spillermarkedet, ved at hente spillere til Danmark, der ville have meget svært ved at få arbejdstilladelse i England.

Men hvorfor er det så aktuelt nu?

Det er det, fordi modellen bestemt ikke er nem at få succes med, og fordi indtil flere danske klubber er i problemer lige nu, tilsyneladende fordi de er del af sådanne multiklub-modeller.

Hvilke klubber er det?

I Superligaen er det SønderjyskE, der er ejet af amerikanske Robert Platek. Han ejer også Spezia i Serie A, som han købte sidste år. Alt tyder på, de bliver i bedste række. I Portugal ejer Platek den lille klub Casa Pia, der er ved at rykke op i bedste række, og så er der SønderjyskE, der begyndte sæsonen som et hold, der skulle indføre et aggressivt og højt presspil med en tysk træner, men nu er ved at rykke ud.

Esbjergs ejere i Pacific Media Group har også Nancy, Oostende, Den Bosch, FC Thun, Kaiserslautern og Barnsley, og flere af disse steder går det helt skidt, præcis som i Esbjerg.

Og så er Fremad Amager også værd at nævne, fordi man sidste år var søsterklub med Botev Plovdiv i Bulgarien, som Anton Zingarevitj købte i begyndelsen af 2021 og siden oprustede kraftigt i med cheftræneren og spillere fra Amager-klubben.

Hvorfor gør så mange det så, hvis det er svært?

Fordi der er store navne, der jo har succes med modellen.

City Football Group er næsten uden for nummer, fordi organisationen har Abu Dhabi og dermed De Forenede Arabiske Emirater i ryggen og dermed har nærmest uendelige ressourcer til rådighed.

Red Bull er kendt for Leipzig og Salzburg, men de har også fået et hold i bedste række i Brasilien, Bragantino, og i New York. De klarer sig også særdeles godt.

Og så har det muligvis også lokket investorer til Danmark, at aksen FC Midtjylland-Brentford har klaret sig så godt, mens FC Nordsjællands samarbejde med Right To Dream-akademierne i Ghana også med lidt god vilje kan karakteriseres som et klubsamarbejde.

Men hvorfor går det så galt for andre?

Meget tyder på, at modellen er særdeles svær at håndtere, især hvis man ikke har ejere og topfolk i organisationen med meget stor fodboldviden og matchende lederevner og forståelse for det store organisatoriske arbejde, det kræver. Arbejdet med at finde, uddanne og flytte spillere mellem klubber er især svært, det samme er manglende forståelse for den lokale liga og kultur. I stedet for synergi og stordriftsfordele har det for ofte vist sig, at man får mindre ud af at være del af en stor organisation, end klubberne havde gjort med dedikerede ledere og ejere hver for sig.

Matthew Benham (til venstre) ejer FC Midtjylland og Brentford.

I Danmark kan det også spille ind, at udenlandske investorer har set FCM og FCN’s succes og troet, at man også relativt hurtigt kunne sælge spillere særdeles dyrt og komme ud i Europa som FCM.

Så modellen er forkert?

Det er den i hvert fald, hvis man ikke er virkelig dygtig og stærk.

Esbjerg er ved at rasle ud af 1. division efter det vilde og vanvittige forsøg sidste sommer med Peter Hyballa som cheftræner, hvor træneren og ejeren viste, at de slet ikke forstod hverken dansk kultur eller fodbold, men i stedet undervurderede opgaven helt vildt.

Ingen i SønderjyskE har noget dårligt at sige om Michael Boris som menneske eller hans fodboldviden, men også her manglende ejeren og hans folk helt grundlæggende forståelse for, hvad det kræver at spille i Superligaen.

Det ser ud til, at forretningsfolk uden tilstrækkelig forstand på fodbold ser multiklub-modellen og tror, de uden videre kan gøre det samme, og det sker både i Danmark og mange andre steder i Europa. Og de og deres nye klubber brænder ofte nalderne gevaldigt.

Hvad er fremtidsudsigterne for modellen?

Der kommer stensikkert flere projekter, og der har også været henvendelser til flere klubber i Danmark på det seneste, også på Superliga-niveau, fra udenlandske opkøbere, der har appetit på at købe flere klubber og drive dem sammen. Men det kan godt være, det bliver sværere i de kommende år.

Hvorfor sværere?

FIFA er ved at indføre regler, der gør det svære at flytte spillere rundt. Fra sommer kommer der begrænsninger på antallet af spillere, klubber må leje og udleje, især ‘voksne’ spillere over 21 år, så handlerne mellem samarbejdsklubber skal i hvert fald struktureres anderledes. Man begrænser også trafikken af spillere under 18 år over landegrænser, hvilket også er en begrænsning.

Og så har ligaerne også at vågent øje på, at klubber med samme ejere ikke skal møde hinanden i turneringer. Lazios ejer Claudio Lotito måtte sælge Salternitana i al hast sidste sommer, da de rykkede op til Lazio i Serie A, og det er også virkelig upopulært, hvis der kommer flere møder som Leipzig-Salzburg i Champions League, hvor alle med en hjerne jo vidste, at de to klubber har samme ejer, selvom UEFA på ufattelig vis godtog klubbernes forklaringer om uafhængighed og kaldte Red Bull Salzburg for FC Salzburg i stedet.

Og hvad så med Esbjerg og SønderjyskE?

Se det er et godt spørgsmål. Mister ejerne appetitten på Esbjerg, hvis de rykker ned i 2. division? Bliver SønderjyskE tredje hjul i tilfælde af en nedrykning og en oprykning til Casa Pia til at spille i række med storhold som Benfica, FC Porto og Sporting?

Det vil være dybt naivt at tro, at der er ret mange følelser involveret. SønderjyskE’s ejer havde jo sidste forår øjnene stift rettet mod pokalfinalen og en tur i et europæisk gruppespil, nu er situationen indlysende en helt anden.

Vi har set lokale kræfter overtage Vendsyssel FF og Næstved efter udenlandske ejerskaber, der slet ikke fungerede, og det er naivt ikke at overveje, at det også kan blive nødvendigt i det sydlige og sydvestlige Jylland inden for en overskuelig tidshorisont.