Prøv at se de klubber, landsholdsspillerne arbejder for til daglig.

Leicester, AC Milan, Chelsea, Atalanta, Valencia, Dortmund, Tottenham, Inter, Leipzig, FC Barcelona og så FC København – det er et imponerende udvalg af klubber, og så FC København vil de kække typer bemærke.

Israel er hverken Belgien eller England, men det er heller ikke noget San Marino eller Liechtenstein, og spillet i Tel Aviv torsdag aften var i den grad opløftende for et dansk landshold, der i timerne forinden kunne læse nyheden om, at der kommer mindst 12.000 tilskuere på stadion til de tre EM-puljekampe i Parken til sommer.

Kasper Hjulmand har i Joakim Mæhle og Daniel Wass to backer, der i den grad peger fremad på banen og kommer susende, som de gør i Atalanta og Valencia, og i midterforsvaret har Simon Kjær sjældent været bedre.

Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg fungerer fornemt på den centrale midtbane, og Martin Braithwaite og Yussuf Yurary Poulsen havde torsdag en virkelig god legekammerat i Jonas Wind.

Wind er sikkert kort i EM-truppen nu, og efter sæsoner med få mål og megen modgang kan Kasper Dolberg og Andreas Cornelius på ingen måde vide sig sikre på, at en af dem er i startopstillingen til juni, selvom der selvsagt er mere tempo på i Ligue og Serie A end et kriseramt FC København.

Det her hold er ganske enkelt stærkt. Så stærkt, at man ikke var afhængig af en jævnt spillende Christian Eriksen i Tel Aviv, og så stærkt at jeg sagtens kan følge landstræner Kasper Hjulmand i, at der er endnu flere lag i det her hold.

Belgien var for hård en modstander sidste efterår og vil på en normal juni-dag også være det til EM.

Men ellers er der så megen dynamik og så meget målrettet fodboldspil og moderne presspil i dette mandskab, at den gamle drøm om en semifinale fra Hareide-æraen sagtens kan støves af, hvis alt flasker sig til sommer.

Skader og formsvigt kan selvsagt ødelægge det hele, og når kampene mod Moldova og Østrig er spillet, kommer Kasper Hjulmand til at tilbringe megen af sin vågne tid som en forælder med teenagebørn, der netop er begyndt at være ude om natten.

Kampprogrammet er ubønhørligt, og det er desværre utopi ikke at tro, at indtil flere landshold bliver ramt alvorligt frem til juni.

Men styrer Hjulmand og landsholdet uden om flakken, tegner det her til at være det stærkeste landshold i mange år, måske helt tilbage til 1998-slutrunden med brødrene Laudrup eller det gode 2002-hold, der havde mere end en VM-ottendedelsfinale i sig, hvis det ikke havde været for en decideret offday mod England.

Det stærkeste landshold siden brødrene Laudrup