I min ungdom for efterhånden en del år siden havde vi en skøn vending, mange sikkert stadig bruger, nemlig at ‘der skal være plads til alle’.

Det lyder måske lidt fodformet og blødt fra en, der beskæftiger sig med den mest spidse ende af fodbold sportsligt og økonomisk.

Jeg mener, den stadig holder vand.

Og på mange måder ser jeg den praktiseret i fodbold i Danmark, hvor spillere og ledere ofte er dygtigere end de fleste af os til at leve og arbejde med kæmpestore forskelle.

Nu har 2025 ligesom de seneste par år så ikke ligefrem stået i forståelsens tegn.

Der er krig i Europa på fjerde år, en amerikansk præsident blæser på demokratiske institutioner og internationalt samarbejde – det ekstreme og tilhørende ekstreme holdninger og adfærd er blevet mainstream.

Man kunne jo mene, at det er fløjtende ligegyldigt for en underholdnings-industri som professionel fodbold.

Det gør jeg ikke.

For få ting sætter tonen for vores samfund og vores fritid som fodbold.

Det er derfor, milliardærer og nationalstater gider bruge på spillet.

For det vil de, hvad end det er for at købe VM-slutrunder, verdens største fodboldstjerner eller at forære FIFA og en vis streaming-gigant milliarder af kroner, så vi kan se FIFA-præsident Infantinos 32-klubber store klub-VM til juni gratis.

Værre end Ramajs dumhed i derbyet

De professionelle spilleres adfærd smitter af på vores børn – bare se en tilfældig børnekamp og se appellerne om straffespark for hands, film og de eftertacklinger, der kommer.

Og samfundets sindstilstand har også en effekt den modsatte vej, på godt og desværre også ondt.

– Det er mange, mange, mange dødstrusler, der stadig dagligt ryger min vej. I fodboldverdenen er det at være en homoseksuel spiller et meget giftigt sted. Det er noget, som ikke alle ville kunne håndtere og komme igennem.

– Vi er meget, meget langt fra accept i den ramme.

Sådan sagde Adelaide Uniteds homoseksuelle midtbanespiller Josh Cavallo i en podcast fra den internationale spillerforening FIFPro tidligere på foråret.

Disciplinærudvalgets formand Jens Hjortskov blev for nylig spurgt om, hvorfor det gav fem dages karantæne i en sag tilbage i 2020, hvor en spiller kaldte en modstander et nedsættende, homofobisk ord, når Diant Ramaj kun fik tre spilledage.

Jeg forstår i teorien godt overvejelsen på den led, at FCK internt efter min mening burde at have slået hårdt ned på målmanden.

Det skrev jeg allerede lige, da det var sket, for det var en handling på den allerstørste danske scene, der ikke burde være forenelig med at spille i Danmarks største og rigeste fodboldklub.

Men jeg hiver også eksemplet frem, fordi Josh Cavallos udtalelser om forfølgelsen er dybt bekymrende og vedrørende for fodbold.

Og hvis man tror, der kun findes idiotiske internetkrigere og hadefulde mennesker i Australien og andre steder i udlandet, må man desværre tro om igen.

Når man taler med Superliga-spillere og ser undersøgelser, kan man høre, alt for mange af dem får slynget trusler og meget grænseoverskridende ting i hovedet.

Spillerne har naturligvis også et ansvar for at opføre sig ordentligt og kende grænsen (apropos seneste derby, som var langt over stregen efter slutfløjtet), og der skal også være plads til en åben debat om fodbold, og hvad der går godt og skidt på og udenfor banen.

Men der er og skal være grænser, og er man i tvivl, synes jeg stadig, den gamle tommelfingerregel er meget god at måle med, før man skriver, råber eller gør noget dybt idiotisk.

Dette er faktisk værre end Ramajs skalle

Værre end Ramajs dumhed i derbyet