Hvorfor må en agent købe 30 procent af en SL-klub?

I denne uge kom der langt om længe nye regler for, hvem der må købe fodboldklubber i de øverste danske fodboldrækker.

Tiltaget har været undervejs i årevis, sideløbende med at en stor procentdel af klubberne netop er blevet solgt til udenlandske investorer, i nogle tilfælde i flere omgange, siden FC Midtjylland blev solgt fra indiske Shrinivas Dempo til engelske Matthew Benham og kickstartede udviklingen i 2014.

Den skælmske iagttager ville måske mumle noget om, at det svarer til at lukke leddet flere uger efter, at hele fåreflokken er brudt ud og mæsker sig i naboens grøntsagsmarker, men lad nu det ligge indtil videre.

Bestemmelserne i det nye regulativ, der forventes at blive endeligt indført inden for en overskuelig tidshorisont, betyder blandt andet, at personer dømt for økonomisk kriminalitet og under konkursbehandling (hej, amerikanere i Fremad Amager!), bettingselskaber og nationalstater ikke må købe danske fodboldklubber. Det samme gælder for investorer fra agentbranchen.

De nye regler siger også, at man som klubejer ikke må have en andel på over 10 procent i en anden dansk klub, og alle aktionærer med mere end fem procent af aktierne i en klub skal redegøre for alle deres øvrige aktiviteter og levere de tre seneste regnskaber i disse aktiviteter til de danske fodboldmyndigheder, så der er overblik over, at man ikke bruger ejerskabet af en dansk fodboldklub i andet end fodboldklubbens interesse.

Disse aktiviteter må heller ikke overvejende finde sted i lande, der eksempelvis scorer dårligt i korruptions-rangeringer.

FC Midtjylland og FC Nordsjælland er de to mest succesrige danske klubber på udenlandske hænder. Deres succes på transfermarkedet har givetvis været med til at lokke flere udenlandske klubejere og potentielle klubopkøbere til Danmark.

Det er alt sammen fint og godt, og en væsentlig forbedring sammenlignet med de hidtidige regler, som så tydeligvis heller ikke var i nærheden af at være tilstrækkelige.

Men på flere punkter kan man enten undre sig over, at dansk fodbold ikke gik længere, eller konstatere, at man godt kan mærke, at de nuværende ejere af især profklubberne, ikke mindst dem på udenlandske hænder, har nikket ja til reglerne med egne interesser for øje.

Det første interessante punkt, hvor man skal læse det med småt, er, at reglerne kun gælder for transaktioner af ejerskab af klubber.

Det er en fancy måde at sige, at reglerne ikke gælder for de eksisterende ejere af klubberne i Superligaen og 1. division, som altså sagtens kan køre videre præcis som hidtil, også selvom flere af dem som absolut minimum i hvert berører kategorierne betting, agentbranchen eller lande, der typisk scorer højt (eller lavt, om man vil) på korruptions-rangeringer.

Det er jo ikke overraskende, at klubberne, som jo udgør Divisionsforeningens medlemmer, vælger at indføre regler, der betyder, at alle nuværende klubejere kan blive.

Men ifølge blandt andre Transparency International er det ikke videre hensigtsmæssigt på den måde at friholde eventuelle problematiske ejerskaber, som man eksempelvis kan få øje på i Jammerbugt, hvor den tyske fodbold-forretningsmand Klaus Dieter Müller siden overtagelsen i 2021 har haft svært ved at betalinger lønninger og regninger til tiden.

Og det mest kontroversielle: Hvorfor gælder alle de ovenstående regler kun for personer, der anskaffer sig ‘væsentlig’ indflydelse i en fodboldklub, hvilket i de nye regler er defineret som en-tredjedel af stemmerettighederne i en klub, hvad end det er direkte eller indirekte?Ét eller andet sted skal grænsen sættes, men at man kan eje 33,33 procent af en dansk fodboldklub og alligevel være konkursrytter, repræsentant for en nationalstat eller agent forstår jeg ikke.

Skal grænsen være 5 procent? 10?

Jeg kan ikke sige det præcis, ud over at det ideelle vel ville være nul procent for især de slemme kategorier.

En tredjedel er til gengæld alt for højt sat og udvander det ellers udmærkede regelsæt.

Det har givetvis været det muliges kunst at få reglerne talt på plads og indført, og så må vi håbe, at de hjælper til at undgå de mest uheldige tilfælde, uanset om det gælder klubopkøbere med danske eller udenlandske pas.

Reglerne gør det sværere og mere træls for suspekte typer at købe sig ind i danske klubber, og selvom man kunne have ønsket sig, at de var blevet indført for adskillige år siden, stiller reglerne dansk klubfodbold bedre til fremtiden.