Jeg har ondt af Salah – ikke af Liverpool og Klopp

Hvis nu nogen skulle være i tvivl:

De største klubber i Europa kan ikke fordrage landsholdsfodbold, så snart det kommer det mindste i vejen for klubbernes planer, og den mest upopulære turnering er nok de afrikanske mesterskaber AFCON.

Turneringen ligger i modsætning til alle andre store landsholdsturneringer ikke i den europæiske sommer i juni og juli, hvor klubfodbolden holder sommerferie, men derimod i januar og begyndelsen af februar, hvor sæsonerne begynder at spidse til.

Læg dertil, at AFCON i januar i Cameroun er blevet flyttet to gange, først fra begyndelsen af januar 2021 til sommeren 2021, og nu altså til januar 2022.

Klubberne er allerede stressede efter coronavirussen, der nu blæser derudaf igen og indtil videre har fået aflyst tre Premier League-kampe på fire dage og Tottenhams afsluttende Conference League-kamp mod Rennes sidste torsdag, og så har de udsigt til et ekstremt presset 2022, hvor VM i Qatar i november og december skaber ekstrem trængsel i kampprogrammet selv hvis alt går godt.

Sportsligt er der ikke noget at sige til, at Jürgen Klopp og hans bosser i Liverpool meget nødigt ser Mohamed Salah, Naby Keïta og Sadio Mané rejse til Cameroun efter nytår.

Det har Jürgen Klopp sagt i meget tydelige vendinger, og i den seneste uge har den europæiske kluborganisation ECA på vegne af klubberne med afrikanske landsholdsspillere så skrevet til FIFA med nogle nærmest uopfyldelige krav, der skal opfyldes for at beskytte spillerne mod at blive smittet med coronavirus, hvis klubberne skal sende spillerne afsted.

Men hov, hænger den forklaring nu sammen? Eller er problemerne med coronavirus og den nye Omikron-variant måske endnu større her i iskolde Europa lige nu, for eksempel i den Premier League, hvor Liverpool spiller og kan se kolleger i rækken aflyse kampe i disse dage?

Det forekommer mig mere ærligt, hvis man havde sagt det, som det var; at man ikke gider landsholdsfodbold og slet ikke AFCON midt i sæson i et kalenderår, hvor VM i Qatar kommer til at smadre kampprogrammet, og at man i bund og grund ikke vil være forpligtet til at slippe spillere til landsholdene, som man formelt er i dag.

Og hvad var det nu, Jürgen Klopps arbejdsgiver John Henry og hans medinvestorer i Fenway Sports Group forsøgte at opnå tilbage i april, da man sammen med 11 andre af Europas største klubber dannede The Super League, som skulle være begyndt i august og have dræbt Champions League?

Den plan bakkede fællesskabsorienterede Klopp tydeligvis ikke op om, men hans chefer, der lige netop har købt NHL-holdet Pittsburgh Penguins og er i sporten for pengenes skyld, var altså klar på at lade alle andre i fodboldverdenen i stikken (Hvis man da ikke køber Florentino Pérez og Andrea Agnellis idé om, at lige præcis en masse flere superkampe mellem de største klubber er det, de unge vil have.)

Jeg har en anelse svært ved at finde sympatien for en klubejer, der ville indføre et gruppespil i Super League med 18 spillerunder i efteråret, men som nu sammen med flere af de andre klubejere fra Super League-gruppen ikke kan overskue at slippe et par spillere til AFCON.

Som altid er de eneste, der ikke rigtigt har en stemme, spillerne selv.

Jeg aner ikke, hvor megen appetit Mohamed Salah har på at spille AFCON for et egyptisk fodboldforbund, der er ekstremt tæt på landets enevældige junta, og som tidligere har misbrugt Salah til at føre politik.

Men hvis Salah gerne vil, kan han jo dårligt nok sige det offentligt, når nu hans arbejdsgiver og deres allierede slår så hårdt til mod januar-turneringen.

Jeg har absolut ingen kærlighed til den politiske ledelse i det afrikanske kontinentalforbund og AFCON-arrangør CAF.

CAF blev for flere år siden kuppet af FIFA-præsident Gianni Infantino og hans topfolk, der fjernstyrer forbundet via den sydafrikanske rigmand og præsident Patrice Motsepe til at støtte Infantinos agenda om eksempelvis VM hvert andet år, et gigantisk klub-VM og så, ironisk nok, lukkede fodboldligaer på kontinentsniveau præcis som den, topklubberne i Europa forsøgte at lave i form af Super League. 

Da kluborganisationen ECA for en uge siden skrev for at lægge pres på ikke at slippe spillerne til AFCON i januar, var det stilet direkte til Mathias Grafström, Gianni Infantinos højre hånd, i stedet for til CAF – det var ikke nogen fejltagelse men en konstatering af, hvordan beslutningen om turneringen tages og ikke tages.

Ligger turneringen tåbeligt midt i den europæiske klubsæson, hvor man skal være mere end almindeligt naiv for at tro, at det ikke er at bede om problemer? Absolut.

Men bare fordi det politiske system er sygt og den internationale dialog om de store turneringer er præget af kold krig og bitterhed, har spillere og trænere naturligvis al mulig ret til at stræbe efter at vinde en turnering, der er del af den officielle, fælles kampkalender.

Det kan godt være, at april føles som længe siden, men det ubehjælpelige, egoistiske forsøg på at kuppe fodbold, som Super League var, har i den grad tæret på kreditten hos de største klubber som troværdigt alternativ til de fodboldforbund, der ellers er ret meget i minus her med 11 måneder til starten på VM-slutrunden.