Jeg skylder jo snart Brøndby en ny undskyldning

Hvad gør man ved en ærkerival, der har haft tre døgns mindre hvile og kommer fra en opslidende kamp i Istanbul?

Der var intet nyskabende ved Brøndbys ekstreme intensitet og tempo, men nogle gange er den oplagte løsning også den helt rigtige.

Dem, der spiller managerspil på deres computer eller som jeg gjorde det i deres yngre dage i halvfemserne og nullerne, husker måske den der funktion, hvor man skruer intensiteten op på 100 procent.

Om Jesper Sørensen og hans stab har spillet Bundesliga Manager, Championship Manager eller efterfølgeren Football Manager ved jeg ikke, men de fik i hvert fald sendt deres spillere på banen med ild i rumpetten og en dertilhørende lyst til at få scoret et hurtigt mål.

Det sørgede den ofte så udskældte Josip Radosevic for midtvejs i halvlegen med en udmærket kontrolleret halvflugter, og Jacob Neestrups mandskab skulle være glad for, at det ikke så betydeligt værre ud ved pausen efter 49 minutter, hvor FCK trods udskiftninger i startopstillinger lignede et hold med lidt mælkesyre i stængerne.

Man anede det klassiske FCK-comeback og tilløbbet til tre point efter en god begyndelse på anden halvleg og Diogo Goncalves' gode udligning (han har et skønt træf på bolden).

Men Ohi Omoijuanfo og den nye, dybt usandsynlige helt på venstre wingback Marko Divkovic (kåret til Man-of-the-Match på stadion) ville det anderledes med deres flotte 2-1-mål, hvor man nok en gang så, at det her FC København er bygget til at angribe.

FC København fik udlignet og derefter scoret sejrsmålet ved Roony Bardghji, der har fået sin klart bedste sæsonstart i tiden på FCK's førstehold.

Det var ikke nogen toppræstation af københavnerne.

Men at smide de esser på banen fra bænken, man gjorde, fortæller meget godt, hvorfor rivalerne i toppen er begyndt at gå ud fra, at FCK inden for en overskuelig årrække ikke kommer til at spille Superliga-sæsoner med under to point i snit per kamp. Og det vidner om at klasse at spille en dårlig halvleg og så gå ud og score tre mål i 2. halvleg med flere udmattede spillere på et fyldt Brøndby Stadion.

I åbent spil var Brøndby bedre det meste af tiden i de 90 minutter, og det havde jeg aldrig kunnet forestille mig tilbage i slut-juli, hvor spillet overhovedet ikke hang sammen for Brøndby og skyerne hang tungt over især cheftræner Jesper Sørensen.

FC København viste i anden halvleg, hvorfor de er min og vel cirka alle andres favorit til at vinde guld.

Men Brøndby skal ikke fortsætte de gode takter meget længere, selvfølgelig fraregnet den defensive nedtur i det sidste kvarter, før jeg må begynde at skrive en undskyldning, som jeg også gjorde i 2020/21-sæsonen, og lukke BIF ind i min flok af medaljeaspiranter.

Der er stadig et stykke vej for Brøndby. Over tid skal man være bedre til at skabe og vinde kampene, hvor man er klar favorit. Og det dur selvfølgelig ikke at falde sammen defensivt i de sidste 15 minutter, uanset hvor meget dygtigere, FC København og deres individuelle esser er end alle andre i Superligaen.

Selv om man vandt 2020/21 på at være et kontrahold, der ikke skabte mere end modstanderne, er det med al sandsynlighed ikke nok i denne sæson mod et FC København, der især i foråret uden Champions League-kampe kommer til at hente monster-mange point.

Men der er nok gode takter i det her Brøndby-mandskab til, at holde kan tage en masse med fra de seneste seks uger og sådan set også søndagens topopgør, når skuffelsen over nederlaget og de mange chancer før pausen, man ikke udnyttede, har lagt sig.

Og som sagt også cadeau til FC København; når man kan spille så ujævnt og vinde ude over nummer to, ser det godt ud.