Keegan og den forudsigelige tragedie

I det sekund jeg så ham, røg alle mine forkromede planer om kritiske spørgsmål til Michael Owens kontrakt og den umulige mission med at føre Newcastle tilbage til toppen ud af vinduet.

Bevares, den hærdebrede kommunikationsmedarbejders faste greb i armen på mig, da jeg forsøgte at gå hen mod Kevin Keegan, hjalp heller ikke på muligheden for at stille spørgsmål (Som jeg senest erfarede ved Manchester Citys besøg i Jylland, forsøger Premier League-klubbers presseafdelinger suverænt at bestemme, hvilke journalister, deres spillere og trænere taler med), men når Geordie Messiah står lige foran én og netop har styret Newcastle til en 2-0 sejr over Sunderland med en vidunderligt optimistisk opstilling (Viduka-Martins, Owen liggende lige bagved) nænner man ikke at fortælle den lille, rare mand, at han ikke har en jordisk chance.

For det havde han ikke. Da han 16. januar afløste Sam Allardyce som Newcastle-manager, havde Keegan ikke været til en fodboldkamp i tre år, og der gik 10 runder, før Keegan-euforien blev omsat til en Premier League-sejr mod et fornærmende ringe Fulham-mandskab. På det tidspunkt havde Mike Ashley hyret Dennis Wise og ejendomsmægleren Tony Jimenez til i bedste nordeuropæiske stil at håndtere Newcastles transfers, en tanke, der på papiret er meget fornuftig men som aldrig kom til at fungere, fordi Keegan, Wise og Jimenez aldrig fik etableret et samarbejde, og fordi en manager af den gamle skole som Keegan aldrig vil acceptere andet end total kontrol med indkøbspolitikken.

Keegan troede, han ville få en håndfuld store navne i engelsk Top 4-klasse på sommerens transfermarked, men virkeligheden var, at Mike Ashley ville skære ned på omkostningerne i en klub, der siden Kevins opsigelse i 1997 har underpræsteret enormt i forhold til omkostningerne, der mange sæsoner har ligget på højde med dem i topklubber som Arsenal, Liverpool og Manchester United.

I det lys er Ashleys besparelser og Wise/Jimenez’ taktik med at hente ukendte stortalenter sund fornuft – men sund fornuft har aldrig været det, der drev uregerlige og til tiders maniske Keegan.

Keegan er symbolet på Newcastles flamboyante fortid med hundedyre indkøb og kamikaze-fodbold, og Mike Ashley burde aldrig have hyret Keegan, når han vidste, at Newcastle i virkeligheden havde brug for en mand, der i tæt samarbejde med Wise og Jimenez kunne udvikle unge talenter efter Arsenal-forbillede.

Men Ashley valgte at lytte til hjertet, fansene og det romantiske ‘hvad nu hvis’, da han skulle finde en afløser for dødkedelige Sam Allardyce, og det betaler han, Kevin Keegan og ikke mindst Newcastles fans for i dag.

Bookmakere og engelske medier spekulerer nu i, om det bliver Gustavo Poyet, Alan Shearer, Dennis Wise, Michael Laudrup eller Didier Deschamps, der overtager jobbet.

Som Newcastle-fan håber jeg, at sidstnævnte eller en mand som Alan Curbishley med evne og tålmodighed til at udvikle unge spillere kan overtales til jobbet – men jeg frygter, at Ashley vælger endnu et stort navn, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før Newcastles ambitioner, Newcastles faktiske muligheder og virkeligheden støder sammen og skubber vores tilbagevenden til Premier League-storhed endnu længere ud i fremtiden.