Leder: Det er uanstændigt og umoralsk

Hvorfor er der ikke nogen ordentlig forklaring på, hvordan mange af de 15.021 døde migrantarbejdere i Qatar fra 2010 til 2019 mistede livet?

Hvorfor gik Qatars myndigheder fra 2015 til 2016 fra at registrere mange dødsfald som af ‘ukendt årsag’ til at være af hjerterelaterede?

Hvorfor er lovgivningen, der skal beskytte migrantarbejdere mod farlige arbejdsforhold, især under ekstrem varme i mange timer, stadig ikke ordentligt implementeret?

I en ny rapport retter Amnesty International med opbakning fra nogle af verdens førende medicinske eksperter en sønderlemmende kritik af Qatar forud for VM-slutrunden i 2022.

Migrantarbejderne og efterladte familier til døde arbejdere bliver fortsat ikke behandlet ordentligt, og det er barsk læsning om unge mænd, der er døde på arbejde og efterlader sig familier, der skylder tusindvis af kroner til rekrutteringsbureauer og ikke kan få forsikringer udbetalt, fordi Qatars registrering af dødsårsager er for vag og utroværdig.

FIFA og nationale forbund opfordres af Amnesty til offentligt at kræve handling af Qatar i forhold til arbejdsforhold og uafhængig efterforskning af dødsfaldene, men det tror jeg desværre er for sent.

Kritikken i rapporten udhuler i min bog al snak om kritisk dialog og forbedrede forhold i Qatar, som ellers er FIFA’s og DBU’s forsvar for at holde fast i en turnering med Qatar som VM-vært.

Det nytter ikke noget.

Vi kommer ikke til det punkt, hvor et dansk landshold eller andre landsholds deltagelse ved VM i Qatar bliver et vendepunkt eller noget positivt, som gør en forskel, når vi vejer det op mod tabte menneskeliv og propagandaværdien for Qatar.

VM bliver ét stort, velproduceret og glitrende propagandanummer for et ufrit land, dets kongefamilie og deres storstilede politiske projekt. Slutrunden bliver pakket ind i alverdens angiveligt godgørende formål, konferencer, workshops og rapporter i ét væk, og lur mig, om ikke vi Lionel Messi og mange andre som smilende ambassadører i reklamekampagner og livsbekræftende videoer skræddersyet til sociale medier af velbetalte PR-firmaer.

Det er uanstændigt og umoralsk over for alle dem, der ikke har valgt at lægge det VM i Qatar, og jeg vil, for jeg ved ikke hvilken gang, opfordre til at DBU’s top melder præcist ud:

1: Hvordan ovenstående på nogen som helst måde flugter med dansk fodbolds værdier, og hvad der skal til for, at man selv tager ansvaret og bliver væk i stedet for at kaste aben over til Folketinget.

2: Hvordan man som absolut minimum har tænkt sig at gøre dansk VM-deltagelse til en gennemført træls og pinlig begivenhed for FIFA og VM-værterne, hvor dagsordenen flytter sig fra hyldest af Qatar til en dagsorden om korruption, brud på menneskerettigheder og fodboldelitens misbrug af spillet.

Det vil også i den grad klæde forbundet, at topbosserne stiller sig forrest, så landstræneren og spillerne ikke skal stå på mål for en beslutning, hvor de og fansene ingen indflydelse havde.

Det er en hamrende svær sag for DBU.

Der er ingen tvivl om, at man politisk bliver en pariastat, hvis man går mod FIFA-præsident Gianni Infantinos dagsorden og udsagn om, at det her bliver det bedste VM nogensinde.

Det nemmeste er at holde sin kæft og spille fodbold. Den sætning indkapsler om noget kulturen i fodboldverdenen.

Og situationen bliver ikke bedre af, at moderorganisationen UEFA er ekstremt tæt allieret med Qatar.

UEFA går Qatars ærinde ved at indgå store sponsoraftaler med virksomheder ejet af Qatar, ved at invitere Qatar til at spille med i Europas VM-kvalifikationspulje A (Qatar møder i næste uge Serbien og Portugal på et stadion i Ungarn), og ved at acceptere PSG’s qatarske præsident Nasser Al-Khelaïfi som chef for den europæiske klubsammenslutning ECA.

Den kritiske dialog, DBU og de nordiske lande sværger til, har ikke en chance mod Qatars milliarder og politiske alliancer helt inde i hjertet af europæisk fodbold.

Det er det, der sker, når man ikke siger fra i tide, og de næste 15 måneder frem til VM bliver desværre ikke kønne.