Leder: FCK-arven fra Viktoria Plzen

Pape Paté Diouf.
Christian Grindheim.
Johnny Thomsen.
Christian Gamboa.

FC København hentede også Ragnar Sigurdsson, Lars Jacobsen og Youssef Toutouh den sommer i 2011, hvor man skulle genopbygge holdet efter en enestående sæson i Superligaen og endestation i Champions League i to ottendedelsfinaler mod Chelsea.

William Kvist blev solgt til Stuttgart, mens Mikael Antonsson, Oscar Wendt og Zdenek Pospech skiftede væk på fri transfer og Jesper Grønkjær indstillede karrieren.
Men værst for københavnerne var Ståle Solbakken i Køln. Ham fik FC København ikke erstattet, før nordmanden selv vendte tilbage 27 måneder senere.

Med Roland Nilsson på trænerbænken tabte FC København samlet med 2-5 til Viktoria Plzen i sidste playoffrunde om adgangen til Champions League-gruppespillet, og et lille år senere havde man hentet Mustafa Abdellaoue og Kris Stadsgaard, og tabte mesterskabet og en direkte kvalifikation til Champions League til FC Nordsjælland.

Der er god grund til at mindes 2011 med få dage til FC Københavns udekamp mod slovakiske Zilina, for 2011/2012-sæsonen har i høj grad defineret det FCK, vi kender i dag.

Ståle Solbakken og FC Københavns ledelse har svoret, at man ikke igen vil gentage 2011, hvor nøglespillere såvel som cheftræner forsvandt samtidig og tog det FC København med sig, der netop havde leveret klubbens største sportslige præstation.

Jores Okore viste sig ikke at være manden, der skulle afløse Mathias ”Zanka” Jørgensen, men Ståle Solbakken og hans stab (betydeligt opgraderet sammenlignet med 2011) har forsøgt at forberede salgene af Cornelius, ”Zanka”, Augustinsson og januars farvel til Thomas Delaney ved at hente afløsere et eller to vinduer i forvejen.

De afløsere mener man i FC København at have scoutet så godt og grundigt, at der ikke skal være fare for nær det samme fald i præstationerne som i den afgørende 2011/2012-sæson.

Hvor Pierre Bengtsson står efter tiden i Mainz, med en fuld sæson i Bastia mellem opholdet i Tyskland og returen til København, og hvordan Michael Lüftner (tjekke) og Pieros Sotiriou (cypriot) glider ind, får vi at se i en potentielt svær udekamp på kunstgræs i Slovakiet, en lodtrækning som om ikke andet sikrer, at københavnerne er vågne til næste runde af kvalifikationen. 

Zilina er ikke langt efter potentielle modstandere i 3. runde og den sidste playoff-runde, hvor Malmö FF, Partizan Beograd, Rijeka, Rosenborg, Slavia Prag og rumænske Viitorul Constanta i første omgang ligner de hårdeste nødder i posen, som ser ud til at blive suppleret med BATE Borisov, APOEL og Legia Warszawa i sidste kvalifikationsrunde.

FC København og deres Superliga-kolleger i Europa League Brøndby IF og FC Midtjylland (Lyngbys chancer for gruppespil må trods alt anses som minimale) har rigeligt på spil i det europæiske regnskab – med en god sæson står man fornuftigt på ranglisten, forud for at der fra 2018 bliver dårligere adgang for de mindre klubber til gruppespillene.

Held og uheld kan som altid forvrænge forløbet, men for FC København er de næste seks-syv uger en eksamen for hele det arbejde og den strategi, man har arbejdet efter siden Ståle Solbakkens comeback i 2013. Gorica, Viktoria Plzen og Jablonec vil ligge i baghovedet; ikke hos spillerne, der for manges vedkommende ikke var med til disse definerende nederlag, men til gengæld hos vi, der følger holdets udvikling, og på en trænerbænk, i en ledelse og helt ind i bestyrelseslokalet, hvor man har valgt at bruge penge på førsteholdet og talentudviklingen i forventning om at spille europæisk gruppespil. FC København er nået langt i de 25 år siden dannelsen 1. juli 1992.

Skal de næste år være lige så store som 2016/2017, vil et nyt Champions League-gruppespil lune gevaldigt.