Kan I huske dengang i 2009, hvor Manchester City var voldsomt interesseret i at købe John Terry af Chelsea?

Eller i 2013, hvor José Mourinho gerne ville hente Wayne Rooney til London?

Begge gange endte det med, at spilleren forlængede mod en stor lønforhøjelse, og når jeg ser disse ugers rygter om Erling Haaland og FC Barcelona, husker jeg blandt andet tilbage på Terry og Rooney.

Det står sådan cirka på side 3 i manualen til den gode, hårde forhandling, at det gælder om at skabe et marked eller styrke det, hvis man gerne vil opnå noget på egne vilkår.

I mange af livets sammenhænge i og uden for fodboldverdenen kan man puste til interessen for at få en handel på plads, hvad end det kræver at lade som om, at der er en masse potentielle købere til et hus, eller i dette tilfælde vise Manchester City, Manchester United, Paris Saint-Germain, Bayern München og måske også Liverpool, Chelsea og Real Madrid, at Erling Haaland da sagtens kan ende i FC Barcelona.

At Joan Laporta og FC Barcelona så har rigeligt at gøre med bare at skrabe kontanter sammen og skrive tilgodebeviser i slutningen af hver måned og kvartal, så man kan betale lønnen og el-regningen, svækker superagenten Mino Raiolas sag i hans jagt på den største mulige Haaland-handel til Borussia Dortmund og sig selv.

Men der er tydeligvis nok mennesker derude, der tror, at Barcelona med en gæld på omtrent 10 milliarder kroner har mulighed for at fortsætte et årtis overforbrug ved at købe Haaland for et vanvidsbeløb.

Mere sandsynligt er det, at Raiola skaber et marked for Haaland hos førnævnte pengestærke klubber, mens FC Barcelona holder sig på god fod med en agent, der måske kan sende en klient eller to i det catalanske klubs retning, indtil den på et tidspunkt kommer på fode igen.

Mino Raiola ser på alle måder ud til at have sikret sig samme gunstige forhandlingsposition med Dortmund, som dengang klubben havde Henrykh Mkhitaryan på kontrakt.

Dengang bestemte Raiola mere eller mindre, hvornår den armenske midtbanespiller skulle sælges på grund af den måde, aftalen i første omgang var blevet skruet sammen mellem Mkhitaryan og Dortmund, og også i Haalands tilfælde forlyder det, at Raiola har stor indflydelse.

Læg dertil, at FIFA og cirka alle andre parter i fodboldverdenen end agenterne er ved at forhandle nye transferregler på plads, der allerede fra sommer næste år kan lægge et låg på de honorarer, superagenter som Raiola får. Det giver mening, at en Haaland-handel skal på plads inden da.

Men Barcelona har næppe råd til en handel, med mindre man meget, meget hurtigt kommer til lånte penge med mandat til at bruge disse på transfers, så historierne om den norske angriber og den kriseramte catalanske klub skal nok mest set som gensidig pleje af nyhedsstrømmen, hvor Joan Laporta nok heller ikke har noget mod, at Barcelona stadig kobles til de største, unge navne i fodboldverdenen.

Barca-boss og Haaland-agent har en hemmelig agenda