Jeg har mildest talt ikke den store fidus til Conference League.

Ok, turneringen blev indført for, at nogle flere klubber fik muligheden i Europa og kunne regne med regelmæssigt at spille europæisk, og det giver egentlig god mening, som moderne fodbold er skruet sammen.

Der er himmelvid og ødelæggende forskel for de hold, der budgetterer med at komme i gruppespil og så ikke kommer det – det ødelægger langt mere for en klub, end det giver eksempelvis Bodø/Glimt at skabe sensationen i en enkelt sæson.

Men turneringen blev skabt af UEFA og de største klubber for at få de mindre landes accept til vilde reformer af Champions League, og de reformer kommer så planmæssigt i 2024 med dobbelt så mange kampe i gruppespilsfasen og en gigantisk fordel til de største klubber sportsligt og økonomisk sammenlignet med i dag.

Jeg har kaldt Conference League for den ny Intertoto Cup, og det står jeg selvfølgelig ved – den er et plaster på såret, så klubber som Super League-rebellerne i Real Madrid, Barcelona og Juventus kan stjæle det meste af kagen og ophavsretten til opskriften om to år.

Men FC København kan naturligvis kun spille de kampe, der nu en gang er på programmet, og det har klubben gjort til topkarakter trods modstandernes lidt ujævne kaliber.

For det er ikke nemt at skifte så mange spillere, som FC København har gjort sidste sommer og igen i januar, især ikke med den markante foryngelse, der er sket, i form af mange nye folk, der ikke just har stor eller tung ballast i europæiske kampe med sig.

Havde det ikke været for Kamil Grabaras udvisning hjemme mod PAOK, tror jeg, at FC København havde gjort rent bord, og selvom FC Midtjylland og Brøndby IF havde langt sværere modstandere i deres europæiske puljespil, indikerer denne sæson, at det stadig er FC København som institution, der sætter tonen i Europa i dansk fodbold.

4-4-kampen i Eindhoven ryger måske ikke i forsvarsspillernes highlight-reel, når de skal sælges videre til udlandet, men at score fire gange hos et hold, der lige nu er i indædt kamp om det hollandske mesterskab med stenrige Ajax, vidner altså om, at der er gods i dette FCK-hold.

Trods de massive udskiftninger i truppen begynder man for alvor at se spillemønstrene og den indbyrdes forståelse i et klart, taktisk koncept, ikke mindst offensivt, hvilket er det klart sværeste at skabe i sammenligning med at få et hold til at stå godt defensivt.

PSV er vel stadig svag favorit i aftenens kamp – det er et klassemandskab, selvom man ikke lige kunne se det i forsvarsarbejdet for en uge siden.

Skulle det lykkes at slå PSV ud, er FC København for alvor tilbage som europæisk faktor efter den exit til Rijeka, der vel var det sidste strå i fyringen af Ståle Solbakken for 1½ år siden, og selv hvis det skulle glippe, er der god grund til at tro på, at man i Parken i hvert fald er på rette vej mod at kunne fastholde den meget flotte og meget attraktive position med fast plads i gruppespillene stort set hvert efterår.

Og mon ikke også, næste gruppespil bliver af en stærkere kaliber – selvom dette FC København-hold langt fra har indfriet hele potentialet til godt spil, og der stadig er knaster, der skal høvles af, ligner FCK en kommende mester, med mindre Brøndby og FC Midtjylland kan vende tingene på hovedet i medaljeslutspillet.

– Det vidner om, at der er gods i dette FCK-hold