Jeg kan godt få en smule ondt i maven, når jeg ser på Manchester United og tænker over, at det er Rasmus Højlunds arbejdsplads i flere år fremover.
Bevares, vi taler first world problems på linje med, hvis det hotte bageri i en større dansk by ikke har flere kanelsnurrer.
Men når vi nu ser isoleret på verdens måske mest omtalte fodboldklub, hvis den sløje patient da stadig er det, og en så lovende og dygtig 20-årig dansker, har de seneste måneder være bekymrende.
Seks point i de fem første Premier League-runder og et hold og en trup med meget tydelige mangler på midtbanen og især i forsvaret er egentlig det mindste af det.
For mig at se er den sportslige ledelses valg af André Onana og hans store evner i pasningsspillet måske det mest tydelige eksempel på, at man godt har fattet, at man skal ind i den moderne fodboldæra. Det er slut med at drømme sig 15-20-25 år tilbage, hvad end det er via Ole Gunnar Solskjærs Ferguson-jam eller neutron-stjernen Cristiano Ronaldo, som det i flere år har været farligt at flyve for tæt på.
Til gengæld giver det tragikomiske spil om et salg af klubben og håndteringen af Greenwood- og Antony-sagerne, og sådan set også Jadon Sancho, god grund til at frygte, hvad det egentlig er for en kultur, Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde er dumpet ned i.
Det er ikke så meget komisk som det er tragisk at se en stor del af Uniteds fans og eksspillere hungre efter at blive købt af styret i Qatar, som kun de dumstædigt naive (Premier League og UEFA kommer med 99 procent sikkerhed til at være i den kategori, når købet og deltagelsen i Champions League sammen med Qatar-ejede PSG bliver godkendt) ikke kan se står bag sheik Jassim bin Hamad al-Thanis bud.
Fisken rådner som bekendt fra hovedet.
Og det er i det vakuum, Glazers reelt har skabt i snart 20 år, at det bliver ok at trække en intern Greenwood-efterforskning i langdrag i seks måneder.
Undervejs kaster klubledelsen kvindeholdet i United under bussen, så flere af deres stjerner bliver oversvømmet med trusler og andet vanvid på sociale medier, man beslutter sig for at lukke Greenwood ind på holdet igen, for så at vende 180 grader, da mange uden for den sportslige afdeling i klubben gør opmærksom på, hvor vanvittig en idé, det er.
Og så lader man minsandten Greenwood sige i den officielle pressemeddelelse, at han er frikendt af myndighederne, hvilket er en helt anden besked end anklagemyndighedens, som gik på, at man ikke troede nok på en domfældelse efter at have mistet vitale vidner.
Nu har Uniteds ledelse genstartet processen med Antony, efter denne i brasilianske medier er blevet beskyldt for gruopvækkende overgreb og overfald på tre kvinder, med tilhørende billeddokumentation.
Udenlandske medier har siden kunnet fortælle, at der allerede var indgivet en anmeldelse for vold til politiet i São Paulo, før Manchester Uniteds nye sportslige ledelse betalte over 700 millioner kroner for brasilianeren i Ajax sidste år, hvilket jo rejser spørgsmål om, hvorvidt Uniteds nye, angiveligt meget dygtige og moderne sportslige ledelse nu også tjekker nye medarbejdere grundigt nok.
Dertil kan vi lægge et meget mudret forløb med Jadon Sancho, der da rigtigt nok bør afholde sig fra at kritisere sin cheftræner Erik Ten Hag på rasende Instagram-opslag, men som da måske også har en sag, hvis hollænderens meget offentlige omtale i sidste sæson af psykiske problemer hos den unge mand ikke var aftalt mellem de to.
Manchester United virker til at have godt af at have en pågående, hurtig, fysisk stærk og hamrende sulten ung angriber som Rasmus Højlund, der også bør give især Marcus Rashford mere plads til at udfolde de fodboldevner, der i gode perioder gør ham til en af verdens bedste forwards.
Men jeg kunne godt frygte på Højlunds vegne, at det store gennembrud mere vil komme på trods af klubbens ledelse og kultur – og med god opbakning fra de dygtige holdkammerater, han selvfølgelig har trods truppens mangler – end det sker på grund af god udvikling, karriereplanlægning og fast forankrede, gode værdier i en sund kultur.
