Ramt af milliard-lønninger og Rusland-sanktioner

Denne artikel er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 15. april

For år tilbage var jeg på Anfield for at se Liverpool spille mod Arsenal.

Det er for så vidt ligegyldigt i denne sammenhæng, men ud på aftenen på en pub i det centrale Liverpool fik jeg fornøjelsen af at sidde ved siden af et lokalt par.

Hun spinkel med en form for sort nok hjemmefarvet hår og hang til barens billige hvidvin af den slags med en sær lysegrøn druefarve. Han skaldet, kødfuld nærmest et bjerg af et menneske og holdt den gående på pints og mange af dem. Det var tilfældigt, at jeg havnede ved netop deres bord, men efter høflig snak blev jeg spurgt:

– Er du så rød eller blå?

Liverpool eller Everton. Det var ikke et spørgsmål til en million kroner, mere som afsendt fra enden af et dobbeltløbet haglgevær, og ’Bjergets’ mange tatoveringer på armene var så tæt sammenmalet, at jeg ikke der hurtigt kunne afkode og finde det korrekte svar.

En engelsk kammerat havde rådet mig til i den slags situationer blot at svare med størst mulige kølighed.

– Jeg er her mest for at opleve byen. Fodbold interesserer mig ikke rigtigt. I just hate the Arsenal.

Nedarvet kærlighed

Bjerget slog en latter op og herefter fulgte en lang snak om livet som Everton-fan. En kærlighed han havde arvet fra sin far og selv om en længerevarende øllet fodboldsnak sjældent giver ret mange vitaminer eller stof til eftertanke, så havde Bjerget dog en pointe, der blev hængende.

– Vi er ikke som de røde. De kan ikke glemme, at de engang var mestre og bruger nu en masse penge på spillere. For Everton vil det altid gå op og ned, men aldrig helt ned. Vi er ’to big to fail. Forstår du. Vi er byen og historien. De rigtige fans.

Underforstået Everton er fodboldkulturelt så stor en del af den engelske fodboldkulturs bedste selskab, at nedrykning synes utænkelig. Everton har således spillet i den bedste engelske række siden 1954, og det er muligt, de blåblusede ikke spiller i Champions League, men de er dog et hold, man regner med og en af iværksætterne af Premier Leagues skabelse som en af de oprindelige stiftere og medlem af ’the big five’.

Med tanke for Bjergets massive overvægt, alkoholindtag og – gætter jeg – formentlig en kost, der ikke rimer meget på salat, så er jeg ikke overbevist om, at han stadig er at finde på Goodison Park på kampdage. Hvis han er, så vil han fra første parket se sin tese om ’to big to fail’ tryktestet i denne sæson. Efter godt fem sæsoner, hvor Everton har kastet om sig med millioner af pund i absurd omfang og netto har brugt flere penge på transfermarkedet end flere af topklubberne i rækken.

Frank Lampard har fået hænderne fulde som Everton-manager.

I sidste uge led Everton endnu et nederlag. Dette ekstra smertefuldt. Everton tog en føring på 2-1 ude over nedrykningsrivalerne Burnley, men kampen blev vendt på hovedet i anden halvleg. Burnley satte tryk på over kanterne og med drilske flade indlæg udnyttede de Evertons udisciplinerede defensiv havde huller i osten. 3-2 lød slutresultatet på Turf Moor. En sejr, der så Burnleys næve bryde gennem mulden og hive sig tilbage fra de døde. Evertons gummiben skælvede derimod, og Frank Lampard måtte finde sig i kollega Sean Dyche gned salt i såret.

– Jeg sagde til mine spillere i pausen, at jeg ikke var sikker på, at Everton vidste, hvordan man vinder en kamp. Vi har prøvet de hårde perioder før, lød det fra den rødblonde træner.

Under kampen bevarende Sean Dyche sin stålsatte sergentattitude. Frank Lampard stod med hånden for munden efterhånden som realiteterne gik op for ham og kampen slog en kolbøtte fra sejrskurs til nederlag med et udtryk, der signalerede lige dele vantro og afmagt.

Højdemeter

Burnley har før prøvet at balance på linen over afgrunden. Det har Everton i årevis været for store til, men syv nederlag i ni kampe før mødet med Manchester United sidste lørdag talte om et traditionshold, der hastigt taber højdemeter.

Håb kan som bekendt opstå ud af selv af mindste stumper. Som for eksempel et håbefuldt skud fra kanten af feltet, der strejfer uheldsvangre Harry Maguire og ændrer nok retning til at suse i nettet.

Herefter faldt Everton tilbage i en skjoldmur og forsvarede sig mere heroisk end velorganiseret mod et rådvildt Manchester United-mandskab.

Everton slog overraskende Manchester United med 1-0 i seneste spillerunde.

Da Jonathan Moss fløjtede kampen af, kunne langt hovedparten af de 39.080 tilskuere på Goodison lade jublen bryde løs.

Eftermiddagen på The Black Horse, The Royal Oak, The Brick og The Winslow Hotel (ja det er en pub) blev kun bedre i takt med Leeds United sænkede Evertons nedrykningsrivaler Watford med tre kasser. Et resultat der betyder, at Watford er seks point efter Everton og har spillet en kamp mere.

I takt med målene fra Vicarage Road løb ind kunne Everton-folket over pubbernes tv-skærme se interviews med en fortvivlet Ralf Rangnick, der var rystet over Manchester Uniteds indsats på Goodison. Frank Lampard kunne derimod smilende glæde sig over tre vigtige point.

– Vi havde attituden. Vi havde troen. Det er en stor sejr og en stor dag for os. Alle kender vores situation i ligaen, og man kunne også mærke på publikum, at dette er noget særligt, sagde Frank Lampard.

BBC’s klummeskribent Phil McNulty der ellers har været kritisk overfor Everton her i foråret og efterlyst kampgejst, var hurtig på tasterne i minutterne efter resultatet stod klart:

– Lampard lovede en fight, og Everton gav os en fight. De kastede sig frygtløst ind i alle dueller med hovedet først.

En lille flamme

1-0-udfaldets vigtighed blev opskaleret da Burnley søndag snublede på Carrow Road og tabte til Norwich. Everton har dermed igen fire point ned til stregen. Det er ikke meget, men det er noget. Det kan tilmed vise sig at være nok.

Sejren over Manchester United har tændt et håb om overlevelse, men det bør ikke være en kraftig flamme.

Evertons kampprogram de næste runder er møder med Leicester, Liverpool, Chelsea, Leicester igen og så gyseren mod Watford. Med tanke for hvordan Everton generelt har præsteret med Frank Lampard som træner, så er der ingen grund til at sove roligt om natten for Evertons fans.

Håbet lever, men virkeligheden kan banke hårdt på døren i løbet af de næste uger og udbede sig et brutalt statustjek. For trods traditioner, selvforståelse og tidligere tiders storhed så er Everton anno foråret 2022 ikke bedre, end de sagtens kan ende med at rykke ned. Dette selv om der den seneste håndfuld år er skudt et enormt millionbeløb målt i pund ind i spillertruppen.

Hvordan er det gået så galt? For det første er Evertons fald mod bunden ikke mindst et udtryk for Premier Leagues styrke og konkurrencedygtighed. Selv den tidligere så bløde midte ser nu et terræn befolket med klubber, der alle kan mønstre globale top- og landsholdsspillere. Der er ingen steder at gemme sig.

Strategiske fejltrin straffes hårdt. Det vidner The Championships katalog af klubber med fortid i det bedste selskab om. 19 af de nuværende 24 hold i The Championship har på et eller andet tidspunkt siden Premier Leagues første sæson i 1992/93 prøvet kræfter med den bedste række.

Strategi og slingrekurs

Spillestil, transfers og virksomhedsmæssige beslutninger skal gå hånd i hånd. Her må man konstatere, at Everton har ladet rouletten snurre de seneste fem-seks år. Så forskellige trænertyper som Sam Allardyce, Ronald Koeman, Marco Silva, Carlo Ancelotti, Rafael Benítez og Frank Lampard har været inde over jobbet som manager. Rafael Benítez er et godt eksempel.

Han blev fyret 18. januar efter godt seks måneders ansættelse. Spanieren kendt som ’Rafa’ i den røde del af Liverpool takket være hans trænerfortid på Anfield var fra starten et upopulært valg. Fansene ville ikke kendes ved ham, og hvis ambitionerne om underholdende og offensiv fodbold skulle stimuleres, så var manden fra Madrid og Everton et umage par fra dag ét.

Det stopper ikke her. Hele foråret har Everton savnet en trussel fra den venstre side. Her plejede den franske landsholdsspiller Lucas Digne at patruljere og sende kvalificerede indlæg afsted med sin offensive og moderne back-stil.

Digne ragede uklar med Benítez, hvilket han ikke lagde skjul på i sin afskedsbesked til Evertons fans via de sociale medier. Han ønskede ikke at forlade Goodison, men blev solgt til Aston Villa efter fejden med den spanske træner.

Et salg der blev gjort officielt 13. januar. Altså fem dage før Rafael Benítez blev fyret. Hvordan en klubledelse, som på dette tidspunkt må have gjort sig kraftige overvejelser om at sparke spanieren ud, samtidig kan give grønt lys til at skille sig af med truppens bedste back er en gåde, som der endnu ikke er givet svar på.

Kontoret

Centralt i billedet står klubejer Farhad Moshiri. Den britisk-iranske erhvervsmand har tidligere sammen med sin forretningspartner, russeren Alisher Usmanov, haft en ejerandel af Arsenal, men i februar 2016 frasolgte Moshiri sin aktieandel af London-klubben og købte i stedet for 49,9 procent af ejerandelen af Everton. I dag ejer Moshiri 94 procent, men fra sommeren 2016 påbegyndte han arbejdet med at folde sin vision ud og ønske om at gøre Everton til fast bestanddel i top-10. Og gerne lidt mere.

Moshiri og Usmanov vender vi tilbage til, men forlader for en kort bemærkning bestyrelseslokalet og går ind på fodbolddirektørens kontor. Her sad Steve Walsh fra juli 2016 til maj 2018. Walsh blev headhuntet fra Leicester, hvor han spillede en central rolle i The Foxes’overraskende mesterskab.

Som Everton-boss brugte Walsh 250 millioner pund på nye spillere med enkelte fuldtræffere som Calvert-Lewin, Gueye og Michael Keane samt Jordan Pickford, men langt over hovedparten af den kvarte milliard pund blev brugt på: Davy Klaassen, Theo Walcott, Ashley Williams, Gylfi Sigurdsson, Sandro Ramirez, Cenk Tosun, Maarten Stekelenburg, Morgan Schneiderlin og Yannick Bolasie. Heraf hovedparten på kontrakter med en ugeløn på 100.000 pund. Værdi for pengene? Det vil nok være en redaktionel stramning at hævde.

Afløseren for Steve Walsh blev hollandske Marcel Brands hentet ind fra en tilsvarende rolle i PSV. Den stadigt mere upopulære hollænder trådte tilbage efter et bestyrelsesmøde i december sidste år med ordene: "Der er stor forskel i vores visioner for videreførelsen af Everton".

Brands brugte i runde tal lidt under 300 millioner pund. Transfer-beløbs størrelse opstår typisk i de engelske aviser og skal derfor holdes ud i strakt arm, men at Brands brugte løs af budgettet, er indlysende med indkøb af 21 spillere over en periode på lidt mere end tre år heraf flere succeser som: Richarlison, Digne, Mina, Allan, Doucoure, Godfrey samt den opsigtsvækkende aftale med James Rodríguez. I afdelingen for mindre heldige indkøb hænger trøjer med navne som: Lössl, Joshua King, Rondon, Moise Kean, Sidibe, uheldige Gbamin, Iwobi skadesplagede Fabian Delph, Andre Gomes og Bernard. Dertil et par unge spillere, der stadig kan vise sig som fuldgode investeringer.

Denne steppebrand af indkøb foretaget af to fodbolddirektører med tydeligvis forskellige forståelse for stil og visioner har ikke efterladt Everton med synlige resultater for investeringerne bortset fra opturen med Carlo Ancelotti på sidelinjen.

Forleden offentliggjorde Everton så regnskabet for 2020/21-sæsonen. Et regnskabsår hårdt ramt af COVID-19 pandemien, og klubledelsen vurderer, at den globale virus har kostet i underkanten af 200 millioner pund i tabte indtægter.

Lønnen

Et centralt punkt i regnskabet er de samlede lønudgifter. Det er ikke rar læsning for Evertons trofaste fans. Lønudgifterne er gået op med 11 procent og udgør en samlet post på 182 millioner pund.

Et lønniveau, der ligger i niveauet lige under de seks helt store klubber i Premier League. Og et beløb, der udgør 95 procent af de samlede indtægter, og ifølge The Telegraph har Evertons kontrakter ikke klausuler, der automatisk medfører lønnedgang ved nedrykning.

Klubber som Norwich har sådanne elastiske kontrakter, hvorfor de har den finansielle infrastruktur til at håndtere nedrykning på plads allerede før nedrykningen, er en realitet. De kan dermed holde på truppen. Det kan Everton ikke, tilsyneladende fordi man ikke har tænkt tanken, at slingrekursen kunne føre klubben i retning af Championship. Derfor vil man være tvunget til brandudsalg, hvis det ender med nedrykning. At rykke ned, sælge ud, bygge op og omgående rykke op vil være en stor udfordring for Everton.

Forholdet mellem indtægter og løn er en interessant målestok. Set over over de seneste fem år er lønudgifter gået fra at æde 61 procent af indtægterne til nu 95 procent. COVID-19 spiller ind her, men det er alligevel et faresignal idet det løbske løntaxameter som på ingen måde afspejles i klubbens resultater. Everton har ingen trofæer vundet siden 1995.

Det kan også skabe problemer i de kommende år: UEFA barsler med nye regler, der erstatter Financial Fair Play, og i stedet indfører et loft på maksimalt 70 procent af en klubs indtægter, der må gå til løn, transfers og agentbetalinger.

De 27 år er Evertons længste tørkeperiode, og dette selv om de har været blandt Premier Leagues flittigst handlende på spillermarkedet med indkøb over de seneste år for 483 millioner pund, hvilket overgår byens røde rivalers udlæg i samme periode.

I 2020/21-sæsonen blev der hentet spillere ind for 62 millioner pund med tilgange som Allan fra Napoli for lidt over 20 millioner pund, Doucoure fra Watford og Ben Godfrey fra Norwich for identiske udlæg. Til gengæld blev der kun solgt spillere for 14 millioner pund mod indtægter fra spillersalg på 40 millioner pund i sæsonen 2019/20.

For nuværende er Everton dog ikke truet af reglerne om Finansielt Fairplay, idet Premier League følger UEFA og har implementeret mere lempelige forhold i en periode netop som forståelse for tabte indtægter relateret til COVID-19. Som tidligere nævnt øgede Moshiri sin aktieandel signifikant tidligere på året, hvilket skød godt 100 millioner pund i klubkassen og via et Isle of Man placeret selskab har Farhad i sin periode skudt knap 600 millioner pund ind i ejerskabet af Everton som en art lån konverteret til aktier og deraf ejerandel.

Det sikrer Everton her og nu rent økonomisk, men sidste sommer så kun indkøb for 2 millioner pund – de øvrige permanente tilgange var fri transfer – og yderligere et finansielt virkelighedstjek venter lige rundt om hjørnet.

Alisher Usmanov (til venstre) og IOC's formand Thomas Bach. Usmanov er ramt af hårde sanktioner efter Ruslands angreb på Ukraine.

Everton kan se frem mod 2022/23-sæsonen hvor det lige nu kun er tre af seks hovedsponsorater, der er afsat, og her bliver Moshiris venskab og forretningsforbindelse Usmanov relevant. Russeren og firmaer relaterede til rigmanden som MegaFon og USM er ramt af sanktioner, idet Usmanov er på den liste over russiske velhavere, der har fået indefrosset værdier, i Usmanovs tilfælde grundet tætte pund til Vladimir Putin og styret i Kreml.

Usmanov har ikke på noget tidspunkt udtrykt ønske om medejerskab af Everton, men har bakket vennen Moshiri op med sponsorater samt en forhåndserklæring om et køb af navnerettighederne til Evertons nye stadion Bramley Moore Dock på bredden af Mersey. Et byggeri der skal stå klar til 2024/25-sæsonen. På et økonomisk fundament der synes usikkert, og med en trup, der ikke nødvendigvis kan holde klubben oppe i denne eller næste sæson.

Håbet er blåt i Everton, men virkeligheden kan hurtigt blive sort som det irske hav for Mersey-klubben.