Ronaldo og Rangnick udstiller deres enorme fejl

Leicester City kunne have vundet på Old Trafford i weekenden og ærgrede sig efterfølgende over 1-1, og de er ikke de eneste, der i denne sæson har siddet tilbage med fornemmelsen, at man burde have fået mere ud af kampe mod The Red Devils.

I Champions League-gruppespillet i efteråret reddede Cristiano Ronaldo sit hold i kampe mod Villarreal og Atalanta, som de to overpræsterende middelklasseklubber fra Spanien og Italien burde have vundet.

Og i Premier League er sæsonen ved at glide Manchester United af hænde med et tricky kampprogram efter et par relative walk overs mod Everton og Norwich, der bliver efterfulgt af Liverpool, Arsenal, Brentford, Brighton, Chelsea og Crystal Palace.

Der blev talt meget om alt det, der blev bygget op under Ole Gunnar Solskjær, men i min optik er det godt nok ikke meget, der har været at tage med i form af indarbejdet spillestil og relationelle færdigheder, Ralf Rangnick har kunnet arbejde videre med.

Bare se her på Manchester Uniteds Expected Goals-statistik i sæsonen.

Expected Goals er langt fra hele sandheden, men over en sæson, der for Manchester Uniteds vedkommende nu har løbet 30 af 38 runder, giver det en god indikation på, hvor langt efter man er i at skabe store chancer sammenlignet med de to kraftcentre Liverpool og Manchester City, og mindst lige så bekymrende hvor middelmådig, man faktisk er til at forhindre modstanderne i at komme til chancer.

Rangnicks problem
- Manchester City og Liverpool er blevet bygget i fællesskab med rekruttering over en periode på fem eller seks år – og alle sammen [hentet] efter en præmis om, at de skal passe til trænerens spillestil, sagde Manchester City-cheftræner Ralf Rangnick efter 1-1-kampen mod Leicester, og han har såre ret både eksplicit og i det, han siger implicit om Manchester United.

Den tyske træner og fodboldleder, der spillede en central rolle i Red Bull-organisationens opblomstring og store sportslige succes sidder i en svær position, hvor han skal holde skuden flydende og har forsøgt at indføre et mere organiseret og aggressivt presspil, der nogle gange virker og andre gange falder fra hinanden.

Tyskeren skal efter planen også have et stort ord i det endelige valg af den næste cheftræner (ikke manager!), der kunne være Mauricio Pochettino eller Eric Ten Hag, og tilsyneladende skal spille en type fodbold, der ligner Rangnicks med vægt på pres, fysik, hurtighed og aggressivitet.

Men man kan godt blive i tvivl om, hvor meget han i sidste ende har at sige, når hans navn også står skrevet på en sæson, der lige nu peger i retning af en femte- eller sjetteplads, der giver en lidet ønsket billet til Europa League.

Ja hvis man beholder den nuværende syvendeplads, er det endda velkommen til Conference League og dermed måske en tur i bowlen sammen med den danske pokalvinder og små mesterhold øst for det gamle jerntæppe.

Rangnick har ikke skabt problemerne, der for mig at se var bagt ind i truppen og den totalt forfejlede interne opfattelse af, at man havde en suverænt stærk vinderkultur i klubben efter tre år med Ole Gunnar Solskjær, men efter snart et halvt år på posten er de gået i arv til ham, og det bliver spændende at se, helt nøjagtigt hvordan ejerne i Florida tolker tyskerens toårige konsulentrolle nu og fra den formelt begynder til sommer.

Problem eller løsning?
For mig er købet af Cristiano Ronaldo endnu mere påfaldende nu med tanke på ansættelsen af Ralf Rangnick få måneder senere og det totale kursskifte, det repræsenterede, end det var da United præsenterede ham i slutningen af august efter en hård flirt med Manchester City.

Cristiano Ronaldo er ingen Pep Guardiola-spiller, men han havde passet bedre i Manchester Citys sublime kollektiv som en spiller, man kunne cykle ind og ud af startopstillingen eller sende i ilden fra bænken, end han har gjort på et ufærdigt Manchester United-hold.

Portugiseren har scoret vigtige mål i Champions League-gruppespillet mod modstandere med en brøkdel af Uniteds budget, som traditionsklubben havde gevaldige problemer med, men var det den opgave, der var den vigtigste for Manchester Uniteds sportslige strategi og fremtid, eller var der andre, mere presserende udfordringer, klubben burde have prioriteret?

Sidste sommer mente jeg, at Cristiano Ronaldo var en fin løsning, hvis det byggede op til en kontrakt med en ung superforward som Erling Haaland, Kylian Mbappé eller en spiller på lignende niveau.

Men i stedet har portugiseren fået en hovedrolle, mens der tilsyneladende ikke er lagt op til hverken nogen ung nordmand, franskmand eller andre verdensklasseangribere, der kan dække rollen adskillige år frem.

Med amerikanske ejere, der for lidt over et år siden vandt Super Bowl med Tampa Bay Buccaneers, er det for mig lidt mærkværdigt, at man er så forblændet af, at Cristiano Ronaldo scorer en del mål, mens al rationel analyse og sammenligning med de topklubber, der ikke blev slået ud af et jævnt Atlético Madrid-hold i ottendedelsfinalen af Champions League, viser, at man får meget svært ved at vinde de store turneringer ved at give den offensive hovedrolle til en efterhånden så stillestående angriber.

Glazers bør da om nogen vide, at en holdsport ikke handler om at få individet med flest touchdowns, løbede meter som running back eller receptions som wide receiver, og jeg fatter slet ingen ting, hvis eksperimentet fortsætter efter sommerferien.

Problemet er (selvfølgelig) ejerne
Men Manchester Uniteds dårlige sæson er heller ikke Cristiano Ronaldos skyld, han har efter bedste evne gjort alt, der stod i hans magt, hvilket desværre er mere end det indtryk, man får af kollektivet Manchester United.

Nej, det hele peger fortsat på ejerne, der muligvis gjorde det rigtige ved at hente Ralf Rangnick til men så sandelig ikke har gjort meget for at skabe klarhed siden da.

De afgørende fejlvurderinger af egne evner og dem hos nøglefolk som Ed Woodward og Ole Gunnar Solskjær har efterladt Manchester United i et nyt hul, hvor det er svært at se, hvad der skulle være efterladt af blivende sportslig værdi og sund kultur fra årene med nordmanden.

Det er virkelig en nøgleansættelse, der venter her senere på foråret eller i den tidlige sommer, og man kan få mistanken, at Ralf Rangnicks rolle ikke stikker så meget dybere end, at man trods alt godt selv kunne se fra ejerne og topledelsens side, at der var brug for en procesmand med forstand på topfodbold efter tre års forsøg på at genskabe halvfemserne.

Hvis man i Manchester Uniteds ejerkreds og udskiftede topledelse har nået den erkendelse, at de seneste, ja vel efterhånden ti år, ikke har budt på nogen som helst blivende udvikling eller forbedring, er man kommet et godt stykke ad vejen og vil forstå, at en ny træner til sommer ikke bare kan trylle og vinde mesterskabet og Champions League til sommer.

Men hvis man stadig lever i vildfarelsen, at langt det meste arbejde de seneste år har været godt, og at man har en stærk og sund fodboldkultur med de rette værdier og den rette viden om fodbold anno 2022, siger jeg held og lykke til den cheftræner, der tager over, uanset om han er fra Argentina, Holland eller et helt tredje sted.

At Ralf Rangnick og Cristiano Ronaldo bliver placeret i frelserroller uden at have en chance for at lykkes udstiller bare de enorme fejltagelser, familien Glazer ser ud til at begå igen og igen, og der venter en vigtig sæsonafslutning og nogle beslutninger, der denne gang skal rammes lige bagi, for at en ny cheftræner ikke skal være langt bagud lige fra start til august, som Rangnick var det, da han kom til i november.