Sådan blev transfers større end fodboldspillet

Betyder det i sidste ende så meget, hvem der er reservemålmand i FC Midtjylland?

Om FC København køber deres nyeste kantspiller i Sverige eller Tyrkiet?

Og vælter fodboldverdenen virkelig, hvis vi bare venter på facit og så konstaterer, hvor Kylian Mbappé, Paul Pogba og Paulo Dybala skal spille efter sommerferien?

Mange er nok fristet til at svare nej, at det er totalt ligegyldigt, men i virkeligheden anno 2022 tyder meget på, at svaret er et højt og tydeligt ‘Ja’.

Transfers fascinerer spillere, trænere, direktører og da ikke mindst fans, og på flere måder på et dybere plan, hvor det faktisk slet ikke er så mærkeligt, at mange gerne vil drømme.

Det vil vi især i en fodboldverdenen, hvor hierarkiet mellem topklubber og de bedste spillere, og så alle andre, er blevet langt mere stejlt i takt med, at spillet på overfladen er blevet mere demokratisk og adgangen til det, der lader til at være spilleres dagligdag og indre liv, er blevet meget lettere tilgængelig via sociale medier.

Enorme penge
I husker nok stoleleg tilbage fra skoletiden, hvor det handlede om at finde sig et sted at sidde, hvilket blev sværere og sværere i takt med, at læreren tog en stol væk per runde.

De sidste dage i et transfervindue kan minde lidt om stoleleg, bare med stole på hele skolen, ovre i nabobyen, ja alle steder lige fra Skåne til Sverdlovsk.

Transfermarkedet er for mange spillere og klubber uden for rampelyset et stort og ikke specielt glamourøst kaos, hvor man forsøger at få nogenlunde aftaler i hus og klare den kommende sæson.

Men så er der den ene procent spillere, der for alvor klarer sig godt og har den helt rette agent. Det er dem og de klubber, der styrer deres skæbne, som så meget i fodbold drejer sig om.

Transfermarkedet er blevet mange penge værd, ikke mindst her til lands.

Langt flere spillere skifter klub på årsbasis sammenlignet med for 10-15 år siden, spillere skifter på kryds og tværs af landegrænser og kontinenter, og især siden 2014-2015 er priserne braget i vejret på de bedste spillere i en grad, så Superligaen satte salgsrekord i sommer med salg for over 600 millioner kroner.

I en Superliga-klub kan man knokle møghamrende hårdt for at øge billetindtægterne med en millioner kroner og sponsorindtægterne med tre millioner, hvis man virkelig er dygtig og har samfundsøkonomien og resultaterne på banen med sig.

På transfermarkedet?

Der kan FC København, Brøndby IF, FC Nordsjælland og FC Midtjylland tjene 20-40-60, ja nogle gange 100 og 150 millioner kroner på det rigtige salg, mens også de mindre klubber kan tjene fem til 20-30 millioner kroner på at sende deres bedste spillere afsted på transfermarkedet.

Hele FC Midtjylland og FC Nordsjællands fremgang er bygget på, at man sælger spillere virkelig dyrt til udlandet, og det er ikke kun i Danmark, vi ser den udvikling – det er i alle fodboldlande med bare nogenlunde hæderlige ligaer, at transfers er blevet en lige så vigtig eller vigtigere indtægtskilde end nærmest alt andet.

Dyb fascination
Fodboldklubber gearer deres ungdomsafdeling og førstehold til at sælge spillere, som i dansk tilfælde skal være så unge som muligt for, at de udenlandske klubber for alvor vil hoste op med de store beløb.

Men at det er en stor forretning forklarer jo ikke direkte, hvorfor alle vi andre også er dybt fascinerede af det, der sker på transfermarkedet.

For tag ikke fejl.

Det kan godt være, at du og nogle af dine venner og de fodboldinteresserede i familien siger, at de er trætte af alle de transferrygter og postionskampen om at få købt og solgt de helt rigtige spillere, og at medierne burde fokusere noget mere på spillet og de dybere historier.

Det er bare ikke det, de fodboldinteresserede går mest op i.

Glem VM-finalen, glem Champions League, ja glem endda Brøndbys mesterskab sidste år, som vakte begejstring i en udsultet fanbase og ærgrelse hos de fleste andre fodboldfans i Danmark.

Der er intet i verden i disse år, der får fodboldinteresserede til at læse sportssites og sociale medier som en handel i et transfervindue eller bare nærmest hvad som helst i den sidste uge af januar- og sommervinduerne – at økologi og hjemmedyrkede grøntsager er det hotteste og mest smarte i disse år betyder ikke, at slik- og snack-producenterne i Danmark ikke har kronede dage og ikke sælger som aldrig før.

Klubbernes store fokus på køb og salg, og vores dækning af det, har gjort transfermarkedet til en fortsættelse af den årtier lange kamp inde på banen og på tilskuerpladserne mod de værste rivaler.

Fansene følger åndeløst med i de mindste rygter om til- og afgange, ikke bare for egen klub men nærmest lige så meget hos naboerne.

Egne mulige nytilførsler bliver meldt op, i nogle tilfælde helt overdrevet, og lige så vigtigt bliver ærkerivalernes mulige og bekræftede tilgange meldt ned.

Husk for eksempel sommeren 2020, hvor Pione Sisto i en af de vildeste transfersagaer i Superliga-historien blev fløjet til Danmark fra Spanien i Lars Seier Christensens privatfly og så ombestemte sig inde i Parken minutter før, at han skulle indgå sin kontrakt med FC København.

Det er et ekstremt tilfælde, fordi Sisto betød så meget for FC Midtjyllands fans og som symbol også gjorde det for FCK’s.

Indtil Sisto ombestemte sig, var mange FCK-fans henrykte ved udsigten til at hente rivalens superdribler fra 2015-mesterskabet og landsholdet hjem til Danmark, mens en pæn portion af FC Midtjyllands tilhængere mente, at Sisto var en lost cause.

Polerne byttede sjovt nok ende, da Sisto ombestemte sig og en uges tid senere endte i FC Midtjylland, og det er bare et af de mere tydelige eksempler på, hvordan kampen om køb men også store salg er blevet en forlængelse af spillet på banen og dysten om guldmedaljer og pokaler.

Og det trækker læsere til.

Det gør det i vores del af branchen hos sportsmedier, og det gør det også hos fodboldklubberne, hvor store såvel som små laver mere eller mindre opfindsomme præsentationer af nye spillere for at få så meget trafik på Facebook, Instagram og hvor man ellers holder kontakten og dialogen med fansene.

#ComeToBeşiktaş ⚡ pic.twitter.com/x2o2xmsc2R

— Beşiktaş JK (@Besiktas) August 2, 2017

Vitória have announced the signing of 36-year-old Ricardo Quaresma with the Portuguese winger riding a white horse through a medieval castle.

Clubs may as well stop with the transfer announcement videos as this will never be topped. Glorious.

pic.twitter.com/QOp2ihNiHG

— ODDSbible (@ODDSbible) September 8, 2020

Bagsiden
Men der er selvfølgelig god grund til at være skeptisk omkring det store fokus på transferhistorier.

Klubber som FC Barcelona og Juventus lykkes dygtigt med at få mange interesserede til at glemme dybe økonomiske problemer og i Juventus’ tilfælde en efterforskning for snyd med transfersummer ved at få alle til at se på nye, fede signings som Ferran Torres og Dusan Vlahovic.

Og selv mindre transferhistorier kan, bevidst eller ubevidst fra de involveredes side, være med til at påvirke en handel.

Rivaliserende klubber kan blande sig og forsøge at ødelægge handler, hvis de får nys om dem, ved at lække oplysninger.

Sportsdirektører, trænere, spillere selv, deres venner, agenter, klubejere, ja snart sagt enhver med bare en lille andel i en handel, kan åbne eller ødelægge en aftale, påvirke prisen på en transfer, og for spillere og agenter er det heller ikke en ukendt taktik at puste til mulig interesse for en handel, hvis det på et senere tidspunkt kaster en ny og forbedret kontrakt af sig eller mere spilletid.

Det er med at holde tungen lige i munden og hele tiden have i baghovedet, hvem der mon har gavn af, at noget kommer frem, selvom det ofte kan være svært at gennemskue.