Hvem af jer havde hørt om Henrik Meister for et år siden?

For da ikke at nævne at have troet på karriere i Championship til Yousef Salech, der aldrig for alvor fik chancen i Brøndby?

Vi kan også tage forbi Ikast og kalde Claus Steinlein og hans kolleger tåbelige, fordi de ikke gav Artem Dovbyk (Ballon d’Or-nomineret i 2024) og Casper Tengstedt (endte i Benfica) flere chancer i startopstillingen.

Den debat kommer givetvis til at blusse op igen, nu hvor flere tidligere ungdomsspillere fra Superligaen og spillere i ydmyge divisionsklubber ender i store klubber i Europa via ophold i Norge og Sverige.

Og i nogle tilfælde er der noget at komme efter, for man skulle da nok tro, at nogle af de her navne havde pyntet hos denne sæsons målfattige bundhold Lyngby og Vejle eller nedrykkerne OB og Hvidovre i 2023/24-sæsonen.

Men det er misforstået at kritisere eksempelvis Peter Christiansen og Carsten V. Jensen i deres tidligere jobs i hovedstadens to storklubber for ikke at have pakket deres hold med unge danskere, der manglede gennembruddet på seniorniveau.

Spilletid især i toppen af Superligaen er en mangelvare og hamrende ‘dyr‘ at give til spillere, man ikke er meget sikker på, mener Tipsbladets kommentator.

Eller at sige, det er rent i skoven, at FC Midtjylland ikke gør det samme og satser på at give en masse unge danskere chancen.

De her klubber sigter efter, og kommer for FCK og FCM’s vedkommende, i Europa-turneringer år efter år, spiller om DM og fyrer cheftræneren, hvis man er for langt fra førstepladsen.

Klubberne i Superligaens top sælger spillere langt dyrere, end de nogensinde har gjort før – de er bare langt oftere udlændinge end tidligere.

Det er fair, hvis man i modsætning til mig meget gerne ser, der spiller så mange danskere som overhovedet muligt – det er bare ikke virkeligheden nu.

FC Midtjylland har vundet DM i 2020 og 2024 med udenlandske angribere (og i øvrigt samtidig holdt pænt fast i egen målsætning om 30 procent spilletid til akademispillere), FCK var forrygende i Champions League for knap halvandet år siden.

Og begge klubber bliver, med rette, savet ned, når de ikke kan forvandle rekordhøje budgetter til DM-guld og Champions League.

Da Brøndby vandt DM i 2021, var det med Uhre, Lindstrøm, Frendrup og Maxsø i hovedroller, men de var ikke kommet til Brøndby som ubeskrevne blade fra mindre divisionsklubber eller efter at have haft svært ved at tage skridtet fra ungdomsafdelingen til Superliga-holdet i en af Danmarks største klubber.

Superligaen har aldrig spillet med flere udlændinge end i det forgangne efterår, og når FCK, FCM, Brøndby og FCN samt AGF er så store og stærke, som de er, nytter det ikke noget, at vi så himler op om, at topklubber ikke bruger halve og hele sæsoner på at give ukendte unge danskere chancen i håb om, at måske én ud af fem bliver den næste Askepot-fortælling, ingen havde set komme, mens resten drysser længere ned i fodboldens rangorden til mindre klubber.

Den spilletid kan klubber som Göteborg, Sirius og Sarpsborg give, fordi de ikke skal i Europa med et budget på et trecifret millionbeløb men blot skal overleve i en bedste række, hvor adskillige klubber er på dansk 1. Divisions-niveau.

Flere topklubber i Superligaen vil pege på, at de med reservehold i 1. Division lettere kunne gøre noget, og det er da også rigtigt set snævert med topklubbernes interesser for øje.

Men med mindre vi skrotter den danske forskerordning for fodboldspillere, transfersystemet kollapser, eller klubber og myndigheder går enegang og indfører udlændinge-kvoter i de skandinaviske ligaer (så skal nogen også lige have opløst EU), tvivler jeg altså på, at trafikken af håbefulde danske spillere til Sverige og Norge stopper.

Lige så vel, som ingen vel ærgrer sig over Simen Nordli og Felix Beijmos gennembrud i Superligaen, er det vel egentlig også bare fedt, at det er muligt at komme ud i den store verden fra danske reservebænke og divisioner via et koldt og vådt ophold i Norge eller Sverige.

Overraskende eventyr er skønne og en del af fodboldens DNA – det er bare ikke FCK, FCM og Brøndbys opgave at agere på transfermarkedet som om, at de er en lille overlever-klub ude på landet i Norge eller Sverige i stedet for dominerende klubber i Skandinavien og Nordeuropa.

Sover Superligaen i timen?