Super League-klubber udnyttede Mbappé og Ronaldo

Der var flere elementer i Real Madrids langstrakte flirt med Kylian Mbappé og den kølige forhandlingstone med Paris Saint-Germain, der vakte mistanke.

En mistanke, der gik på, at der måske var mere i den historie end bare et simpelt forsøg på at gøre angriberen til den måske dyreste spiller i verdenshistorien, fire måneder før Real Madrid kvit og frit kan skrive kontrakt med den unge franskmand.

På overfladen er det ellers en ganske simpel ‘klub-bliver-forelsket-i-verdens-bedste-unge-angriber-og-får-nej-til-frieriet-af-ond-Qatar-ejet-klub’-historie.

Real Madrid tilbød stadig flere millioner for at få den udkårne franskmand, men onde, onde Paris Saint-Germain, ejet af endnu ondere Qatar, beviste nok en gang, at de har alle penge i hele verden, det skulle være, og de derfor kan blæse på, at nogen vil forære dem op mod 1,6 milliarder kroner for en angriber med kontraktudløb om 10 måneder og ingen intention om at underskrive en kontraktforlængelse.

Men hvorfor kontaktede Real Madrid aldrig direkte Paris Saint-Germain, men fik mellemmænd til at komme med tilbud og venner i spanske medier til omgående at fortælle om dem?

Og endnu vigtigere: Hvordan i alverden ville Real Madrid, der skylder over seks milliarder kroner, finansiere handlen?

– Klubberne har tabt fem milliarder euro. Vi er på kanten af ruin.

– Vi vil ikke have, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Alt, jeg gør, gør jeg for at redde fodbold.

Kan I huske, hvem der sagde det tilbage i april?

Korrekt. Det var Florentino Pérez, Real Madrids præsident.

Så hvordan hænger det sammen?

Var interessen i at hente Kylian Mbappé oprigtig? Ja, det er den nok, selv om det bliver spændende at se, om Real rent faktisk har råd til kontrakten, når man kan forhandle med den unge forward 1. januar.

Men hvorfor byde så mange penge nu?

Var det, som mange mistænker, i virkeligheden et forsøg på at udstille Paris Saint-Germain som en stenrig klub med en bundløs pengekasse, vi alle bør gøre oprør mod?

Et forsøg, hvor Paris Saint-Germain for alt i verden ikke måtte kalde Real Madrids bluff og rent faktisk sige ja til en handel, Real Madrid naturligvis ikke har råd til?

Super Leagues super-PR
Sagaen om Kylian Mbappé var blot ét kapitel i en vild sommer på transfermarkedet, der kom til at handle om de store klubbers vilde handler.

Syv milliarder kroner købte de 12 Super League-klubber spillere for – selv FC Barcelona, der skylder over 10 milliarder kroner væk, hentede rigeligt med spillere til og fik mange, inklusive undertegnede, til at spekulere på, hvor oprigtige tårerne over Lionel Messis stop egentlig var.

Super League-klubbernes indkøb i sommeren 2021 (millioner kroner).

Altså, hvorfor hente Depay, Agüero, Garcia og flere andre profiler, mens det åbenbart ikke var muligt at få en aftale med Messi på grund af økonomien? Der er stadig noget lorent ved den sag.

Men alt det var et fremragende røgslør, en genial afledningsmanøvre fra forårets protester.

Kan I huske, at fansene krævede ejernes afgang og snarlige salg af deres foretrukne Premier League-klub?

Oprørsstemningen blev denne sommer erstattet af jubel og frustration over favoritklubbens køb, salg og ikke mindst rygter om selvsamme.

Tror I, hovedparten af fansene på Old Trafford protesterer, når Cristiano Ronaldo bliver præsenteret? No way.

Der er intet som et drønspændende transfervindue, der kan få fansene til at drømme, og som Guardians Jonathan Liew så fint sagde det for nylig, er det bare ikke muligt at være i oprør og ønske forandring i ret lang tid af gangen.

Der er altid en ny kamp, en ny transfer og en ny kontrovers, der stjæler opmærksomheden, og det er også derfor, Super League (selvfølgelig under et andet navn) sagtens kan komme snigende igen inden for et par år.

Det bliver i en ny indpakning med smilende ambassadører og en masse veltilrettelagt PR om alt det gode, den ny turnering skal gøre for ungdommen, bredden og andre pæne formål, i stedet for at man sender de evigt forurettede klubbosser Florentino Pérez og Andrea Agnelli i byen med deres dommedagssnak og overlevelsesprojekter.

Men essensen bliver den samme, og selv om det ikke er af ond vilje, har vi andre det med at glemme hurtigt, når der sker noget nyt og spændende.