Superligaen har intet at takke politikerne for

Fra onsdag i næste uge må der igen komme tilskuere på fodboldarenaer i Danmark.

500 personer med gyldigt coronapas må der komme i skarpt opdelte sektioner på stadion, og det giver adgang til adskillige tusinde tilskuere alt efter størrelse og indretning på stadion.

Det er resultatet af genåbningsforhandlinger mellem regeringen og de øvrige partier i Folketinget, og tilskuernes adgang til stadion hilses naturligvis velkommen i Superliga-klubberne og dansk fodbold i al almindelighed.

Men set fra min stol er der ingen grund til at sige tak til den regering og de myndigheder, der nu giver grønt lys til at lukke tilskuere ind. Kræfterne skal derimod bruges på at minimere risikoen for, at fodboldarenaerne igen bliver lukket land.

Kampen om de lukkede fodboldarenaer har mildest talt været uskøn.

Jeg har ikke set hverken handling eller ord, der afkræfter min mistanke om, at lukningen af fodboldarenaerne har været ret meget andet end symbolpolitik og frygt for at afsende signaler, der kunne misforstås og bruges politisk af andre brancher såvel som af politiske modstandere til at lægge pres på regeringen.

De gentagne, vage henvisninger til eksempler fra udlandet på massiv coronasmitte kan i min bog ikke være meget andet end referencer til kampene mellem Atalanta og Valencia i februar 2020 og Liverpool-Atlético Madrid måneden efter, og nogle få andre tilfælde fra andre sportsgrene i de samme uger.

Billede fra Atalanta-Valencia den 19. februar 2020.

Selvfølgelig har der været coronasmittede danskere til fodbold i Superligaen i sommeren og efteråret 2020. Men det er simpelthen useriøst og grænsende til det populistiske, at myndigheder og regering har været bevidst fodslæbende og trukket adgangen for tilskuere til dansk fodbold så længe som overhovedet muligt, med henvisning til at det var en oplagt kilde til stor smittespredning.

Det passer simpelthen ikke. Jeg kan ikke få øje på en branche i Danmark, der har haft samme apparat stående klar til at teste, adskille, kontrollere og i dagene efter en kamp følge op på deres gæster.

Og selv uden dette mylder af tiltag, dansk klubfodbold og cirka ingen andre virksomheder i Danmark har råd til og mulighed for at indføre, har der ikke været omfattende spredning af coronavirus til en fodboldkamp i Danmark. Ja faktisk har der kun været to konkrete smittetilfælde på et Superliga-stadion, hvor klubberne hurtigt fik fat i de relevante personer bagefter og bremset smitten.

De halve hentydninger til især Atalanta-Valencia-kampen i februar sidste år er måske de værste.

Det halve af Bergamo, der er lidt mindre end Aalborg, tog ind til Milano for at se Atalanta på den i Champions League lånte hjemmebane på San Siro.

Man tog i bil, bus og tog med familie, venner og naboer, og med mindre man arbejdede på et lokalt hospital eller fulgte særdeles godt med i nyhedsstrømmen, gjorde man sig ingen overvejelser om, at der kunne være en smitterisiko ved at tage til fodbold.

Der var ingen restriktioner på forsamlinger, ingen henstillinger om afstand, håndvask og de andre fornuftige forholdsregler, vi alle har taget siden midten af marts 2020, ingen nedlukninger i Europa.

Er der seriøst nogen, der forestiller sig, at danske fodboldfans ville bryde alle regler her i 2021 og agere som intetanende italienske tilskuere for 14 måneder siden?

Hvad fortæller klubbernes fejltrin?
Klubber og fans har ikke været fejlfri.

Pokalfinalen sidste sommer og en flok tilhængeres afvisning af at overholde afstandskravet var en rød klud for politikere, det samme var tv-billeder fra blandt andet Århus, hvor fans bestemt ikke holdt afstand.

Pokalfinalen i sommeren 2020 blev afbrudt i 1. halvleg, da ikke alle tilskuere holdt afstand.

Man kan også overveje, om retorikken til tider har været for hård og været med til at gøre det politiske arbejde sværere, end det kunne have været.

Jeg ved i hvert fald, at den overvejelse har eksisteret i danske klubber i de seneste måneder, og der er, i enkelte, mindre tilfælde, sagt og gjort ting, jeg ikke havde gjort eller sagt, hvis det var mig, der skulle have genåbnet adgangen til danske fodboldstadions.

Måske ligger der også mere i risikoen i tilskuernes vej til og fra stadion, selvom klubberne og Divisionsforeningen også her mener, at de har totalt styr på det aspekt i modsætning til cirka alle andre aktiviteter i Danmark, der ikke har fodboldklubbernes ressourcer og kontrolapparat.

Men for mig fortæller det også en bekymrende historie om, hvordan det politiske spil og debatten om coronavirussen og genåbning og lukning af dele af det danske samfund har udspillet sig de seneste 13-14 måneder.

Spørgsmålet om, hvilke aktiviteter der kan være åbne, og på hvilke vilkår, er blevet ét stort politisk slagsmål.

Genåbningen har taget afsæt i beregninger af smittetal, der konsekvent har vist sig at være alt for pessimistiske. Og så er lukninger og genåbninger også blevet et spørgsmål om, hvordan en beslutning tager sig ud i omverdenens øjne, ikke mindst politisk for den siddende regering.

Jeg kan simpelthen ikke se det rimelige i, at store dele af samfundet skal gøre sig til og leve på regeringens og myndighedernes nåde, og at man skylder dem en stor tak, når man som dansk klubfodbold med måneders forsinkelse får lov at lukke tilskuere ind igen, fordi det endelig er politisk opportunt at gøre det.

Det her er ikke et politisk partsindlæg fra min side, en opfordring til at stemme til højre for midten til næste valg, eller en implicit antydning af, at jeg dermed mener, at en borgerlig regering havde klaret coronakrisen spor bedre end den nuværende regering.

Og det trætter mig faktisk, at jeg igen er nødt til at skrive det, ligesom jeg ved tidligere kritiske analyser og indlæg om tilskuernes adgang til stadion har understreget, at bekæmpelsen af coronavirussen selvsagt skal tages dybt alvorligt, selvom jeg konsekvent har været uenig i lukningen af Superliga-arenaerne.

Både det og kampen om tilskuere på danske fodboldarenaer illustrerer, hvor svært det er at diskutere coronavirussen og dens effekter på vores samfund. Og at frirummet til en kritisk, demokratisk debat er blevet mindre i de seneste år under skiftende regeringer, senest med politiseringen af en coronakrise, der i min optik er så meget vigtigere end partipolitik, men som desværre blot har pustet til den polarisering af samfundet, vi også ser i mange andre demokratiske lande i disse år.

Jeg deler glæden ved, at man igen kan komme til fodbold i Danmark, og så vil jeg opfordre til, at fokus fra nu af så bliver på at holde arenaerne åbne, og at gøre listen af argumenter for at holde stadion åbne så lang, at det bliver sværere at bruge fodboldspillet politisk til at bevise egen handlekraft.

Du kan læse mere om genåbningen af danske fodboldarenaer på tipsbladet.dk, heriblandt reaktionen fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.