Tallene taler: FCK, FCM og BIF er alle på jagt

Når Superligaen lørdag og søndag er spillet færdig, vil det efter alt at dømme være en målfattig sæson, vi kan se tilbage på.

Før sidste spillerunde er vi ikke i nærheden af, at noget hold har scoret mindst to mål per kamp, og selvom det også har været tilfældet de to seneste sæsoner, er faldet i antallet af scoringer i hele ligaen i denne sæson mærkbart.

Og når vi så ser på topscorerne sæson for sæson og chanceskabelsen i de store klubber, der spiller med om mesterskabet, får det mig til at konkludere det, man vel også kan spotte ved at se kampene:

At både FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF nok har brug for nye angribere og målscorere, og skal jage dem på sommerens transfermarked på den ene eller anden måde.

Lad os se på Superligaens topscorere de seneste fire år.

Jeg har gjort det, at jeg har taget de fem mest scorende i Superligaen i den nuværende og de tre foregående sæsoner.

Det var selvfølgelig nemmere at score mange mål, da der var 36 spillerunder for holdene i medaljeslutspillet i stedet for de nuværende 32, men det giver stadig et indtryk af, at Top 5 i denne sæson (de highlightede spillere) ikke ligefrem bomber målene ind på nær Nicklas Helenius.

Og se her dataene fra de tre klubber, der senest har vundet det danske mesterskab, og nok igen i næste sæson spiller om titlen.

FC København og FC Midtjylland er altså ikke holdt op med at producere chancer, der fører til afslutninger inden for rammen, tværtimod er der kommet flere af disse afslutninger i denne sæson.

Mangler mål fra angriberne
Alle disse tal understreger noget, man nok godt kan se, især her i foråret.

Nemlig, at der mangler målscorere på angrebspositionerne i både FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF, selvom chanceskabelsen egentlig ser ok ud alle tre steder.

Det spiller ind, at Jonas Wind og Mikael Uhre blev solgt i januar, og Bo Henriksen og Jess Thorup har naturligvis intet imod, at Evander og Pep Biel kommer til mange afslutninger fra deres midtbaneposition.

Men der skal jo ske noget, når to midtbanespillere og en fyr, der blev solgt til USA i januar, ender som topscorere for de tre klubber i Superligaen med de klart største spillerbudgetter.

FCK øjner Champions League
I FC København har man jo rigeligt med angribere at vælge mellem lige nu, efter man i januar hentede Khouma Babacar, Nicolai Jørgensen og Mamoudou Karamoko.

Men er nogen af de tre løsningen, når man til august skal spille om at komme i Champions League-gruppespillet?

Den positive udlægning er, at Nicolai Jørgensen har prøvet det før med FCK, og at Babacar og Karamoko kan knække koden efter et halvt år i Danmark.

Men mon ikke der igen kigges efter en angriber med soleklart europæisk niveau?

Det vil give mening, efter man har døjet med at score på chancerne, og garanti for enten at spille Champions League- eller Europa League-gruppespil, hvis man ikke dummer sig i verdenshistorisk grad i den afsluttende kamp mod AaB.

FCM skal nok sælge først
FC Midtjylland er i en sværere position, som jeg ser det.

For skal Júnior Brumado have endnu en chance, efter han kun har scoret ét ligamål siden oktober?

Og hvad med Luca Pfeiffer, der har scoret løs som lejesvend for Darmstadt i 2. Bundesliga, men slet ikke var i nærheden af noget i FC Midtjylland i sidste sæson?

Og hvad med rekordkøbet Marrony, der udefra set lader til at skulle hjem til Brasilien eller videre efter slet ikke at have været en faktor, og Vágner Love, der nok ikke skal være starter?

Pladsen som forreste angriber har været svær for FC Midtjylland, siden Paul Onuachu blev solgt i 2019, i hvert fald når den skal udfyldes af en klassisk angriber og ikke en falsk nier-type som Anders Dreyer.

FCM bliver sat i forbindelse med angrebskøb denne sommer, og det skulle være mærkeligt, hvis man ikke gør forsøget igen, især såfremt man kan afskibe én eller flere af de folk, man allerede har på kontrakt.

Brøndby skal handle
Jan Bech Andersen var ude med markant kritik af sæsonens indkøb, da Tipsbladet talte med ham for nogle uger siden, så også her kommer der efter alt at dømme til at ske noget på transfermarkedet, uden at man af den grund behøver opgive Marko Divkovic og Carl Björk.

Måske viser nøglen sig faktisk at være Simon Hedlund, der, hvis vi ellers lukker begrebet 'fortjent' ind i professionel fodbolds transfermarked, har svedt og blødt for Brøndby i en grad, så man under ham en stor, sidste kontrakt uden for Skandinavien.

Det er bare enormt svært at erstatte en så dygtig angriber og landsholdsbobler som Mikael Uhre med en spiller, der enten er transferfri eller kun koster nogle få millioner kroner.

Jeg tror, der er en pæn mulighed for, at vi får et relativt markant angrebskøb at se i Brøndby denne sommer (eller leje, der virkelig er på mode i europæisk fodbold) – det kan faktisk næsten ikke undgås med de meldinger, Jan Bech Andersen kom med.