Transferdommen: Özil fortjente hverken kontrakten eller at blive lagt for had

Transferdommen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren – se mere her.

Avisen The Guardian har en dygtig tegner ved navn David Squires, der uge efter uge hudfletter den selvoptagne britiske fodboldverden.

Da coronakrisen bragede løs sidste forår, tegnede Squires et par prominente britiske politikere som dinosaurer, der rasede over “Bloody Footballers”, mens en kæmpekomet susede over himlen, og han fangede på vanlig vis den vrede, der ofte regner over Premier League-spillerne fra både britiske tabloidmedier og store dele af befolkningen.

En af dem, der har været i sigtekornet længe, er ekstremt vellønnede og ikke længere så velspillende Mesut Özil.

Den tyske chanceskaber fik en ugeløn på op mod tre millioner kroner, da han forlængede sin kontrakt med fem år i begyndelsen af 2018, og det var en klar fejl af Arsenal helt mod slutningen af Arsene Wengers regeringstid. Hverken Unai Emery eller Mikel Arteta kunne se Özil i en hovedrolle, og uden for banen pustede lønnen og et lidt for tæt forhold til Tyrkiets autokratiske præsident Erdogan til upopulariteten.

Helt galt gik det, da Özil ikke ville gå ned i løn, og Arsenal efterfølgende fyrede mange ansatte. At Arsenal ejes af den amerikanske milliardær Stan Kroenke, der bygger et vanvittig dyrt stadion til NFL-holdet Rams i Los Angeles, reddede ikke Mesut Özil fra noget som helst.

7 1/2 år efter, han var et scoop købt i Real Madrid med rabat for at smide kontanter i den madrilenske kasse til Bale-handlen, tog Mesut Özil i denne uge så til Fenerbahce.

De 400 millioner kroner give or take, midtbanespilleren fra Gelsenkirchen har kostet siden forlængelsen for tre år siden, har han helt sikkert ikke været værd.

Fra et klubsynspunkt illustrerer det meget godt, hvor risikabelt det er at give så stor en femårig kontrakt til en spiller, der lige straks fylder 30 år, også selvom Özil på det tidspunkt stadig lignede en topspiller.

Og hvis jeg var fodboldspiller, ville den tyske verdensmesters historie også være en påmindelse om, at det er helt i orden at tage den store løn, især i big business som verdens rigeste fodboldliga Premier League. Loyaliteten og kravet fra fansene om at blive er ufravigeligt, når man er god, og det sekund, ejeren eller træneren ikke vil bruge en, skal man forsvinde, uanset om man skal gå 90 procent ned i løn. I det spil er ingen uskyldige, i hvert fald ikke så længe store klubber som Arsenal nyder godt af at vælge og vrage mellem 99,9 procent af verdens professionelle fodboldspillere takket være et skyhøjt lønbudget.

Mesut Özil var ikke sin løn værd til sidst, men det er ikke synd for Arsenal eller nogen omkring klubben, at tyskeren ikke bare flåede sin kontrakt i stykker, i det sekund det var opportunt for Mikel Arteta, ledelsen og klubejer Stan Kroenke.