• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Troels Bager Thøgersen

UEFA sælger spillet til Qatar, Rusland og Kina

Foto: Getty Images

Hvordan kan DBU føre kritisk dialog om VM i Qatar og forholde sig kritisk til Ruslands og Kinas hovedroller i fodbold, når UEFA samtidig har gigantiske sponsoraftaler med statsejede selskaber fra de tre lande?

Af Troels Bager Thøgersen

Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Livet er heldigvis ikke så simpelt, som det gamle ordsprog antyder, men i den hemmelighedsfulde verden i fodboldpolitik er det altid en god idé at se på forbindelserne, hvis man vil forstå de store beslutninger om placeringer af turneringer og hvem, der er inde i varmen.

Her under EM er det en god idé at se på sponsorerne.

Qatar Airways er her, der og alle vegne, efter man for fire måneder siden indgik en stor sponsoraftale med UEFA.

At UEFA-præsident Aleksandar Ceferin ved juletid var i Qatar til indvielsen af et VM-stadion og udtalte sig rosende om de kommende VM-værter var sikkert en tilfældighed.

Og UEFA's invitation af Qatar til VM-kvalifikationen i Europa havde givetvis intet at gøre med de tætte økonomiske og politiske bånd, eller det faktum at bossen for UEFA's meget vigtige og Qatar-ejede mediepartner beIN SPORTS, Nasser Al-Khelaïfi, også sidder i UEFA's eksekutivkomité og holdt sit andet foretagende, Paris Saint-Germain, ude af European Super League.

Qatar Airways er helt og aldeles stats- og dermed kongefamilie-kontrolleret, som Paris Saint-Germain også er det.

DBU og de andre nordiske lande holder hårdt på deres kritiske dialog med VM-værten med Qatar, men hvordan skandinaverne dog skal bryde igennem og frygtes, når UEFA's absolutte top er pot og pande med Qatar, skal der klogere mennesker end mig til at forklare.

Og så er der de kinesiske sponsorer.

Elektronikgiganten Hisense forbindes af menneskeretsorganisationer til tvangsarbejde i Kina, og selvom moderselskabet til en anden sponsor, Alipay, har taget afstand til sagen, kunne New York Times i december fortælle, hvordan det kinesiske techfirma havde leveret guidelines til kommercielle kunder, der ville bruge ansigtsgenkendelse til at spotte den forfulgte, muslimske minoritet uighurerne online, så deres aktiviteter kunne overvåges.

Det er svært at rangere, hvad der er værst, men det kontroversielle sociale medie Tik-Tok, som også er UEFA-sponsor og på alle bandereklamer til EM, satte standarden for smagløshed i den forgangne uge. På det sociale medie, der har ekstremt mange børn over hele verden som brugere, kunne man med en simpel søgning finde de mest gruopvækkende billeder fra Christian Eriksens kamp for liv og død sidste lørdag. Den slags er desværre også at finde på andre sociale medier, men når Tik-Tok i forvejen er kendt for effektivt at censurere for eksempel kritik af Kinas autoritære styre og ækle overvågningssamfund, kan ligegyldigheden her undre.

Og russerne? Verdens måske mest magtfulde nation i sportspolitik, der fik en historisk karantæne fra international sport for et statsstøttet dopingprogram, hvor fodbold også var med? Og som kun kan stille op til EM, fordi EM ved en beklagelig fejl i WADA's regler er at betragte som regionalt mesterskab og ikke et stort mesterskab?

Ja, det statsejede energiselskab Gazproms mange sponsormillioner falder i hvert fald på et tørt sted i UEFA, der for en måned siden også kunne glæde sig over en forlængelse af samarbejdet omkring Champions League, en aftale, der har løbet siden 2012 og nu gælder til 2024.

Det står UEFA frit for at indgå sponsoraftaler, og ingen mistænker andre EM-sponsorer som danske Just-Eat for at ville mere end at sælge en masse take-away.

Og parterne står naturligvis hårdt på, at det er rene kommercielle aftaler på frie markedsvilkår.

Men problemerne er indlysende. For hvordan i alverden skal man tro på, at der er en kritisk debat på UEFA-niveau om VM i Qatar, når man helt enestående har inviteret Qatar ind i Europas VM-kvalifikationspulje og er nær allieret politisk og økonomisk med den kommende VM-vært?

Og er det UEFA, der tager den vigtige debat om menneskerettigheder, når Kina vil være VM-vært i 2034?

Den nærmest totale mangel på diskussion af, om Rusland er en passende EM-vært, er også slående.

Tænk sig, at russerne på papiret kun får lov til at deltage, fordi klodens næststørste landsholdsturnering EM ved en juridisk fejl er kategoriseret som et regionalt og dermed mindre vigtigt og prestigefyldt mesterskab?

Hvis nogen i disse dage funderer over, om UEFA er den perfekte administrator for spillet i Europa, kan man passende huske på ovenstående forbindelser med til nogle af de mest offensive, autoritære stormagter i sportsverdenen. Hvor langt kommer man i Danmark egentlig med kritisk dialog om Qatars VM. Og hvor langt vi kommer med at diskutere et VM i overvågningsdiktaturet Kina, der gerne vil være verdensleder på skønne ting som ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens?

Jeg stod til en paneldebat på DBU's repræsentantskabsmåde sidste lørdag og sagde, at DBU skal passe meget på med at legitimere Qatar, FIFA og UEFA ved at holde fast i en kritisk dialog, fordi kursen i de store forbund og topfodbold er helt gal.

Den seneste uges begivenheder og bandereklamerne til EM er desværre en påmindelse om, at vi ikke har de ledere, fodboldspillet fortjener.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020