Det var en noget speciel oplevelse at være til Champions League-lodtrækning i Istanbul i slutningen af august.

Der var folk fra FC Barcelona, Real Madrid, AC Milan og de fleste andre klubber, der skulle have trukket deres Champions League-pulje, og som en af de sidste kom Paris Saint-Germains præsident Nasser Al-Khelaïfi.

Han blev i foråret valgt til præsident for klubsammenslutningen ECA, der er klubbernes brancheorganisation i Europa og medejer af Champions League, efter en række klubber i april sagde farvel og tak til Champions League for at skabe Super League.

Projektet mislykkedes for de 12 udbryderklubber, men 10 af dem var i bowlen, da der blev trukket lod i Istanbul – kun Tottenham og Arsenal manglede på grund af deres manglende kvalifikation.

Og Al-Khelaïfi?

Han er Qatars kongefamilies mand som bestyrer af Paris Saint-Germain og den politiske indsats i Europa, en mand der er symbolet på, hvordan PSG uden at skele til almindelige superklubbers trods alt begrænsede økonomi kunne hente Lionel Messi og sige nej til 1,6 milliarder kroner for Kylian Mbappé, 10 måneder før den unge franskmands kontrakt udløber.

Fodbold er ved at gå bersærk, præcis som det har været det i 20-30 år – Super League og det nuværende forsøg på at indføre VM hvert andet år er i tanke og manglende respekt for sjælen og historien ikke anderledes end alt det, storklubberne og politikerne har indført de seneste mange år.

Det, vi har brug for, er nye helte.

Som spillerne på Afghanistans kvindelandshold, der med FIFPros hjælp slap væk fra Taliban og ud af Afghanistan.

At se Gianni Infantino sole sig i redningen af dem i den forgangne uge i deres eksil i Qatar er decideret kvalmende, når man ved, at selvsamme FIFA-præsident og hans embedsværk kun fodslæbende og meget nødtvungent kylede en præsident for Afghanistans fodboldforbund ud, efter hans seksuelle overgreb og magtmisbrug mod kvindelige fodboldspillere blev en historie i internationale medier.

Disse kvinders mod er beundringsværdigt, og man må håbe, de på en eller anden måde får lov at spille videre.

I en tid, hvor fodboldforbund og klubber dækker sig ind under fesne pressemeddelelser og pro forma-projekter, er det fedt at se en spiller som Tim Sparv offentligt opfordre til diskussion af de allersværeste emner ved VM i Qatar næste år.

Sparv har i Tipsbladet tidligere sat ord på frustrationen over, at absolut ingen spurgte spillerne til råds om VM, mens FIFA’s og forbundenes manglende indsats også får hårde ord med på vejen.

I en fodboldverdenen præget af tavshedens lov og skruppelløse bosser er det fedt at se en landsholdsanfører tage ordet, og jeg kan kun opfordre til, at flere gør det samme og sætter ord på den frustration, jeg også ved findes blandt danske spillere.

Fodbold har simpelthen fortjent bedre end de nuværende chefer i fodboldforbundene, klubberne og de finansvirksomheder og politikere, der lige nu sætter kursen, og store klapsalver herfra til dem, der siger og gør noget i stedet for bare at tie stille, som alt for mange gør.

Vi har brug for flere som Tim Sparv