Optakt til Derby della Madonnina

I femte runde af Serie A præsenteres vi for et af den italienske sæsons absolutte højdepunkter. Milano derbyet mellem Inter og AC Milan eller Derby della Madonnina som klassikeren også kaldes på den italienske halvø. Opgøret har fået sit tilnavn fra en af byens absolutte seværdigheder. Statuen af den lille jomfru Maria siddende på toppen af den fantastiske domkirke Il Duomo.

Søndag d. 28 september vil Italiens samlede bevågenhed være rettet mod San Siro i den norditalienske metropol. Lokalopgøret er afventet med stor spænding ikke bare i Milano, men i hele Italien og yderligere blandt fodboldtilhængere i resten af verden. Formentlig ingen anden by på kloden kan præstere to så højt profilerede klubber, som der er tale om i Milano, og dette faktum gør Derby della Madonnina til noget helt specielt.

Arenaen hvor dramaet udspilles er Stadio Giuseppe Meazza, eller i folkemunde, navnlig Milan tilhængernes, San Siro efter den nordvestlige bydel hvor den imponerende arena opførtes i 20´ernes fascistiske Italien. Stadion deles af de to klubber. Imponerende 268 gange har Derby della Madonnina været spillet med en utrolig tæt statistik til følge. 91 Inter sejre, 72 uafgjorte mens AC Milan har trukker sig sejrrigt ud af klassikeren 105 gange.

For at forstå rivaliseringen mellem de to klubber er det nødvendigt med et historisk tilbageblik. Succes har altid været tæt forbundet med begge klubber, som er Italiens to mest vindende efter flagskibet Juventus.

AC Milan blev grundlagt i 1899 af engelske immigranter, som valgte navnet Milan Cricket and Football Club. AC Milan er derfor blandt Italiens ældste klubber. I 1908 oplevede klubben en intern splid omhandlende indkøb af udenlandske spillere. Uoverensstemmelserne førte til dannelsen af FC Internazionale. Som navnet mere end antyder, var intentionen at skabe en klub som også bestod af udenlandske spillere, trænere og ledere, hvilket stod i skarp kontrast til AC Milan, der på daværende tidspunkt kun tillod spillere af italiensk herkomst.

Historisk blev Inter betragtet som den milanesiske middel- og overklasses klub, mens AC Milan traditionelt blev støttet af arbejderklassen samt immigranter fra syditalien. Siden det første derby, som blev spillet i Schweiz i 1908 har meget dog ændret sig og en sådan opdeling af tilhængerne i sociale klasser lader sig ikke gøre idag. Dette afspejles måske bedst ved at AC Milan ejes af den højreorienterede Silvio Berlusconi, mens Inter ejes af Massimo Moratti, der er forretningsmand og har sine politiske rødder hos centrum-venstre.

Begge klubbers mest fanatiske Ultras er blandt de ældste i hele Italien. Fossa dei Leoni er en legendarisk AC Milan gruppe, men idag er Brigate Rossonere formentlig den største af Milan grupperne. De italienske medier har historisk associeret AC Milans Ultras med den politiske venstrefløj, ihvertfald indtil 80´erne, hvor Berlusconi overtog klubben og siden antages det, at AC Milans Ultras læner mere mod højre. I virkeligheden forholder det sig dog således, at Milans tifosi overvejende er upolitiske.

Inters Ultras er traditionelt højreorienterede og den mest traditionsrige gruppe er Boys San, som er en af de historisk vigtigste grupper, da den dannedes i 1969 og derfor er at regne blandt Italiens ældste. Udover Boys San findes andre vigtige Inter grupper som Irriducibili, Viking 1984 og Brianza Alcoolica.

Både AC Milan og Inter har igennem historien haft utallige fantastiske spillere og således er opstået interessante rivaliseringer spillerne imellem på de to hold. AC Milan har vundet det italienske mesterskab, Lo Scudetto, imponerende 17 gange. Holdet har igennem historien mønstret legendariske navne som Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini og Mauro Tassotti, som udgjorde et nærmest skræmmende forsvar gennem en af AC Milans mest succesfulde perioder fra slutfirserne og frem gennem halvfemserne. Derudover kan man nævne svenskerne Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm, som sammen udgjorde den legendariske GRENOLI trio, eller en anden måske endnu mere berømt trio i vores tid, hollænderne Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten. Slutteligt bør man aldrig glemme AC Milans Il Golden Boy, Gianni Rivera.

Til sammenligning kan Inter mønstre lige så imponerende navne igennem historien som bysbørnene. Inter har vunder det italienske mesterskab, Lo Scudetto, en gang færre end AC Milan nemlig 16 gange totalt. Den tredobbelte Serie A topscorer Giuseppe Meazza vandt VM for Italien i 1934 og 1938 og scorede 247 mål i 348 kampe for Inter før han faktisk skiftede til AC Milan, hvor han havde et kort ophold. I 1980 fik Meazza æren af at få opkaldt stadion i Milano efter sig. Derudover var Tarciso Burgnich og Giacinto Facchetti forsvarslegender på Inters succesfulde hold i 60´erne, hvor også den dobbelte Ballon d´Or vinder Luis Suarez henrykkede. Fra firserne og halvfemserne husker man blandt mange de italienske landsholdsspillere Walter Zenga og Giuseppe Bergomi samt den tyske trio Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann, som sammen vandt et spektakulært mesterskab til Inter i 1989.

Slutteligt bør man ikke glemme Inters fremragende offensivspiller Sandro Mazzola, som i tredserne og halvfjerdserne spillede på Inters hold. Sandro Mazzola er søn af legendariske Valentino Mazzola, som blev dræbt i den tragiske Superga flyulykke, som udslettede det fantastiske Torino mandskab, Il Grande Toro, som vandt 4 mesterskaber på stribe.

I 60´erne blev rivaliseringen mellem de to klubber intensiveret. Begge klubber fejrede store triumfer i Europa, hvor AC Milan vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1962/63, hvorefter Inter vandt samme turnering de følgende to år. AC Milan gentog bedriften igen i sæsonen 1968/69. I dette årti var begge klubber blandt de absolut stærkeste i verden.

AC Milan blev trænet af Nereo Rocco, mens Inter var under klublegenden Helenio Herreras ledelse. Det var også i tredserne og senere i halvfjerdserne, at Derby della Madonnina oplevede mødet mellem to af italiensk fodbolds største spillere. Gianni Rivera hos Milan og Sandro Mazzola hos Inter. Rivera var naturtalentet, som på sine bedste dage overstrålede alle andre, mens Mazzola var en intelligent spiller, som gjorde alle omkring ham gode. Rivaliseringen blev i høj grad iscenesat af den italienske presse, men udviklede sig snart til landsholdet Gli Azzurri, hvor Rivera og Mazzola sjældent spillede samtidig, men derimod ofte blev udskiftet med hinanden i halvlegen.

Rivaliseringen mellem de to nåede sit højdepunkt under VM-turnering i Mexico 1970, hvor Italien tabte finalen til Peles Brasilien med 1-4. Gianni Rivera så til fra bænken og kom ind for en anden Inter spiller i 84`minut , målscoreren Roberto Boninsegna men da var kampen allerede afgjort.

De italienske medier mente landstræner Feruccio Valcareggi havde begået en stor fejl ved at lade Gianni Rivera blive på bænken. I særdeleshed fordi Gianni Rivera havde afgjort den formidable semifinale mod Vesttyskland i forlænget spilletid, da han scorede det legendariske 4-3 mål. Samtidig havde afløseren Sandro Mazzola spillet en anonym finalekamp mod brasilianerne, hvilket ikke lettede presset på Valcareggi.

Af andre interessante anekdoter om Derby della Madonninas historie kan man nævne Baresi familien. Storebror Giuseppe Baresi spillede imponerende 16 sæsoner med Inters sort/blå trøje over tre årtier i halvfjerdserne, firserne og begyndelsen af halvfemserne. Lillebroderen Franco Baresi blev en klublegende hos AC Milan, hvor hans trøje nummer 6 er trukket tilbage af klubben, til ære for hans ekstraordinære bedrifter. Franco spillede for AC Milan i samme periode som storebroderen optrådte for Inter. Fantastiske 20 sæsoner fra 1977 til 1997. Franco Baresi er en af de bedste centrale forsvarsspillere Il Calcio nogensinde har set.

Slutfirserne og starthalvfemserne markerede endnu en interessant periode i Derby della Madonninas historie. AC Milan supplerede de italienske stjernespillere med tre fantastike hollændere, nemlig midtbanestrategen Frank Rijkaard, kreatøren Ruud Gullit og den fantastiske skarpretter Marco Van Basten. I samme periode spillede en navnkundig tysk trio for Inter. Det var den skudstærke venstreback Andreas Brehme, midtbanegeneralen Lothar Matthäus og skarpretteren Jürgen Klinsmann. Det var en interessant periode, da den italienske Serie A uden sammenligning var verdens absolut stærkeste liga og samtidig var AC Milan og Inter sammen med Maradonas Napoli de toneangivende mandskaber.

AC Milan var mere end noget andet hold uhyggeligt stærke i denne periode og vandt et kontroversielt Scudetto i 1987/88. Året efter vandt Inter titlen i 1988/89, hvilket skulle blive begyndelsen på en lang periode uden mesterskaber til de sort/blå. Faktisk skulle Inter frem til Calciopoli skandalen før man igen kunne kalde sig italienske mestre under bizarre omstændigheder. AC Milan fejrede derimod store triumfer og nød en af klubben absolut mest fremgangsrige perioder, med flere mesterskaber og europæiske triumfer op gennem halvfemserne.

Om søndagens Derby della Madonnina kan leve op til de historiske bedrifter begge klubber har været garant for igennem årtier skal undertegnede lade være usagt, men jeg er ganske sikker på, at vi vil få et intenst lokalopgør som altid og det alene gør altid Derby della Madonnina værd at overvære.