De bander en del i Hvidovre IF, når man spørger dem til weekendens sæsonstart i Nordicbet Ligaen.
”Det bliver jo pissefedt,” siger midtbaneveteran Martin Spelmann.
”Som jeg har siddet og snakket om med [træner Per] Frandsen i dag: Hold kæft mand, vi kan tage det stille og roligt nu,” siger sportschef Peter Lassen.
Og man forstår, hvis begejstringen er så stor, at det kan være vanskeligt at holde kraftudtrykkene indeni. Der resterer fire runder af grundspillet i den næstbedste række, og Hvidovre er allerede sikret en plads i top seks. Klubben er ikke sluttet i den bedste halvdel siden 2008/09-sæsonen. I år er nedrykning en matematisk umulighed allerede ved forårsstart, og det er derfor, at Peter Lassen taler om at kunne tage det stille og roligt.
På den anden side:
”Nu har vi kniven for struben på en anden måde,” siger Spelmann.
For sagen er jo den, at Hvidovre ikke bare er fri af nedrykning. Klubben ligger nummer to og er dermed i allerhøjeste grad med i spillet om oprykning til Superligaen. Det er i sagens natur også en ny situation for klubben. To point foran HIF og ét point bagude ligger henholdsvis FC Helsingør og Lyngby, der senest spillede i Superligaen i 2017/18 og 2020/21. Hvidovre har ikke været der siden 1996/97. Så det er en ny virkelighed for klubben, hvis halvtidsprofessionelle førstehold konkurrerer mod økonomisk stærkere modstandere, men som alligevel formåede at holde et snit på 2,06 point per kamp i efteråret, og som har divisionens bedste forsvar.
Og Martin Spelmann er da heller ikke ligefrem ked af det pres, der i de kommende måneder vil tvinge Hvidovre til at vinde weekend efter weekend, hvis den uventede chance for oprykning skal bevares.
”Det er trods alt sjovere end det pres, der hedder 2. division og at spille med i den suppedas,” siger Spelmann.
Sammenhold og højt pres
Hvidovre lukkede sidste sæson med et glimrende slutspil, hvor man i Nordicbet Ligaens nederste halvdel kun tabte to af 10 kampe og sluttede på syvendepladsen. De gode takter fortsatte efter sommerferien. Per Frandsens mandskab har været svært at besejre for alle hold, hvilket bare tre nederlag i efteråret beviser, og til tider har holdet løbet sine modstandere over ende. Fremad Amager har over to kampe fået tæv med samlet 7-1, og lige før vinterpausen slog Hvidovre oprykningskonkurrenterne fra FC Fredericia med 5-1.
”Kigger man på papiret, er der jo andre hold, der skulle tromle os. Vi snakker altså om en hel trup, der går på arbejde 9-15 og træner efterfølgende, men jeg føler, at vi med vores arbejdsindsats og spilhumør overvinder de der drenge, der måske burde have slået os. Jeg synes sgu, det er fedt. Det er sjovt,” siger Martin Spelmann.
”Når vi spiller vores spil, så kan vi sgu slå dem alle sammen. Vi har været pivhamrende effektive og dygtige til at lukke ned for modstanderen. Hvis vi kommer med samme spilhumør og positive arrogance, så ser jeg ikke nogen grund til, at vi ikke skulle kunne drille med om de helt sjove placeringer,” uddyber den tidligere Superliga-profil.
Ifølge Peter Lassen skyldes den sportslige succes flere faktorer.
”Vi har et godt sammenhold. Vi har det rigtig godt med hinanden. Vi er meget få i administrationen. Der er mig og så en, der hedder Kim Madsen, som er direktør. Der er ikke nogen, der er mere værd end spillerne. Vi hygger os med hinanden, laver sjov med hinanden. Arbejder benhårdt, når der skal arbejdes hårdt, men hygger os rigtig meget, når vi kan hygge. Jeg tror, det er en af grundene.”
”Og så selvfølgelig Frandsens måde at spille fodbold på. Vi spiller meget hurtigt positionsspil med et højt pres. Den har vi lært til UG med kryds og slange, og når det kører, er det meget få hold, der kan stille noget op imod os. Vi har gjort det svært for de andre hold. De andre hold tør sgu ikke komme med deres høje pres mod os, for vi spiller os bare udenom. Det har vi bevist, at vi kan,” siger sportschefen, der har været i klubben i cirka halvandet årti.
Ikke kun for veteraner
Kigger man bare overfladisk, kan man godt få indtrykket af Hvidovre som klubben, hvor nogle gamle drenge søger hen for at spille de sidste år, inden det er helt forbi. Det er trods alt klubben, hvor Anders Randrup og Nicolaj Agger stoppede karrieren i sidste sæson, som i sommer hentede 33-årige Matti Lund og 34-årige Martin Spelmann til midtbanen, og som stadig har Kim Aabech som en af profilerne. Den fine tekniker fylder 39 et par dage efter sæsonafslutningen i 1. division.
Men det er bare ikke hele sandheden. Der er nemlig også nogle meget interessante unge spillere på holdet. 21-årige Marcus Lindberg sluttede efteråret med scoringer i de sidste par kampe og får nok en pæn rolle i foråret. Fredrik Carlsen på 20 er en dygtig midtbanespiller, som kommer til at spille på højere niveau i fremtiden. Og venstrebacken Marc Nielsen, ligeledes 20 år gammel, har allerede tiltrukket sig opmærksomhed fra Superligaen.
Fælles for alle tre er, at de har spillet i Hvidovres egen ungdomsafdeling.
”Det er vores breddeafdeling, som har vores akademi. Christian Grønbæk [talentchef ], Mogens Bruun [head of coaching ] og Casper Aamodt [klubkoordinator ] har gjort et fantastisk stykke arbejde. Det er faktisk blevet ret professionelt. Det har ikke noget med førsteholdet at gøre, de leverer bare spillere til os. Men de har været fremragende. Jeg kan ikke rose dem nok. Det er jo også derfor, at folk synes, det er sjovt at spille i Hvidovre nu. Vi er blevet bedre til at holde på de unge. Ellers stjæler Brøndby, FCK, Nordsjælland og Lyngby dem, inden vi når at se, hvor gode de er,” siger Peter Lassen.
Spelmann glæder sig over at spille sammen med Hvidovres talentfulde ungersvende.
”For mig handler det om at give faklen videre,” siger den erfarne midtbanespiller.
”Der løber altså nogle dygtige unge spillere rundt i Hvidovre, som har brug for noget læring og erfaring til at tage det næste skridt. Jeg synes, det er dem, der gør det sjovt. At være med til at kunne kickstarte en stor drøm for nogle unge drenge. Havde vi ikke leveret og præsteret, som vi har gjort, var det måske bare blevet 1. division for dem, på trods af at der er ekstremt meget potentiale i mange af dem.”
”Men det kan gå hurtigt i fodbold, og så begynder der at komme interesse og hype, og så er det rigtig sjovt at gå til fodbold. Det er motivationen for mig; det der med at se andre udvikle sig. Jeg ved godt, at min tid er forbi inden for en overskuelig fremtid, og det er den ikke for de her drenge. Det er fedt at være en del af,” siger Martin Spelmann.
Når langsomme ben er en fordel
Ifølge Peter Lassen er det blandt andet for at hjælpe klubben unge spillere, at han har hentet nogle erfarne folk klubben.
”Det er Spelmann, Aabech, Stenderup og Matti Lund, som får de unge til at se gode ud,” siger sportschefen om fire spillere med tilsammen 668 Superliga-kampe.
Der er andre spillere over 30 i truppen, men de fire har alle spillet i en lang periode på højere niveau. Matti Lund Nielsen havde endda Serie A-kampe med på cv'et, da han i sommer kom til Hvidovre.
”Jeg har været ude at finde de der tre-fire stykker, som har prøvet en masse ting, så de kan lære fra sig. Det har de taget imod, de unge spillere. Og det har gjort de unge gode. For de fire spillere, vi har nu, som tager sig af dem; det er samtidig nogle fantastiske mennesker. De tror ikke, de er en skid, fordi de har spillet i Superligaen eller udlandet,” siger Lassen, som ikke er bange for, at veteranerne skal miste motivationen i karrierens sidste år.
”Jeg tror i al beskedenhed, at Frandsen og mig er rigtig gode til det der. Vi har jo selv prøvet lidt. De skal ikke fucke os op på den måde, for så ved de godt, at vi kommer efter dem. Martin Spelmann har vi jo skaffet arbejde, også til efter hans karriere. Han er ejendomsmægler i Nybolig i Hvidovre. Daniel Stenderup har vi skaffet arbejde – han er i lære som byggeleder hos vores hovedsponsor, KBS Byg. Så hvis de lige pludselig bliver umotiverede, så minder jeg dem lige om, at vi har sikret deres fremtid. Men det kommer ikke til at ske med de fire. De er så glade for at være i klubben,” siger Lassen.
Hvidovre IF har også hjulpet i Kim Aabech i gang med et trænerkursus. Klubbens suverænt ældste spiller forlængede i januar sin aftale, så den løber til sommer, hvor han runder fem år som HIF'er. 38-årige Aabech spillede 17 ud af 18 1. divisionskampe i efteråret, dem alle fra start, og han scorede fem mål.
”Hver gang man tror han er færdig, så popper han op igen. Han er en af vores bedste spillere, og han er en af de bedste for de unge. Han er et godt menneske. Han vil lære fra sig. Han er en stor, glad dreng, der smiler hele tiden, og så spiller han en fantastisk gang fodbold,” siger Peter Lassen, der har høje forventninger til Aabechs trænerkarriere.
”Jeg tror faktisk godt, han kan blive Superliga-træner. Han er et pissegodt menneske, og han er skidedygtig taktisk.”
Men foreløbig spiller han stadig fodbold med høj kvalitet.
”Han har, ligesom mig, ekstremt meget erfaring og kender sin krop. Han ved, hvor langt han kan trække den. Og så gør det jo heller ikke noget, at hans topfart ikke længere er over 20. Så er man ikke så udsat for fibersprængninger, vel?” siger Martin Spelmann, så man kan høre smilet gennem telefonrøret.
Karrierens højdepunkt for erfarne Spelmann
34-årige Martin Spelmann skrev kontrakt med Hvidovre i sommer efter at have været klubløs i et halvt år.
”Drømmescenariet, da jeg skrev under, var ikke at rykke op med Hvidovre. Det er det blevet. Og på længere sigt håber jeg da, at når min kontrakt udløber om halvandet år, så er jeg stadig dygtig nok til at være med, og om ikke andet kan jeg have en rolle med den her klub, som på relativt kort tid er endt med at fylde rigtig meget i mit liv og i min karriere. Jeg håber, jeg kan slå Aabech og køre den, til jeg er 40, men vi skal også være realistiske. Jeg skal også kunne bidrage, ellers giver det ikke mening. Ellers vil jeg hellere bidrage på en anden måde uden for banen,” siger Spelmann.
Han begyndte som fodboldspiller i Hvidovre-klubben Rosenhøj Boldklub og har prøvet lidt af hvert i en snart 17 år lang karriere på topplan.
Spelmann fik en enkelt kamp i Brøndbys sølvsæson 2005/06, han har spillet U- og ligalandskampe for Danmark, han har ni gange spillet europæiske kampe, og han har udover Danmark været i Tyrkiet, Norge og Sverige. Men en eventuel oprykning med Hvidovre vil være karrierens højdepunkt.
”Det er helt korrekt. Det vil det være. Jeg rykkede også op med Horsens, da jeg lige var kommet dertil. Det var også stort – men det var forventet. Det her er jo et eventyr, vi er sammen på alle mand. Her kan der være udfordringer engang imellem med at dele en bane med nogle ungdomshold. Udover det arbejder folk ved siden af. Vi skal ikke tale os selv ned rent fodboldmæssigt, men forudsætningerne for at ligge, hvor vi ligger nu, er markant ringere end hos mange af de andre hold i ligaen. Det er det, der gør det så specielt for mig. Og gør det så fedt,” siger Spelmann.
Hvidovre indleder foråret søndag eftermiddag i Horsens mod en af oprykningskonkurrenterne. AC Horsens ligger fire point efter på fjerdepladsen.
”Efter kampen mod Horsens kan vi godt begynde at se, hvordan det går. Slår vi dem, er vi syv point foran, og så er der altså lang vej for dem,” siger Peter Lassen.
”Det bliver et slagsmål med to hold, der er aggressive og kan spille fodbold. Jeg synes, det er en fed kamp at lægge ud med. Jeg tror, det bliver et hundeslagsmål, og det hold, der vinder flest andenbolde, trækker også det længste strå. Der bliver ikke givet ved dørene i den kamp,” siger Martin Spelmann og beskriver dermed en rigtig Martin Spelmann-kamp.
Som Peter Lassen siger, kan kampen give et praj om forårets styrkeforhold i den næstbedste række. Og Hvidovre vil prøve at gå hele vejen.
”Ambitionen er ikke at rykke ned, og den har vi jo nået. Så vil vi bare spille med, så langt vi kan. Vi har en drøm om at kunne drille de store, som har et meget større budget, end vi har. Rykker vi op, så rykker vi op, og så er vi rigtig glade for det. Vi spiller i hvert fald med om det, og vi går efter det,” siger sportschefen.
Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt
Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring
Jesper Sørensen fyret i Brøndby IF
Her er Danmarks næste toptrænere
Nu går Thomas Frank viralt
Tryllebundet af Braithwaite: Aldrig set lignende!
Lars Knudsen stopper på landsholdet
Chok i Man Utd – på vej til rival?
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
Ekspert revser Brøndbys ledelse: ‘Respektløs behandling’
Ingen vil have ham: ‘Det er vanvittig besynderligt’
Brøndby-profil træt af AGF: – Alt irriterer mig
Afkræver Manchester United en forklaring
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Jonas Wind storhyldes: Magtdemonstration!
Afsløring: Kevin Mensah er færdig i Brøndby
Ildevarslende nyhed for Andreas Christensen
Danskerklub tæt på krise: Alarmklokkerne ringer
Kent Nielsen har sendt sms: Du ringer lige i aften
Tidligere FCK-stjerne meldes færdig i sin klub
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Ny kontrakt til Patrick Mortensen? Her er AGF-chefs svar
Wow! Vinder guld – han bliver solgt til en storklub
Stig Tøfting hakker til: Sådan ender Superligaen
Gustav Isaksen: Hans stil passer mig perfekt
Daniel Agger forlænger på landsholdet
Gustav Isaksen hyldes efter helterolle
Ekspert om City: De har ikke en chance
– Christian Eriksens tid er forbi i Manchester United!
Midtuge-systemet: Fokus på Champions League
Tyveri? Ja sgu’ da! Fansene ved selvfølgelig bedst
Tidligere Superliga-spiller bliver fodbolddirektør
Vil væk: ‘Jeg har niveau til Superligaen’
Ellevild med Kasper Schmeichel: Verdensklasse!
Manchester United i nye problemer: Det er en hån
Dato for Superligaens transfervindue er på trapperne
– Det har været kaos i Brøndby siden CV-fyring
– Det er som en lille dreng, der har fået tæsk
– Fortsæt med at spille fremad, fremad, fremad!
Rasende: ‘Det er under al kritik’
Hylder Links: – En af mine gode venner
Chelsea-back gled to gange og smed støvler i skralderen
Efter scoring: Nu vil han spille fra start
Helt vildt: Jonas Wind straffer Bo Henriksen og co.
Bødestraf i Superligaen vækker opsigt i udlandet
Puha: Det var tamt og rådvildt, Brøndby!
Tøftings opråb: Hent ham, FCK!
Frier til Youssef Toutouh – ‘vi vil gerne have ham’
Har han lyst til et eventyr, så er det nu!