Samtale i udlandet: Troede drengene tog pis på mig

DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 5. MAJ 2023

Når man skal interviewe en Superliga-træner, kan man næsten altid regne med, at det bliver mellem 12 og 13 på en hverdag, for så er dagens træning afviklet, men i Hvidovre passer det bedst lidt senere.

Her tager Per Frandsen nemlig imod klokken 14.30 på kontoret under langsiden, men det er ikke, fordi dagens træning er veloverstået. Tværtimod er der halvanden time til, at boldene skal trille på de bumlede træningsbaner ved siden af stadion, for i Hvidovre har man ikke fuldtidsprofessionelle tilstande. Spillerne studerer eller arbejder og møder først ind sidst på eftermiddagen til dagens dont i fodboldverdenen, og sådan er det – og det har jo heller ikke stoppet klubben og holdet fra at nyde stor omend uventet succes.

For da vi mødes på en mandag er den mest friske erindring i Frandsens fodboldhjerne billederne af en imponerende og sikker sejr på hele 3-0 i Haderslev over Superliga-nedrykkerne fra Sønderjyske, der samtidig er at regne som den største konkurrent til den anden oprykningsplads fra NordicBet Ligaen efter Vejle. Så på tabellen har Hvidovre et hul på tre point og en betydeligt bedre målscore end Sønderjyske, som ovenikøbet har spillet en kamp mere. Med fire kampe tilbage for Hvidovre begynder et gensyn med Superligaen virkelig at være tæt på.

Men sådan tænker cheftræneren selvfølgelig ikke.

”Hvis jeg sad udefra og så nogen, der spillede, som vi spiller, og førte med syv point, så ville jeg også sige, at det så ret sikkert ud, men man har bare set, at der sker nogle sindssyge ting i fodbold.”

”Men det går fint. Vi klager ikke. Havde du før sæsonstarten sagt til mig, at vi nu ville ligge med et forspring på syv point og fem kampe tilbage, så havde jeg ikke troet på det. Men vi ved også godt, at der er lang vej tilbage. Vi har ikke opnået en skid endnu, som vi også snakkede om efter kampen derovre. Men vi er halvvejs i slutspillet, det ser godt ud, og det er i vores egne hænder, så det kan vi jo ikke klage over.”

”Som jeg siger til drengene, så er det fantastisk, at vi har bragt os i den situation her, og det skal vi nyde, når vi spiller. Det er noget sjovere end at skulle kæmpe for at undgå nedrykning. Så tag det, nyd det og få så meget ud af det som muligt.”

”Tænk hvis vi kan få en kamp, hvor det ligger i vores egne hænder at rykke op. Det vil være en drømmescenarie for os, så jeg prøver at få alle til at tænke positivt på den måde. Jeg har prøvet både op- og nedrykning i min karriere, og jeg ved, at det hurtigt kan gå galt.”

”Men jeg synes faktisk, at vi er rigtig gode til at restarte hver gang, også hvis der er sket noget skidt enten i løbet af en kamp eller med et resultat. Drengene er gode til hele tiden at fokusere på noget nyt, den næste kamp. Og de er også gode til at snakke internt. Vi har jo heldigvis nogle rutinerede gutter, der har prøvet det før og kan hjælpe de unge lidt, og det har de været rigtig gode til.”

”Jeg var spændt på, hvordan de ville reagere mod SønderjyskE efter lidt modgang med et par uafgjorte kampe, men det klarede de flot. Vi spillede, som vi plejede, med den positive arrogance. Så vi må se, hvor det bærer hen. Lad os give det et skud.”

”Og hvis der er én ting, der er på det hold her, så er det en kæmpe arbejdsmoral. Det har der altid været på de hold, jeg har trænet, for det er noget, jeg virkelig prøver at få ind. Hvis alle knokler røven ud af bukserne, og man så har nogen, der kan lidt mere ud over det, så kommer man til at ligge, hvor vi ligger nu. Der er sgu ikke nogen af de gutter her, der slår op i banen,” siger Per Frandsen og tager en tår af den vand, han også har skullet arbejde for at tilvejebringe.

For der er lige kommet nye ølforsyninger til fredagens topkamp mod Vejle her på hjemmebanen i Hvidovre, men de blev bare sat ind på lageret uden tanke for vandflaskerne bagved, så Frandsen måtte kæmpe lidt for at skaffe noget at drikke til interviewet. Men det lykkedes også, som det meste har gjort for cheftræneren trods de vanskelige vilkår i Hvidovre.

Ruten til Hvidovre

Selv om der er 350 kilometer fra Hobro til Hvidovre, og der er stor forskel på fjordbyen mellem Aalborg og Randers og fodboldforstaden mellem København og Brøndby, så er der også ligheder. For i 2014 rykkede Hobro i Superligaen trods status som halvtidsproffer, og det var ikke kun heldige omstændigheder, der lå til grund for den sensationelle udvikling. Det handlede også om dygtige folk, der havde bygget noget stabilt op over tid, præcis som man har gjort det i Hvidovre, hvor det var sommeren 2017, der blev afgørende. Her kom Peter Lassen, der typisk for Hvidovre har en bred stillingsbetegnelse som sports- og salgschef, og Per Frandsen nemlig til klubben.

Per Frandsen var i sin aktive karriere kendt som en elegant offensivspiller, der scorede mål for specielt B 1903 og FC København, men også havde et tidligt og ganske langvarigt ophold i franske Lille, før han fandt sit fodboldliv som hårdtarbejdende midtbanemand i klubberne rundt om Manchester. Fra 1996 til 2004 spillede han i Bolton, Blackburn og Wigan med langt de fleste år i Bolton, hvor han blandt andet tilbragte fire sæsoner som Premier League-spiller.

Vel hjemme igen arbejdede han først lidt som agent, men i 2009 kastede han sig over trænerkarrieren med start i HB Køge som først assistent og siden cheftræner, mens han også tog træneruddannelserne hele vejen op til og med Pro Licens. Siden blev det til en sæson i Brøndby som U/19-træner og derefter halvandet år i AB, før han lidt tilfældigt endte i 2. divisionsklubben Hvidovre i sommeren 2017.

”Jeg blev fyret om vinteren i AB, efter jeg rykkede dem op fra 2. til 1. division, og jeg tror ikke, at Hvidovre havde mig i tankerne. Jeg tror, de havde fundet en anden træner, men så tabte de de sidste seks kampe i sæsonen, samtidig med at Lassen blev ansat herude, og så ringede de til mig. Jeg havde jo set dem spille og syntes, at der var noget potentiale i holdet med blandt andet de nuværende Superliga-spillere Louka Prip og Malte Kiilerich, og jeg var sikker på, at jeg godt kunne få gang i noget godt her.”

En Aabech og en Agger i Hvidovre

”Og så var vi så heldige, at Kim Aabech kom og gerne ville spille i Hvidovre, samtidig med at Nicolaj Agger ville hjem og arbejde. Så vi fløj gennem 2. division, for de to signings var altafgørende og var samtidig et par spillere, som vores unge drenge kunne se op til,” siger Per Frandsen, mens Tipsbladets udsendte spørger mere ind til den dengang 34-årige Aabech, der forlod det jyske efter Superliga-ophold i AGF og AC Horsens for at slutte karrieren i sin far Hans Aabechs gamle klub.

”Aabech var en vinder, men samtidig var han også virkelig hjælpsom over for de unge spillere, når det gik dårligt. Jeg kan huske, at vi lige havde rykket den unge Lirim Qamili op på førsteholdet, og så brændte han et straffe i en af sine første kampe. Vi førte godt nok 2-0, men det var jo vigtigt, for vi skulle rykke op, og jeg var tosset på ”Aabassen”, for det var ham, der skulle have sparket, men så gav han bolden til Lirim.”

”Så kom vi ind i omklædningsrummet i pausen, og jeg kan tydeligt huske, at han sagde til Lirim: ”Det der var aldrig sket for mig, jeg har aldrig brændt et straffespark, men bare tag det roligt. Om 10 minutter lægger jeg den ind til dig, og så scorer du, og så er det glemt.”

Og det gjorde han sgu. Det var helt vildt, men det var lige så meget den arm, han lagde om Lirim i pausen, som jeg kan huske.”

”Kim var bare god at have i omklædningsrummet. Det kan godt være, at der var alt muligt andet, men han var en god dreng. Og så havde han det der venstreben. Hvis der var plads til at tage trækket ind fra siden til skud, så vidste man bare, at der var mål ni ud af ti gange.”

”Og så stod han jo snorlige. Det var det, der overraskede mig mest, da vi fik pulsure på efter et år. Han løb jo over 10 kilometer i hver kamp. Det tror man ikke, men han var en af dem, der løb mest. Agger var også fantastisk. De to gav os et kæmpe løft,” siger Per Frandsen om den hurtige oprykning til den næstbedste række.

Her regnede de fleste så også med, at det ville stoppe. Ja, mange tænkte, at Hvidovre ville rykke ned igen med det samme, og de kæmpede også med det, som Frandsen siger, men i sidste ende klarede man frisag.

”I næstsidste runde møder vi Viborg herude. De lå til oprykning, og vi kæmpede for overlevelse. Vi lå fire point foran Helsingør, der havde en bedre målscore end os, og vi spillede godt mod Viborg, men vi var bagud 1-0 til allersidst, da Lassen råbte til mig: ”Den er hjemme, Frandsen.” Men det var den ikke. Nykøbing var godt nok kommet foran 3-1 mod Helsingør, men de scorede to gange i overtiden, og klarede 3-3, og så skulle vi til Fredericia i den sidste kamp, og det er altså en svær kamp.”

”Vi kom bagud 2-0 derovre, men får reduceret, men Helsingør førte altså 1-0 mod Lyngby, og så var vi ude igen efter et år i 1. division. Jeg havde sagt til Lassen, at han ikke skulle sige noget denne gang, men han kunne jo ikke lade være, så han råbte ”1-1 i Helsingør”, og præcis samtidig udlignede vi til 2-2. Det var helt sindssygt. Helsingør endte med at tabe 2-1 til Lyngby, men vi klarede selv ærterne ved at spille 2-2 i Fredericia, og derfra begyndte det så at blive bedre og bedre,” siger Per Frandsen.

Det har cheftræneren ret i. 10. pladsen i 18/19-sæsonen blev til en ottendeplads året efter, mens man vandt nedrykningsspillet i 20/21 og dermed blev nummer syv. Og sidste sæson sluttede man helt oppe på tredjepladsen, omend der var seks point op til oprykkerne fra Lyngby.

Sidste sommer sagde Kim Aabech så stop i Hvidovre i en alder af 39 år og efter 157 kampe, 44 mål og 28 assists for sin far Hans Aabechs gamle mesterklub, men spilletiden var blevet mindre som tiden gik, så tabet var ikke så stort på banen, mens nye, gamle spillere kom til og overtog rollen som de erfarne stemmer de unge talenter kunne lytte til og læne sig op ad.

I sommeren 2021 kom midtbanekæmpen Martin Spelmann til med sine 292 kampe fra Superligaen, mens Italiens-fareren Matti Lund Nielsen også vendte hjem til Danmark og trak Hvidovre-trøjen over hovedet.

Og i den seneste sommer var det nok farvel til Kim Aabach, men også goddag til en anden gammel Hvidovre-dreng i form af Lyngbys 30-årige Christian ”Greko” Jakobsen, mens man i januar også sagde velkommen hjem til nu 24-årige Lirim Qamili efter to-et-halvt år i Horsens. Og så er der jo også midtbanemanden Andreas Pyndt, der har haft en stor sæson som lejesvend fra Brøndby.

Flest mål af alle med unge talenter

Så der er gode navne på holdet, men derfra og så til at være så tæt på Superligaen igen, er der også et stykke, når man tænker på rammerne og økonomien, der ligger i den lave ende af rækken. Så på den måde er der lidt humlebi over oprykningskandidaterne fra Hvidovre.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg aldrig selv i min vildeste fantasi troet på, at det kunne lade sig gøre, da jeg skrev under for seks år siden. At vi to år i træk skulle spille med om at komme op i Superligaen,” siger Per Frandsen.

”Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men vi har været heldige og dygtige og fået nogen rutinerede spillere ind. Nogen, der har prøvet det før og stadig har sulten og energien. Der elsker at gå på arbejde og så komme herud og gøre noget ved det. Og så har vi jo udviklet nogle unge spillere, der virkelig har et drive og nogle kvaliteter.”

”Sidste år spillede vi en rigtig god gang fodbold og var tæt på med en tredjeplads, og jeg tænkte, at det ville blive svært at slå. Men vores unge drenge er blevet endnu bedre, og så fik vi Pyndt og ”Greko” ind, der begge røg direkte på holdet. Så vores offensive spil er blevet meget bedre – vi har jo fanme lavet flest mål af alle i divisionerne.”

”Det er den måde, vi godt kan lide at spille fodbold på. Vi vil gerne have bolden, og vi laver mange mål, og det har vi udviklet i denne sæson,” siger Per Frandsen, der også får målene mange steder fra.

Den rutinerede topscorer Tobias Thomsen har foreløbig kun lavet syv mål i sæsonen, men har også stået for syv oplæg ligesom den unge Marcus Lindberg, der er topscorer med ni mål, mens ”Greko” og Frederik Carlsen har lavet otte og lejesvenden Andreas Pyndt har budt ind med fire scoringer og hele ni assists.

”Ja, vi har nogle individualister, der kan noget. Unge spillere som Marcus Lindberg og Fredrik Carlsen har virkelig været gode i år og har udviklet sig meget. Og det er nogen, vi selv har hevet op, efter de er blevet siet fra i større klubber tidligere i ungdomstiden. Marcus kom fra Lyngby og kom bare ud og begyndte at træne med U/23-holdet, og så så vi ham der og tænkte ”hold da kæft”, og så hev vi ham op. Og Carlsen blev siet fra i B93 i tidernes morgen og har spillet U/19 her.”

Med en placering mellem FC København og Brøndby kunne man godt tro, at det var Hvidovres politik at scoute frafaldne talenter, men det er det ikke på den måde.

”Nej, vi har ikke noget organiseret scouting. Men mig og Lassen bruger da vores netværk. Vi ser kampe, og jeg snakker med Neestrup og CV i Brøndby, så vi ved godt, hvad der foregår på deres hold. Det er det, vi prøver at kigge på. Jeg kendte for eksempel Pyndt, helt tilbage fra jeg var U/19-træner i Brøndby, og han spillede U/15, så det var en, jeg vidste, ville kunne komme ind og forbedre os,” siger Per Frandsen om midtbanemanden, der har kontraktudløb i Brøndby til sommer og har brugt sæsonen i Hvidovre til at vise evnerne til måske at kunne skifte til en anden Superligaklub – eller blive i Hvidovre, hvis de rykker op.

”Det er jo det, vi håber på, men hvis vi ikke ryger op, så bliver han ikke hos os, og det kan jeg også godt forstå. I min verden er han Superliga-spiller, og dem har vi nogle stykker af. Fredrik Carlsen er klart Superliga-potentiale, og det samme gælder Marcus Lindberg og vores venstre back Marc Nielsen. Der er nogle unge drenge, der kan komme videre, og det kan jeg godt forstå,” siger Per Frandsen, der onsdag i denne uge kunne se Silkeborg IF købe netop Fredrik Carlsen.

”Men hvis vi kommer i Superligaen, kan det vise sig at være bedre for dem at blive her og spille fast frem for at skifte til en klub, hvor de måske ikke spiller hver gang. Men ellers skal de videre til et professionelt setup, hvis de skal videreudvikle sig, for det er noget andet end her, hvor de arbejder, og hvor vi træner klokken fire,” siger Per Frandsen på en mandag, hvor der har været rygter om Fredrik Carlsen til Silkeborg – en handel, der altså blev effektueret onsdag.

Så den 21-årige offensive midtbanespiller tager fuldtidsmodellen på forhånd uden at vide, hvordan det kommer til at gå med Hvidovre i toppen af 1. division.

De dårlige baner

For sådan er vilkårene for humlebien i den næstbedste række. I Hvidovre er man fyraftensproffer med træning klokken 16 og en enkelt fridag eller to om ugen, som spillerne gerne vil have på hverdage, så de kan nå i mål med arbejdsopgaverne uden for fodbolden. Men det er ikke det eneste problem.

”Der er jo så mange andre hold herude, så om vinteren har vi for eksempel kun en halv bane at træne på om mandagen. I dag starter vi klokken 16, men klokken 17 kommer der altså en masse andre hold, der også skal være plads til, så det bliver noget presset, og det skal man lige vende sig til. På de parametre er vi langt efter.”

”Det giver jo noget sammenhold, og det kan selvfølgelig noget, men det er ikke optimalt, hvis man vil op på det højeste niveau,” fortæller cheftræneren, der også døjer med dårlige træningsbaner, men alligevel fastholder det hurtige positionsspil.

”Men det ville da være fantastisk, hvis vi havde nogle gode baner, når vi nu gerne vil spille sådan. Så er det jo ikke optimalt, at vi skal bruge et ekstra touch hele tiden, fordi bolden hopper og danser,” siger Frandsen.

På den anden side forbereder det spillerne til kampdag, for hjemmebanen i Hvidovre er skidt kørende og noget, der bliver talt meget om. Førsteholdet deler den blandt andet med atletikudøverne, der både kaster med spyd og diskos, og da den er kommunalt ejet, har man ikke en greenkeeper til at gå og passe og pleje den. Den bliver tromlet før kamp, men alle de græstørv, der er røget op fra den seneste kamp og atletikfolkenes kast, er ikke blevet lagt på plads undervejs, så det er en bumlet omgang for både hjemmehold og gæster.

Så hvis det ender med oprykning, er der ingen tvivl om, at salgs- og sportschef Peter Lassens to-do-liste bliver mere end lang, når han nu også fungerer som tovholder og blæksprutte for mangt og meget uden for den allerede brede stillingsbeskrivelse.

”Han har jo allerede travlt ad helvede til, og han knokler. Men hvis der er en, der kommer til at elske det, så er det Lassen, og jeg tror også, at det vil være godt for Superligaen at få Lassen op. Det vil være en win-win for begge parter,” siger Per Frandsen med et grin.

Ellers holder han sig fra alt det praktiske omkring en eventuel oprykning. Hans egen kontrakt, der udløber til sommer, er således heller ikke blevet forlænget endnu, men sådan er det. Man har altid arbejdet med etårige kontrakter, og det er fint nok. Hans fokus er Vejle på fredag, og målet er en sejr, for det er det altid, når han sender et hold i kamp.

Frandsens frie rammer

Men når man nu tænker på de otte år i England med dertilhørende indtjening og huset oppe nordpå, kan man da godt undre sig over, at han bliver ved med at stille op som cheftræner under de vilkår, når han jo bare kunne læne sig tilbage og kigge ud over Øresund.

”Det er der mange, der har spurgt om, men jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og al den snak om miljøet og rammerne tager jeg stille og roligt. Jeg kommer jo selv fra Nørrebro og har kæmpet mig op igennem det hele.”

”Selvfølgelig generer det mig, at vi kun har en halv bane at træne på, men det vænner man sig til. Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg godt kunne tænke mig at træne på øverste hylde og være en del af et professionelt setup. Jeg synes jo, det er sjovt, ellers gjorde jeg det ikke. Og jeg synes også, at jeg er god til det. Jeg har en meget klar filosofi om, hvordan jeg vil gøre tingene, og det er lykkedes lige her og nu,” siger Per Frandsen, der trods 14 års trænererfaring aldrig har været i spil til større jobs med en enkelt undtagelse i Belgien.

”Jeg er måske lidt atypisk på den måde, at jeg nok ikke er den mest veltalende, men jeg er klar i mit budskab. Når jeg ser mange andre, er de jo meget dygtige til at snakke og alt det der, men jeg har også set, at hvis der sker noget, så går de helt i chok, mens jeg er meget stille og rolig.”

”Jeg ved præcis, hvad jeg vil. Jeg ved præcis, hvad jeg kræver af drengene, og jeg tror også, at de nyder det. Da jeg selv var spiller, elskede jeg at have frie rammer, og det har jeg overført til mit trænerliv. Vi har vores aftaler om genpres og forsvar, selvfølgelig har vi det, men jeg laver så få rammer som muligt, for jeg elsker at se spillerne udfolde sig inden for de rammer. Det er den måde, som jeg synes, at vi får det bedste ud af spillerne på.”

”Jeg laver ikke taktisk 11-mod-11-træning og går rundt og peger på positioner og detaljer. Selvfølgelig gør vi det en gang imellem, men jeg kan huske, fra jeg selv spillede, at jeg syntes, at det var noget af det mest kedelige, der fandtes. Og når man kommer op på et vist niveau, kan spillerne også selv tænke. Så alt det taktiske i mit spil, får vi frem i små træningsspil, som vi bruger i kampene.”

”Sådan har min filosofi altid været, og der er jeg måske lidt anderledes. Jeg ved ikke, om man kan gøre det på et højere niveau, men jeg synes selv, at jeg er god til at få det bedste ud af spillerne, og de knokler rundt for mig. Det er jo det, det handler om,” siger den 53-årige Per Frandsen uden at have noget bud på, hvorfor der aldrig har været interesse for hans gerning fra højere placerede klubber.

”Måske er det, fordi jeg ikke er så god til at sælge mig selv i pressen. Det var jeg heller ikke som spiller. Men hvis jeg sad som sportslig ansvarlig i en klub, og der var en, der fik de her ting ud af et hold, så ville jeg da kalde ham til samtale for lige at høre hvordan og hvorledes.”

”Det gjorde Union Saint-Gilloise jo nede fra Belgien dengang i sommeren 2019, hvor vi lige havde reddet os. Jeg var på ferie i Rom med familien, da telefonen ringede, og først troede jeg, at det var nogen af drengene, der tog pis på mig. Men den var god nok. De lå også i den næstbedste række og havde brug for en ny træner, så jeg fløj til Bruxelles og havde en snak med dem.”

”Jeg var jo interesseret i, hvordan fanden de havde fanget mig, men det var ud fra statistikker. Spillestil, alt sådan noget. Der var jeg poppet op. Klubben har jo samme ejer som Brighton, der også er meget på alt det statistiske, og så sad jeg pludselig der med tre fra klubben. Men det endte så med, at Thomas Christiansen fik jobbet.”

”Men de undrede sig også over, at jeg ikke var i spil til andre job, men jeg havde ikke noget svar til dem. De eneste, jeg ellers har været til samtale med, var Lyngby i tidernes morgen og så Fremad Amager, og det synes jeg da er mærkeligt. Jeg skal ikke klappe mig selv på skulderen, men jeg ville da kalde mig ind for at høre, hvordan det kan lade sig gøre, hvad jeg er for en type, hvordan jeg gør det. Men det er altså ikke sket,” siger Per Frandsen.

Inspirationen fra Big Sam

Men så må han jo gøre det selv, og Superligaen er mere end tæt på. Og hvis det lykkes, bliver det et gensyn med en række, han sidst var en aktiv del af den 23. maj 1996 i en kamp mellem FCK og Brøndby, der endte med en 4-0 sejr til gæsterne.

”Ja, jeg blev smidt ud efter et kvarter. Jeg kan tydeligt huske det. Der var fuldt hus, og Allan Nielsen laver et frispark på mig, og så rejser jeg mig hurtigt op, du ved, og så falder Allan, og så tror Milton åbenbart, at jeg har slået ham. Men jeg gjorde absolut ingenting.”

”Så jeg får rødt kort, og Allan får gult, og så gik jeg ind i omklædningsrummet, men der gik ikke mere end et par minutter, så stak Allan lige hovedet ind for at høre, hvad fanden der foregik. Vi havde jo spillet sammen før i tiden, og Milton gav ham altså et gult kort mere lige efter. Måske fandt han ud af, at han havde lavet en fejl, så kampen endte med at være 10-mod-10 det meste af tiden. Det var min sidste kamp i Superligaen, og jeg kan huske, at Bolton var oppe for at se mig, men jeg spillede altså ikke ret lang tid,” siger Per Frandsen.

Sam Allardyce er igen i søgelyset, efter han er blevet hentet til Leeds i et forsøg på at undgå nedrykning fra Premier League.

Men han spillede nok til at blive solgt til den engelske klub sammen med Michael Johansen, og her toppede hans fodboldkarriere, mens han også hentede inspiration til den videre trænergerning.

”Jeg havde først Colin Todd, og han inspirerede mig med det offensive spil, og så fik vi så Big Sam [Allardyce], der var en kæmpe modsætning, men imponerede mig med alt hans mentale arbejde. Alle de små ting han brugte for at rykke en lille klub som vores. Alle sagde, han var gammeldags, men han var meget længere fremme end mange andre med sports science og alle mulige ting,” siger Per Frandsen om den tidligere træner, der onsdag blev hentet ind som manager for Leeds United i de sidste fire runder af Premier League.

”Spillestilsmæssigt er vi langt fra hinanden, men alligevel har jeg taget nogle defensive ting med fra ham, for der var han dygtig. Og også det høje pres. Alle hold var jo dengang vant til at stille sig ned mod Manchester United og så håbe på en omstilling eller et hjørnespark, men når vi mødte dem på Reebok, var det bare op og presse, og det var de jo slet ikke vant til. Nogle gange fik de et chok, så man kunne vinde nogle kampe, og det gjorde vi.”

”Vi spillede med et virkelig højt pres, og det var første gang, at jeg oplevede det, og det elskede jeg, så det har jeg også taget med,” siger Per Frandsen om et par inspirationskilder fra fortiden.

Ellers har han ikke det store trænernetværk omkring sig. Han er begyndt at tage ud på Jens Jessens Vej og få en snak om løst og fast med Jacob Neestrup, og den tidligere Hvidovre-spiller Mohamed Daramy har også snakket om at møde op til FCK-træning i Hvidovre-trøje, hvis de rykker op. Og så er der selvfølgelig den gamle Bolton-kammerat Claus Jensen nede i Nykøbing FC, men de snakker lige så meget sammen som gamle venner.

Gamle Kæmper i Hvidovre og Bolton

Så netværket er i Hvidovre, og han håber virkelig at kunne få Superligaen tilbage på Sollentuna Allé efter mange års fravær. Faktisk har man kun spillet en enkelt sæson i Superligaen tilbage i 1996/97 med Jan Kalborg som cheftræner, men fortiden er stor med tre danske mesterskaber og blandt andet en Europa Cup-kamp for mesterhold mod Juventus i Idrætsparken, som den dengang 12-årige Per Frandsen måtte ind at se, selv om han jo egentlig holdt med KB.

Men det er ikke den historiske storhed, Per Frandsen tænker på i forbindelse med en oprykning.

”Nej, jeg tænker mest på de mennesker, der er herude. Vi er ikke verdens største klub, men der er så mange frivillige, og der er så mange, der knokler. Og der er HIF's Gamle Kæmper [en forening af gamle spillere, der står for driften af klubhuset og også hvert år står for nogle store markedsdage, hvor indtægterne går til klubben], der altid bakker op. De kan godt gå og mukke lidt, men de er der altid. Altid.”

”Jeg kunne godt tænke mig, at de skulle se Superligaen herude igen, for de har jo været med til det hele. De kan huske de mesterskaber, jeg ikke kan, så det ville være godt at kunne spille noget Superliga for dem på stadion her i Hvidovre. Det ville gøre mig glad,” siger Per Frandsen.

Det ville også opfylde en stor ambition og sætte kronen på værket for cheftræneren efter 14 års hårdt arbejde i de lavere rækker. Og måske kunne det også åbne en dør videre ud i verden.

”Hvis der er noget, jeg altid har haft i maven, så er det, at det kunne være fantastisk at blive manager i Bolton. Det må jeg indrømme. At komme tilbage dertil.”

”Vores gamle hold var samlet derovre i oktober for at fejre 25 års-jubilæet for oprykningen til Premier League, men jeg kunne ikke komme, for vi skulle spille kamp. Men jeg snakker stadig med alle de gamle drenge, og min familie og jeg er også kommet meget derovre. Før corona fejrede vi altid nytår i Bolton. Det er vores andet hjem, og vi elsker at komme der.”

”Og jeg er glad for, at det går godt for klubben igen. De er klar til playoff i League One, og det ville være fantastisk, hvis de kunne rykke op i Championship igen. De var jo tæt på at ryge samme vej som Bury, men blev reddet i absolut sidste sekund, og nu er tilskuerne vendt tilbage, og de spiller en god gang fodbold,” siger Per Frandsen uden at være enig i betragtningen om, at det måske ville være lettere for ham at blive manager i en League One- end en Championship-klub.

”Nej, det ved jeg sgu ikke rigtig. Måske. Det ved man aldrig. Da vi røg op i Premier League for 25 år siden, kan jeg huske, at man tænkte, om man nu også kunne, men da man så først var der, var der jo ikke den store forskel.”

”Selvfølgelig er presset kæmpestort, men det er også det, der er forskellen her. Det er lidt nemmere at gøre det i Hvidovre, end det er for Jesper Sørensen at tabe to kampe i Brøndby og skulle forholde sig til alting. Man kan slet ikke sammenligne de to ting.”

”Og hvis vi ryger op næste år, vil alle regne med, at vi får røvfuld hver gang, så det er lidt nemmere at være træner her end at være det for dem, der skal vinde hver gang. Men jeg håber selvfølgelig, at det lykkes, for det vil være en sindssyg fed udfordring at komme op i Superligaen. Og jeg tror, at vi ville overraske mange, men nu må vi se,” siger Per Frandsen, før han går ud for at starte dagens træning.

For klokken nærmer sig 16.00 på en mandag i Hvidovre, og fyraftensprofferne står klar lige om lidt.