Inkluderer man tre kampe fra Inter-Cities Fairs Cup i 1966, har Chelsea og FC Barcelona mødt hinanden 15 gange, og det er blevet til fem Chelsea-sejre, fem Barcelona-sejre og fem uafgjorte.
I Champions League-æraen har de to klubber seks gange trukket hinanden, og i fem af tilfældene har det været i knockoutfasen med adskillige mindeværdige kampe og øjeblikke til følge.
Og målscoren i de 12 Champions League-kampe?
18-18.
Tirsdag 20.45 har Chelsea og FC Barcelona begge muligheden for at bringe sig foran i det indbyrdes regnskab og et skridt nærmere kvartfinalerne.
Få her et tilbageblik på de fem møder i CL-knockout-fasen:
Den dødelige duo
1999-2000 - kvartfinale
Chelsea-Barcelona 3-1
Barcelona-Chelsea 3-1 (5-1 e.f.s.)
I slutningen af 1999 vandt Rivaldo Ballon d’Or. Året efter løftede Luis Figo den gyldne bold. Og i foråret 2000 sørgede de to så i fællesskab for, at FC Barcelona slog Chelsea ud af Champions Leagues kvartfinaler.
Det så ud til at være slut allerede efter de første 45 minutter i London. Fra det 30. til det 38. minut scorede Chelsea tre gange og bragte sig foran 3-0 på et frisparksmål af Gianfranco Zola og to scoringer af Tore André Flo. Men efter godt en times spil fik Barcelona den nødvendige reducering. Fra venstresiden slog Rivaldo en flad bold ind foran mål, hvor Luis Figo skubbede den over stregen, og anførerens store jubel over en 1-3-reducering viste, hvad målet betød.
For den kamp gjorde returen væsentligt nemmere. Da spillerne løb på banen, viste en stor mosaik på den ene langside, hvad Barcelona var på jagt efter. ”2-0” stod der med enorme tal, og de to største stjerner sørgede for netop den føring. Først scorede Rivaldo på et afrettet frispark, og da Luis Figo sparkede Patrick Kluiverts stolperetur i mål, var tilskuernes opfordring fulgt.
Men så dummede Ruud Hesp sig. Barcelona-keeperen spillede bolden lige ud i fødderne på Flo, der tog et træk forbi Carles Puyol og sparkede bolden i mål. Nu var det igen Chelsea, der var foran sammenlagt, indtil Pep Guardiola syv minutter før tid sparkede et frispark ind foran mål, hvor Dani gjorde det helt lige.
Rivaldo havde chancen for at afgøre det i ordinær spilletid, men han sparkede et straffespark ved siden af mål. Det var nu ikke noget, der slog en selvsikker brasilianer ud af kurs. Inden de 90 minutter rendte ud, afviste han et Chelsea-hjørnespark og jonglerede lidt i eget felt, og da Luis Figo i den forlængede spilletid blev fældet på en friløber, sparkede Rivaldo igen straffesparket.
Han valgte samme side, denne gang inden for stolpen. Kort efter lukkede Patrick Kluivert til en 5-1-sejr, der skjulte, hvor tæt Chelsea havde været på den samlede sejr. Med fire ud af i alt seks mål over 210 minutter sørgede Rivaldo og Luis Figo for, at det ikke skete.
Sidelinjen som centrum
2004-2005 – 1/8-finale
Barcelona-Chelsea 2-1
Chelsea-Barcelona 4-2
Det var kampene, hvor den totalt ukendte argentiner Maxi López med et mål og en assist sikrede Barcelonas sejr på Camp Nou og fejrede det med en kyllingedans.
Det var kampene, hvor svenske Anders Frisk udviste Didier Drogba og efterfølgende måtte stoppe sin dommerkarriere på grund af dødstrusler.
Det var kampene, hvor Ronaldinho scorede et af årtiets bedste mål, da han på kanten af feltet hypnotiserede Chelsea-forsvaret og med en stivtå sparkede bolden forbi Petr Cech.
Der var underholdning, der var drama, og der var 9 mål over 180 minutter, men alligevel var hovedpersonen ikke en af spillerne. Det var ham, der stod på sidelinjen i en dyr jakke og med sit enorme kropssprog tiltrak sig opmærksomhed fra både tilskuere og tv-kameraer.
”Jeg må forsvare, hvad der er mit, og lige nu er Champions League min.”
Sådan sagde Chelsea-træner José Mourinho inden de to kampe. Sæsonen før havde han med FC Porto vundet turneringen, og nu forsøgte ”The Special One” at gøre det samme med sin nye klub. Det startede dårligt med nederlaget i Barcelona og Mourinhos antydninger af en konspiration mellem Frisk og Frank Rijkaard, men i returkampen fik han altså både ram på hollænderen og hans landsmand Johan Cruyff. Inden kampen havde legenden brokket sig over Mourinhos defensive fodbold, men 4-2-kampen i London var en af årets mest underholdende.
”Jeg nød det mere end andre kampe, der ellers har været vigtigere for mig. Jeg har været i europæiske finaler, men jeg løb aldrig, som jeg gjorde i aften. For denne kamp ændrede sig hvert femte minut og var ikke afgjort før sidste fløjt. Og så smager sejren også bedre, når folk ikke troede på, at vi kunne gøre det,” sagde portugiseren.
Efterfølgende fik han to kampes karantæne for kommentarerne om Anders Frisk, men spekulationerne gik på, at han i kvartfinalen mod Bayern München blev smuglet ind i omklædningsrummet i en vasketøjskurv, og at den fysiske træner Rui Farias sorte hue skjulte en høretelefon, som Mourinho gav instrukser i.
Og så blev Chelsea-manageren også hovedperson i den kamp, selv om han end ikke var på sidelinjen.
Barcelonas fornemmelse for teater
2005-2006 – 1/8-finale
Chelsea-Barcelona 1-2
Barcelona-Chelsea 1-1
José Mourinho var vred. Ligesom året før havde Chelsea taget imod Barcelona i ottendelsfinalerne, og ligesom året før var dommeren kommet i centrum. På Stamford Bridge vandt gæsterne 2-1 i første kamp, men samtalen bagefter blev domineret af det røde kort, Asier del Horno havde fået efter 37 minutter.
18-årige Lionel Messi havde driblet sig ud af en hård nærkamp med Arjen Robben, da Del Horno kom buldrende til og sparkede over bolden og ramte Messi. Terje Hauge udviste baskeren, hvilket gav en masse debat, for Del Horno kom unægtelig med voldsom kraft, men Messi hoppede, så det egentlig mere var et sammenstød end en stempling. Og Mourinho vidste godt, hvad han mente.
”Hvis jeg siger noget, kan jeg få karantæne. Jeg ved, hvad jeg så, men jeg vil ikke have problemer med UEFA. Spørg hellere Rijkaard, hvad han synes om Barcelona-spillernes reaktion.”
”Knægten har gået i den bedste skole. Barcelona er en meget kulturel by. Man kender alt til teater i Barcelona,” sagde den tidligere Barcelona-assistent og nuværende Chelsea-træner om udvisningen, der betød, at Barcelona efter Thiago Mottas 1-0-selvmål kunne arbejde sig tilbage og udligne – på endnu et selvmål, denne gang af John Terry – og score til 2-1 via Samuel Eto’os pande. Messi fik et internationalt gennembrud i kampen, hvor han ikke kun påkaldte sig Mourinhos vrede, men også driblede rundt med englænderne, kreerede chancer til holdkammeraterne og havde et spark på trekantsammenføjningen. Og hans træner, Frank Rijkaard, forsvarede ham.
”Messi snyder ikke. Han er en spiller, der bliver ramt meget. Men jeg er en person, der kan se tingene på mange måder, og jeg også se tingene fra Mourinhos side. Det er bare ikke mit problem. Jeg fokuserer på mit eget arbejde,” sagde hollænderen, og det arbejde havde han gjort godt.
”Hvem kan stoppe FC Barcelona, når Chelsea ikke kunne?” spurgte Tipsbladet på forsiden efter kampen, og det svarede catalonierne selv på ved at gå ubesejret gennem resten af turneringen og løfte pokalen i Paris i maj.
Da Michael Essien blev glemt
2008-2009 – semifinale
Barcelona-Chelsea 0-0
Chelsea-Barcelona 1-1
Stakkels Michael Essien.
Den 6. maj 2009 scorede han et helt utroligt mål i Champions League-semifinalen mod FC Barcelona. Et indlæg fra Frank Lampard blev blokeret ud af feltet, men den ghanesiske midtbaneslider reagerede hurtigt, og med venstrebenet helflugtede han bolden i mål via overliggeren. Der var endnu ikke spillet ni minutter. Men Essiens superscoring endte som en fodnote.
For det første på grund af dommeren. Sig navnet Tom Henning Øvrebø til en Chelsea-fan, og han eller hun vil automatisk få dybe panderynker med tanke på nordmanden, der vinkede afværgende alle fire gange, englænderne ville have et straffespark. Og for det andet på grund af Andrés Iniesta.
Da Lionel Messi efter 92 minutters spil fik bolden på kanten af feltet, havde Barcelona endnu ikke haft et skud inden for rammen, og Eric Abidal var blevet udvist. Iniesta tog et par skridt baglæns for at skabe plads til sig selv, og da han fik en flad aflevering fra argentineren, satte han en yderside på. Bolden strøg op i hjørnet. Målet var hverken flottere eller sværere at udføre end Essiens, men det gjorde ghaneserens indsats overflødig. Barcelona gik videre på reglen om udebanemål.
”Alt var tabt. Det virkede umuligt at score så sent, når vi ikke havde formået at få ét skud inden for rammen hele aftenen. Så meget var sket i den kamp. Essien scorede for eksempel et fantastisk mål uden for feltet med sin dårlige fod. Vi var kun 10 mand. Alt virkede til at gå imod os. Jeg løb fremad, for hvad skulle jeg ellers gøre? At kaste alt frem var den sidste mulighed, vi havde. Jeg stødte frem til kanten af feltet, men uden forventninger,” fortæller Iniesta i bogen ”Kunstneren. Jeg er Iniesta”.
Det ironiske er, at Barcelona kun fik bolden takket være Michael Essien. Samuel Eto’o kunne ikke tæmme et indlæg fra Dani Alves, så bolden løb hen til ghaneseren. Men denne gang svigtede venstrebenet.
Essien fejlede totalt sin clearing, så bolden kun trillede tre meter hen til Messi. Messi kiggede op og så Iniesta træde to skridt tilbage, klar til at modtage bolden.
Messis dyreste afbrænder
2011-2012 - semifinale
Chelsea-Barcelona 1-0
Barcelona-Chelsea 2-2
Verdens bedste fodboldspiller er en, i bedste fald, middelmådig straffesparksskytte. Gennem karrieren er mere end 20 procent af hans forsøgt endt uden mål, og særligt to gange har den svigtende teknik været kostbar. I Copa América-finalen i 2016. Og mod Chelsea i Champions League-semifinalen i 2012.
I London havde Chelsea vundet 1-0, men det behøvede ikke være et problem for de forsvarende vindere. På hjemmebane burde Barcelona kunne slå et ustabilt Chelsea-hold, der den sæson kun blev nummer seks i Premier League.
Returkampen forløb da også, som hjemmeholdet gerne ville have det. Pep Guardiolas hold skabte masser af chancer og kom foran 1-0, da Sergio Busquets sparkede Isaac Cuencas flade indlæg i mål. John Terry blev udvist for at banke et knæ i ryggen på Alexis Sánchez, og Andrés Iniesta øgede til 2-0. Men lige før pausen reducerede Ramires ud af ingenting med et flot lob, og pludselig var gæsterne videre via flest udebanemål.
Barcelona havde skabt masser af chancer og en 3-1-scoring ville have lukket affæren mod et Chelsea-hold, som kæmpede med at komme frem ad banen. Få minutter efter pausen fik hjemmeholdet et straffespark, da Didier Drogba fældede Cesc Fabregas.
Messi skulle selvfølgelig sparke. Indtil da havde han aldrig scoret mod Chelsea, og det skete heller ikke denne gang. Forsøget ramte overliggeren.
Barcelona vedblev at have bolden, og Messi ramte senere stolpen, mens et Sánchez-mål korrekt blev annulleret for offside. Men mestrene blev mere og mere desperate, og til sidst fik Fernando Torres en friløber over en halv bane og udlignede til 2-2. Efter kampen græd Messi i omklædningsrummet.
”Det var måske den kamp, hvor jeg har set ham mest såret og ked af det. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi han brændte straffesparket, og måske fordi han ikke skulle spille finalen. Det hele har nok en betydning, tænker jeg,” siger den daværende holdkammerat Pedro i Guillem Balagues bog ”Messi”.
Didier Drogba og co. vandt finalen over Bayern München.
Og Messi har stadig aldrig scoret mod Chelsea.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
