(Artiklen er blevet bragt første gang på CLBOLD.DK den 1. juni 2019).

På fredag drager Luna Christofi til Madrid for at dække lørdagens Champions League-finale mellem Tottenham og Liverpool – og det bliver den 20. gang, at den erfarne TV3-reporter skal dække verdens største klubkamp.

– Det er ikke dem allesammen, der har været fantastiske, men den første var legendarisk. Det var i 1999 på Camp Nou, mellem Manchester United og Bayern München. Og det var ikke engang på grund af fodboldkampen, for den var jo faktisk ikke noget særligt, indtil slutminutterne. Men jeg havde en fantastisk oplevelse inden kampen, der fik tårerne til at trille ned af mine kinder, fortæller Luna Christofi.

– Arrangørerne havde fået en idé om, at operasangeren Montserrat Caballé før kampen skulle synge sangen 'Barcelona', som hun nogle år forinden havde indspillet med den nu afdøde Queen-forsanger Freddie Mercury. Det var sommer og solskin, så vi tog tidligt ud til stadion og vi så hende blive trillet ind på Camp Nous græstæppe bag på en golfbil. Der var en videooptagelse af Freddie Mercury på storskærm… det var så emotionelt. Selvom der var tusindvis af fodboldfans, så blev der helt stille. Det var så smuk en optakt. Det var noget, jeg aldrig havde oplevet, og det satte det hele i relief. Det gav en fornemmelse af, at her ville der komme til at ske noget specielt.

– Jeg sad med Svend Gehrs og den norske kommentator på stadion. Og jeg har ikke ord til at beskrive, hvor meget den norske kommentator gik amok, da Solskjær scorede. Så det blev en meget speciel aften. Også fordi Schmeichel løftede trofæet. Det er trods ikke alt ikke så tit, at det sker for danske spillere.

Casillas opløst i tårer
Et af de finale-interviews, som Luna Christofi husker bedst, fandt sted efter finalen i Paris i 2000.

– Det var Real Madrid mod Valencia, og Real Madrid var bare overlegne. Jeg kan huske, at jeg sad sammen med Preben Elkjær på stadion. Da Real Madrid-spillerne kom ind på stadion nogle timer før kampen, sagde han: 'Prøv at se på dem, Luna.' Jeg sagde: 'Hvad mener du, Preben?' Så sagde han: 'Prøv at se på deres udtryk. De vinder,' sagde Preben bare. Real Madrid-spillerne stod i Armani-jakkesæt, fyldte af selvtillid, mens Valencia-spillerne gik rundt i joggingtøj og kiggede ned i jorden. Real Madrid-spillerne ankom som sejrsherrer. Og Valencia kom aldrig ind i kampen. Det var spil til ét mål. Og efter kampen lavede jeg et helt specielt interview med Iker Casillas, der var 18 år gammel dengang.

– Det var hans første finale, og efter kampen… han kunne slet ikke fatte det. Den her dreng lå bare og hulkede og slog en knytnæve i græstæppet. Så efter slutfløjtet fik jeg bare den her dreng med tårer i øjnene, som jeg skulle interviewe. Det var meget bevægende. Der er tale om en spiller, der sidenhen har vundet alt. Det øjeblik tænker jeg tit tilbage på. Mit moderinstinkt satte lidt ind. Jeg havde lyst til at kramme ham. Det var et stort interview-øjeblik. Nogle gange kan jeg godt savne den her ægte glæde fra de store stjerner. Der er er nogle af dem, der simpelthen har vundet for meget.

En vild finale i Lissabon
En Champions League-kamp er i sig selv lidt af et tilløbsstykke, men finalerne har med tiden udviklet sig til nogle gigantiske cirkusser, lyder det fra Christofi.

– En Champions League-finale sætter virkelig en by på en anden ende. Der var nogle venner, der kontaktede mig for nylig, fordi prisen for en overnatning i Madrid i finale-weekenden ligger på 2000 euro (15.000 kroner, red.). Selv når finalen er i en by som Madrid, så udvikler det sig altså vanvittigt. Folk kommer tidligere og tidligere. Det har udviklet sig siden 1999. Der er kommet mange flere VIP-fans. Man skal også have mange penge for at få råd til en billet nu. En VIP-billet koster 4000 euro (30.000 kroner). Det siger noget om, at klientellet har ændret sig alt for meget.

– Men jo mere attraktiv finalebyen er, jo tidligere ankommer folk. I Lissabon i 2014 kunne Real- og Atlético-fansene køre derover i bil. Det var en sand karavane, med tusinder og tusinder af biler. Der var tusindvis, der ikke havde billet, men bare deltog i folkefesten. Det er en dejlig by, så der var ingen grund til at blive hjemme. Der var spaniere alle vegne. Jo mere attraktiv en finaleby er, jo tidligere tager finalen antrit. Det er en fest, der fylder meget. Men der er jo sket meget i verden siden 1999, og det har også forplantet sig til Champions League-finaler. Det er meget mere tilrettelagt nu. Det er et event, lige så meget som det er en fodboldkamp. Nu er der organiserede fanzoner for de to holds fans. Dengang var der bare tyskere og englændere blandet på Ramblaen. Det er meget mere tjekket og opdelt nu.

– Men jeg vil sige, at finalen i 2014 har været en af de bedste finaler i de sidste ti år. Den var vild. Der var mange neutrale, der var sådan: 'Ahh, er det ikke Atléticos tur til at vinde nu?' Der var spørgsmålet om, hvorvidt Diego Costa ville blive klar. Det blev han – og så alligevel ikke (Costa blev udskiftet efter ni minutter, red.). Der var mange rutinerede Atlético-fans, der havde set den komme, og sagde 'nej, Simeone, det er en fejl at starte med Costa.' Og den måde, de tabte på, det var virkelig dramatisk. Det var en voldsom aften for begge hold. Det var dér, at Real Madrid igen kom ind på Champions League-scenen. De havde været væk siden 2002, og de var røget ud i 1/8-finalerne i en del år. Men nu kom de tilbage på tronen.

Mødte Maradona i Istanbul
Når det kommer til de mest mindeværdige Champions League-finaler i de seneste 20 år, så er det ikke til at komme udenom Istanbul i 2005, hvor Liverpool leverede et legendarisk comeback mod AC Milan.

– Der var flere fantastiske episoder i Istanbul. Jeg kan blandt andet huske, at alle fansene blev overrumplet, da de endelig nåede ud til stadionet, som lå langt pokker i vold. Der blev simpelthen ikke serveret alkohol. Liverpool-fansene var mildest talt ikke glade. De kunne ikke nå tilbage til byen for at hente øl.

– Jeg kan også huske, at da vi startede vores dækning to timer før kampen, der var der allerede mange på lægterne. Der blev småsnakket både i den engelske og i den italienske afdeling, og der blev sunget igennem. Og pludselig opstod der sådan en summen på stadion. Det var virkelig noget, man kunne mærke. Og det var ikke spillerne, der kom ind. Jeg kunne bare se, at der kom et menneske gående. Diego Maradona! Som en romersk kejser kom han ind og hilste rundt, og han blev hyldet af samtlige fans.

– Han skulle lavet noget med ESPN. Vi var 20-30 tv-stationer på stadion, og han var flankeret af et hav af sikkerhedsvagter. Men til mit held endte han med at stille sig helt nede ved hjørneflaget, lige hvor jeg stod. Min bror er verdens største Mardona-fan, så jeg kunne ikke lade være med at gå hen til ham. Og han var virkelig imødekommende og gav mig to kindkys. Desværre havde han ikke tid til et interview.

– Til gengæld fik jeg en snak med Carlo Ancelotti i pausen, hvor AC Milan var foran med 3-0. Jeg stod nede ved hjørneflaget og røg en cigaret. Og så kom Ancelotti ned. Han skulle også lige have en smøg. Så stod vi lidt og talte om, at det da gik ganske godt. Han var virkelig glad. Jeg kan også huske, at jeg skulle lave et interview med Steven Gerrard efter kampen, men jeg var nødt til at dele kameramanden med min norske kollega, som skulle interviewe John Arne Riise. Så Gerrard og jeg stod og ventede på de her to nordmænd. Og der er ingen, der kan gå amok som min norske kollega. Ham og Riise fik kørt hinanden fuldstændig op. Jeg prøvede at bremse dem, men det var umuligt, så Gerrard endte med at miste tålmodigheden og gå.

Kiggede forelsket på Sean Connery
Luna Christofi dækkede også finalen i Glasgow i 2002, hvor Real Madrid slog Leverkusen med 2-1. Og den erfarne reporter kan ikke lade være med at grine, når hun tænker på den legendariske finale, hvor Zinedine Zidane scorede sejrsmålet med en ikonisk helflugter.

– Jeg har en lidt åndssvag historie fra 2002, hvor jeg arbejdede som pressechef i UEFA og var ansvarlig for VIP'erne. Jeg skulle stå og holde øje med de kendte mennesker. Sean Connery var der, og jeg er simpelthen kæmpe Sean Connery-fan. Så Zidanes mål… jeg så det simpelthen ikke live, fordi jeg stod og var forgabt i Sean Connery. I den situation er man lidt glad for replays. Det gik først op for mig, at der var blevet scoret, da Sean Connery gik amok.

Real-præsident og Zidane er uenige om Eriksen
I år er det således 20 år siden, at Luna Christofi dækkede sin første Champions League-finale. Og siden da har hun dækket dem allesammen – pånær finalen i Kiev sidste år, hvor hun i stedet dækkede Formel 1 i Monaco.

– Det er altid lidt specielt, når det er to hold fra samme land, der mødes. Man må sige, at de to finaler, der har været mellem Real Madrid og Atlético Madrid, de har ikke manglet drama. Til gengæld leverede den i 2003 mellem AC Milan og Juventus absolut ikke. Men jeg er sikker på, at den her finale nok skal levere. Jeg tror, at Madrid nok skal blive et festligt og crowdet sted. Wanda Metropolitano er et fedt stadion.

– Jeg tror, at den ender 1-1 eller 2-2 og går i forlænget spilletid. Og derfra kan alt ske. Jeg ved ikke, om Liverpool skal ud i en slags Atlético-skæbne, hvor der hviler en forbandelse over deres finaler.

Luna Christofi peger på Lionel Messi, Alisson og Christian Eriksen som de tre største profiler i Champions League i denne sæson. Hvad angår sidstnævnte, så har der op til finalen været meldinger fra spansk presse om, at Champions League-finalen bliver Christian Eriksens sidste kamp i Tottenham-trøjen. Således skulle et skifte til Real Madrid være under opsejling.

– Jeg har hørt fra en god kilde, at et køb af Eriksen er præsidentens ønske. Det er ikke Zidanes ønske. Lige nu kan jeg ikke kode, hvad der sker i Real Madrid, og hvor meget Zidane får lov til at bestemme. Da han kom tilbage, der sagde han jo, at han krævede stor magt. Men så fik vi den her forlængelse med Toni Kroos. Det vil sige, at præsidenten stadig bestemmer meget. For Zidane ønskede ikke at forlænge med Kroos.

– Det er ikke sådan, at Zidane er imod et køb af Eriksen, men Eriksen er bare ikke Zidanes topprioritet. Til gengæld er Florentino Perez forgabt i Christian Eriksen. Så vi må se, hvem der bestemmer i Real Madrid.

Luna Christofis bedste CL-minder: Missede Zidanes mål på grund af Sean Connery