Vingaard om frisparket mod Panathinaikos: Vi havde en kæmpe tro på os selv

CLBOLD.dk er klar med det fjerde afsnit i serien om danske Champions League-eventyr.

I de tre første afsnit har vi talt med Kasper Risgård, Allan Ravn og Erik Bo Andersen, og nu er tiden kommet til FC Københavns store Champions League-sæson i 2010/11, hvor løverne spillede sig videre fra gruppespillet og undervejs fik uafgjort mod FC Barcelona, inden de mødte Chelsea i ottendedelsfinalerne.

Én af de spillere, der spillede en central rolle i københavnernes succesridt i Europa, var kantspilleren Martin Vingaard, der leverede to både imponerende og vigtige mål i de to kampe imod græske Panathinaikos. Martin Vingaard bor i dag i Florida i USA, hvor han senest har optrådt for Tampa Bay Rowdies.

Den tidligere FC København-profil husker dog eventyret fra 2010/11, som var det i går. Efter at have fået landsholdsdebut i sommeren 2008 skiftede Vingaard til FC København den 1. januar 2009.

– Jeg havde til FCK, fordi jeg drømmen om at vinde et mesterskab, om at spille med i europæiske turneringer og spille store kampe i Parken. Jeg havde drømmen om at spille for en storklub.

Mesterskab og knust håb på Cypern
Drømmen om både europæisk fodbold og mesterskaber blev hurtigt indfriet for Vingaard i København.

– Mine to første kampe for FCK var mod Manchester City i Europa League, og jeg var med til at vinde mesterskabet i min første halvsæson. Jeg manglede dog stadig at vinde det over en hel sæson. Men det var det første af slagsen, og det var det, som jeg husker tydeligst. Jeg kan huske, at vi blev mestre ovre i Esbjerg i andensidste spillerunde, så det var lidt specielt, siger han.

Det første forsøg på at nå Champions League endte dog i playoff-runden på Cypern, hvor FC København efter 1-0 i Parken tabte med 3-1 på udebane.

– Det var en svær én at sluge. Holdet var meget nyt. Jeg kan huske, at det var en af mine dårligste kampe. Det var for tidligt for os. Vi havde ikke nok kvalitet til at stå imod. Men vi voksede som et hold i løbet af 2010, hvor vi igen vinder et mesterskab. Vi blev spillet sammen, og voksede som et hold. Jeg kan huske i den første kvalifikationskamp mod BATE Borisov, at de egentlig har os godt nede i sækken, men det var bare året, der var 'meant to be'.

Hele nationens hold
I playoff-runden sikrede FC København kvalifikationen til gruppespillet ved at tabe 2-1 ude mod Rosenborg og vinde med 1-0 i returkampen i Parken.

– Det var en ubeskrivelig følelse. Det var dét, jeg drømte om. Jeg kan huske, at jeg spillede i Esbjerg i 2006-07 sæsonen, hvor FCK var i Champions League for første gang. Og selv om man var Esbjerg-spiller, så holdt man med FCK i Champions League. Da de spillede mod hold som Manchester United, så var de nationens hold. De repræsenterede Danmark i verdens fornemmeste klubturnering. Det drømte jeg om at være en del af, siger Martin Vingaard.

– At det lykkedes os i min anden sæson i FCK, den glæde og den følelse var ubeskrivelig. Vi kunne næsten ikke vente til lodtrækningen. Det var en kæmpe bedrift og en kæmpe drøm. Der var en fantastisk stemning i klubben. Der var et par stykker tilbage i truppen fra 2006/07-sæsonen, og de fortalte historier om deres første eventyr, og det gjorde os endnu mere spændte. Det var også sådan, at ligegyldigt hvor du kiggede hen i medierne, så handlede det om FCK og Champions League. Og det er dét, du vil som fodboldspiller: At blive husket for store bedrifter.

Skulle måle sig med verdens bedste hold
Martin Vingaard kan huske, at FCK-spillerne havde forskellige ønsker til hvilke storklubber, de gerne ville møde.

– Vi så lodtrækningen sammen, og det var selvfølgelig Barcelona, der var det helt store. Vi skulle måle os med verdens bedste hold, der havde vundet rub og stub. Men vi tænkte absolut, at vi havde en chance i gruppen, fordi vi knuste al modstand i Superligaen. Vi gik ind til det med en stor tro på tingene. Og vi skulle starte hjemme mod Rubin Kazan, hvor en sejr virkelig kunne give os et rygstød.

– Klubben meldte ud, at målsætningen var at slutte som treer. Men internt i truppen var der ingen, der ikke troede på, at vi kunne gå videre. Rubin Kazan og Panathinaikos var klubber, vi kunne udfordre.

Forventningens glæde
Optakterne til de europæiske kampe var altid markant anderledes end til Superliga-kampene, husker Vingaard.

– Det var anderledes, fordi vi altid boede på hotel inden kampen. Inden Champions League-kampene mødte vi ind dagen før. Det var bare mere spændende med medierne og omtalen og det hele. Medierne ventede bare på de her kampe, og vi kunne læse om, at der var udsolgt. Og vores familie og venner talte om det hele tiden.

– Alle ville være en del af det, fordi det er så sjældent, at der bliver spillet Champions League-kampe på dansk jord. Så det var en forventningens glæde uden lige, fordi vi var dem, der skulle repræsentere Danmark.

En kamp på vippen
Europa League-gruppespillet i 2009/10-sæsonen havde været med til at forberede Martin Vingaard til de europæiske opgør.

– Jeg var markant bedre forberedt, for jeg havde lært meget af det gruppespil i 2009. Hele holdet havde en tro på sig selv, fordi vi havde spillet sammen i så lang tid. Historien om vores europæiske kampe i Parken var jo også, at her havde vi faktisk muligheden for at vinde. Det var et svært sted at komme.

Den første kamp i gruppespillet var imod russiske Rubin Kazan hjemme i Parken.

– Det blev en lang og knap så spændende kamp, som var chancefattig og ikke på et vanvittigt højt niveau. Den lå lidt og vippede. Vi løb og ventede på forløsningen, som ligesom ville komme til at diktere resten af gruppespillet. Med en sejr her og Panathinaikos-kampen i sidste runde i hånden, så kunne det se godt ud.

– Så det var et kæmpe rygstød, da det lykkedes mig at smide et indlæg ind til N'Doye, på grund af den tro på tingene vi fik ved at vinde den første kamp. Det gav os et selvtillidsboost, og vi blev også talt op i medierne.

Ingen frygt for at tabe
Anden kamp i gruppespillet skulle spilles i Athen i en sand heksekedel. Sejren over Rubin Kazan var imponerende, men den var trods alt hentet hjemme i Parken. Få havde på forhånd forventninger til, at FC København også skulle kunne hente særligt mange point i udekampene i gruppespillet. 

Men københavnerne var fulde af selvtillid, og da Dame N'Doye efter en halv time fik bragt sit hold i front, var der pludselig optræk til et stort resultat. 

Fem minutter før pausen fik det danske hold så tilkendt et frispark langt fra det græske mål. 

Martin Vingaard havde scoret mange mål i efteråret, og gjorde sig klar til at tage sig af frisparket. Selvom det var langt ude fra, vidste han godt, hvad han ville.

– På den tid havde vi det sådan, at når vi skød på mål, så troede vi på, at vi ville score. Det mentale spiller utroligt meget ind. Vi havde ikke en frygt for at tabe, men en vilje for at vinde. Vi havde nok regnet med at komme under pres, men de kom i problemer, da N'Doye scorede, for vi vidste, at vi var svære at score imod. Vi spillede ofte til nul, og vi vandt som oftest vores kampe.

– Da vi så fik det her frispark, stillede jeg mig op for at tage det. Jeg havde scoret et par dage tidligere, og havde gang i en god sæson. Så jeg gav den chancen langt ude fra. Og da jeg så, at den ramte netmaskerne, det var en kæmpe, kæmpe følelse. I øjeblikket tænkte jeg ikke over alle omstændighederne. Det var først bagefter, at jeg kunne mærke al interessen fra fans, medier, venner og familie. Midt i kampen handlede det stadig om at vinde. Men de fik en mand vist ud, så det endte med at blive en kontrolleret affære.

Drømmescenarie
Efter to kampe stod FC København pludselig med maksimumpoint.

– Det var et drømmescenarie. Vores situation ændrede sig fra, at vi bare var med, til at der nu var et forventningspres. Nu var det næsten som om, at det ville være en katastrofe, hvis vi ikke gik videre. Mange talte allerede om Panathinaikos-kampen i sidste runde. Men vi var vant til pres, og vi havde lært at håndtere det. Det var en del af, at spille for FCK.

– Medierne troede lige pludselig, at vi kunne hente et resultat i den tredje kamp på Camp Nou. Det var en kamp, hvor alle gerne ville starte, så der var en intensitet uden lige til træning. Men Ståle var ret sikker på starterne.

Pludselig stod Martin Vingaard og holdkammeraterne i Barcelona og kunne se frem til at møde verdensstjerner som Lionel Messi og Xavi.

– Det var kæmpestort at skulle derned. Alt ved det var stort. Lige fra hotellet, vi boede på, hvor der var udsigt til Camp Nou. Vi gik rundt i Barcelonas gader aftenen før kampen. Det var lige nøjagtigt de drømme, jeg havde, der gik i opfyldelse.

Læs anden del af interviewet her. Her fortæller Martin Vingaard om at spille på Camp Nou, om at hente point mod verdens bedste hold i Parken, om sin helterolle i sidste runde af gruppespillet og om at blive båret fra banen på Stamford Bridge.