– Aserbajdsjan er jo værre end Qatar

Man kan roligt sige, at Aserbajdsjans præsident Ilham Alijev er glad for sport.

Alijev, søn af Aserbajdsjans første statsoverhoved, Hejdar Alijev, står i spidsen for Aserbajdsjans olympiske komité, selvom det naturligvis ikke er tilladt ifølge sportens egne regler, hvor det er forbudt at øve regeringsindflydelse i idrættens organisationer. Men den slags gælder ikke Alijev og Aserbajdsjan.

I maj 2013 skrev Aserbajdsjans statslige energiselskab SOCAR en gigantisk sponsoraftale med UEFA, og på det tidspunkt var landet allerede begyndt at dukke op på radaren uden for sport som vært for Eurovision-melodi grandprix’et i 2012.

I 2015 var Baku vært for de første European Games, en art pan-europæiske lege i de olympiske sportsgrene, og siden 2016 har man kørt Formel 1-Grand Prix i landet på en bybane i Baku, et løb der senest blev kørt 6. juni i år og vundet af Red Bulls Sergio Pérez.

Også den noget flossede internationale sportsjournalist-organisation AIPS, hvor toppen af organisationen plejer gode kontakter til de autoritære lande, der satser hårdt på sport, havde årskongres i Aserbajdsjan i 2014, og landet bød på OL i 2016 og 2020 og er blevet sat i forbindelse med fremtidige forsøg på at tiltrække legene.

Men det helt store indsatsområde er selvfølgelig fodbold.

En del af SOCAR’s aftale med UEFA var betalingen af 90 millioner euro som sponsor for EM 2016, og fans af både Chelsea og Arsenal husker med gru med den dårlige bane på EM-stadionet i Baku, der i 2019 var scene for de to London-klubbers Europa League-finale.

Nogle vil også huske, at Atlético Madrid stillede til Champions League-finalen i 2014 med ”Land of Fire” på trøjen, hvilket udsprang af et reklamefremstød for ferierejser i Aserbajdsjan.

Og satsningen kulminerer nu, hvor Baku har været vært for tre puljespilskampe med Wales, Schweiz og Tyrkiet.

Der har været 8.782, 19.762 og 17.138 tilskuere til de tre kampe, hvoraf de to sidste var med Tyrkiet og dermed trak en del gæster fra det store land, der ligger inden for overskuelig flyveafstand af Baku i modsætning til det meste af det øvrige Europa.

Og nu er det så Danmark og Tjekkiet, der skal spille på det olympiske stadion til den største fodboldkamp, der nogensinde er spillet på aserbajdsjansk jord.

EM skal skjule virkeligheden
Det er en lang, lang tur, fansene skal ud på. Via Istanbul og Moskva, som de fleste flyvninger går gennem, er der lidt under 4.000 kilometer fra København til Baku, og med en fornuftig mellemlanding tager det cirka lige så lang tid at komme fra København til Baku, som det tager at flyve til New York eller Beijing.

Men selvom der er meget langt, og det næppe er ideelt sportsligt, noget som Wales’ landshold også var inde på, og som har været en pointe for det danske hold i denne uge, er det ikke hovedpointen i den kritik, der lige nu regner ned over UEFA og Aserbajdsjan.

”Det her er en del af præsident Alijevs nation building-projekt. Ligesom Vladimir Putin og Aleksandr Lukasjenko i Hviderusland har Alijev og Aserbajdsjans styre set sporten og sportens værdier som en oplagt sektor at kaste sig over. Det har uvurderlig betydning for præsident Alijev, når han kan blive fotograferet på tribunen sammen med UEFA’s præsident Aleksander Ceferin og andre ledere fra fodboldens verden. Det signalerer sammen med hele EM-værtskabet, at Aserbajdsjan er del af det gode selskab i Europa, og at folk så glemmer alt det, der sker uden for stadions mure i Aserbajdsjan,” siger Stanis Elsborg, idrætshistoriker og senioranalytiker ved initiativet Play the Game.

”Men mens vi har haft travlt med Qatar på det seneste, er det jo nemt at glemme, at Aserbajdsjan faktisk er værre,” siger Stanis Elsborg.

Og det siger ikke så lidt.

Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch rapporterer om fængsling og tortur af journalister, systemkritikere og jurister.

Ja i nogle tilfælde har der endda været tale om mord, der ikke blev fuldt opklaret.

Pressefrihed er stort set ikke-eksisterende, det samme er forsamlingsfriheden og muligheden for at være i og udtrykke politisk opposition til præsidenten, hans familie og hans regering.

LGBT- og menneskeretsorganisationer melder også om udbredt forfølgelse og i nogle tilfælde fængsling af homoseksuelle, og det er alle disse kritisable forhold, EM i fodbold gerne skal skygge for.

”I Freedom Houses rangering af verdens lande har Aserbajdsjan kun 10 point. Det er kun ekstremt autoritære stater som Kina, Saudi-Arabien, Sydsudan og Nordkorea, der scorer endnu lavere med hensyn til menneskerettigheder og frihed. Qatar med 25 point er jo relativt langt foran, hvilket siger noget om, hvor galt det står til i Aserbajdsjan,” siger Stanis Elsborg.

”Med hensyn til pressefrihed har Reporters without Borders dem som nummer 167 ud af 180 lande i verden, også her er Qatar relativt et langt stykke foran på en 128. plads. Og i de her dage, hvor vi har fokus på homoseksuelles og LGBT-personers rettigheder i forbindelse med EM-kampene i Ungarn, er det også værd at bemærke, at Aserbajdsjan scorer allerlavest i organisationen ILGA’s opgørelse af europæiske lande fra 2020. Det vil sige, at man er efter lande som Rusland, Ungarn og Tyrkiet,” siger Stanis Elsborg.

Politikere skal på banen
Da landstræner Kasper Hjulmand og landsholdet mandag begyndte at forholde sig til Aserbajdsjan som vært for kvartfinalen, udtrykte han og Mathias ”Zanka” Jørgensen stor undren over, hvad der dog havde fået UEFA til at lægge EM-kampe i Baku.

”Jeg kan godt forstå, hvis man havde lagt et gruppespil, hvor alle var der et stykke tid og havde base der, og derfra fløj man et andet sted hen. Men det der med, at man skal ligge og flyve frem og tilbage; det er i hvert fald ikke i sportslig interesse, lad os sige det sådan. Det er ikke for spillernes skyld og for det sportslige skyld. Så det må være nogle andre ting, der gør, at vi skal flytte os så meget,” sagde Kasper Hjulmand og henviste derefter til, at det måtte handle om økonomi og politik.

Og i Stanis Elsborgs optik er kvartfinalen i Baku et tegn på, at der er brug for et stort opgør med både politikken og kulturen i UEFA og i sportsverdenen.

”Man må jo bare sige, at Aserbajdsjans værtskab for Danmarks kvartfinale og gruppespilskampene udstiller hulheden, når UEFA på den ene side fører kampagner mod racisme og homofobi, men så samtidig indgår store sponsoraftaler med statsejede SOCAR og giver Aserbajdsjan disse værtskaber,” siger Stanis Elsborg.

”Jeg tror i det hele taget, at UEFA er blevet overhalet af virkeligheden med hensyn til disse spørgsmål, hvad end det er Aserbajdsjans værtskab eller eksempelvis Qatar Airways’ sponsorat, hvor Qatar Airways virkelig har nogle alvorlige problemer hvad angår overholdelse af menneskerettighederne. Jeg forstår godt, hvis folk bliver forvirret over, hvor UEFA egentlig står i disse spørgsmål, for det bliver jeg da,” siger Stanis Elsborg.

”Og så er det interessant, hvordan landsholdet og DBU stiller sig i forhold til Aserbajdsjan. Man har markeret modstanden mod dårlige forhold i Qatar med ”Football for Change”-tshirts, og det vil da være oplagt med en markering af, hvordan man ser på de samme spørgsmål i Aserbajdsjan,” siger Stanis Elsborg.

”Men jeg synes faktisk, landstræneren har ret, når han siger, at det her er et spørgsmål for andre end ham og spillerne, selvom det naturligvis er helt rimeligt og indlysende at spørge. Vi har virkelig brug for en dansk international idrætspolitik, så det bliver politikerne i DBU og DIF, og Folketinget, der tager sig af disse spørgsmål.”

”Ellers står vi igen og igen med disse spørgsmål i de kommende år, for der er ingen tegn på, at UEFA og de andre store sportsorganisationer dropper det tætte forhold til de autoritære lande og stopper med at give dem værtskaber. Bare se UEFA, der midt under den hårde kritik af Qatar i foråret gav et ungdoms-EM til Hviderusland, mens ishockey-VM samtidig blev taget fra hviderusserne,” siger Stanis Elsborg.

”Og så kan man da også spørge sig selv, om vi i medierne og omverdenen også skulle have stillet de her spørgsmål om Aserbajdsjan, før vi stod i en kvartfinale. Det har jo været kendt længe, at Aserbajdsjan skulle have de EM-kampe, så det havde været helt på sin plads, hvis medierne også havde stillet disse spørgsmål eksempelvis i foråret, hvor Qatar var til voldsom debat.”