Ånden fra 82

“VI HAR ALDRIG påstået, at vi gør det godt, fordi vi har en skandale hængende over hovedet, lige så lidt som vi ville have brugt det som en undskyldning, hvis vi havde tabt.”

Landstræner Marcello Lippi var klar i mælet før semifinalen mod Tyskland, da snakken som så mange gange før faldt på korruptionsskandalen hjemme i Italien, hvor fire klubber og 26 personer er anklaget i en sag om aftalt spil.

Sagens første officielle dag ved undersøgelsesdomstolen var mandag, dagen før Italien skulle på en svær opgave mod værterne Tyskland, der endda skulle spille semifinale hjemme i dagligstuen i Dortmund, hvor holdet var ubesejret gennem 14 kampe og hvor den nationale opbakning var kendt som den hvide mur bag holdet.

Det var en meget vanskelig kamp for det landshold, der i startopstillingen havde hele syv spillere, hvis klubber hjemme i Italien stod overfor en reel trussel om tvangsnedrykning. Ikke den bedste optakt skulle man synes, men det forhindrede ikke italienerne i at levere et taktisk mesterstykke i en elektrisk kamp og i sidste ende vinde 2-0 på en fantastisk afslutning med meget sene og smukke mål af backen Grosso og indskiftede Alessandro Del Piero.

Så nu kan man for alvor tale om, at Ånden fra 82 er genfødt – den ånd der for 24 år siden så et undertippet og udskældt italiensk landshold finde sammen i et tæt kollektiv med sejre over Argentina, Brasilien, Polen og Vesttyskland til følge og et sensationelt verdensmesterskab som kulminationen.

For semifinalesejren i Dortmund var mest af alt kollektivets triumf, selv om individualister som anfører Fabio Cannavaro og styrmanden Andrea Pirlo lyste op på banen. Modgangen udenfor banen har tømret landsholdet sammen i en grad, som bringer masser af minder om 1982, og fornemmelsen går igen uden for banen.

Reservernes betydning

Da korruptionssagen begyndte at rulle med base i båndede telefonsamtaler med Juventus-chefen Luciano Moggi valgte de fleste tilhængere at reagere med foragt, så da landsholdet samledes i Firenze før VM, var det ikke med jubelscener til følge. Tværtimod lod de lokale deres vrede komme til udtryk gennem bannere og buh-råb foran det hermetisk lukkede anlæg, og selv om Italien kom godt igennem den svære gruppe med Ghana, USA og Tjekkiet, var det småt med begejstring på gaderne.

Først da Ukraine blev knækket i kvartfinalen kom bilerne, hornene og flagene for alvor frem, og det betød også, at landstræner Lippi besluttede sig til at åbne søndagens ellers lukkede træning før semifinalen, når der nu stod flere hundrede tilhængere udenfor Casa Azzurri i Duisburg for bare at klappe spillerbussen og hylde deres helte på vej ind til træning.

Stemningen var vendt, og tirsdag nat gik støvlelandet amok i fodboldeufori, mens den tidligere så kritiske presse også kammede over i kærlighedserklæringer.

Men der var også nok at glæde sig over i kollektivets ånd, der på alle måder lyser ud af landsholdet og som også blev understeget af Lippi efter sejren, hvor det endnu engang var en indskiftning, der gjorde forskellen – eller rettere to, da Italien stik imod den klassiske overbevisning satsede offensivt med Vincenzo Iaquinta og Alessandro Del Piero på banen i en opstilling, der gik fra 4-4-1-1 til 4-3-3.

“Vi var i stand til at bruge en del af vores våben i de sidste 20 minutter. Da jeg sendte Del Piero på banen, sagde jeg til mine venner på bænken, at han ville score det afgørende mål. Så sikker var jeg på, at han ville gøre indtryk. Og det gjorde han også, men det er et af holdets styrker. Det er vigtigt, at reserverne også betyder noget for holdånden og ikke er skuffede over ikke at spille hele kampen,” sagde Lippi, der på bedste vis har balanceret holdånden og skaffet VM-spilletid til samtlige markspillere i truppen.

Hans evne til at fare il gruppo – skabe gruppen – har givet stor respekt blandt spillerne, præcis som også Enzo Bearzot nød i 1982, men det manglede vel også bare andet, når nu Italien er ubesejret i 24 kampe i træk og før VM imponerede med venskabssejre over blandt andet Tyskland og Holland.

Lukket land for pressen

Dengang blev Italien nævnt blandt VM-favoritterne, men det ødelagde Moggi-skandalen, der også fik Lippi til at holde mere snor i presseaktiviteterne.

Under slutrunden har der ikke været al den sædvanlige snik-snak, gruppen lukker sig inde og sender kun et par mand til pressemøderne, hvilket minder en smule om situationen i 1982, hvor kampen mellem medierne og spillerne dog blev ført på et helt andet niveau.

Efter tre skuffende og uafgjorte kampe i den indledende gruppe, hvor Italien kun kom videre ved at score et mål mere end Cameroun, blev den negative mediedækning kørt så langt ud, at et billede af værelseskammeraterne Paolo Rossi og Antonio Cabrini stående sammen på en altan uden trøjer på endte med rygter om en affære mellem de to.

Spillerne fik nok og iværksatte en silenzio stampa, en tavs periode hvor ingen snakkede med pressen, der siden kom til at sluge et par ordentlige kameler på vejen mod verdensmesterskabet.

Så slemt har det slet ikke været denne gang, men Rossi, der i dag er tv-ekspert for Sky Italia og derfor har sin faste gang omkring holdet, kan alligevel se ligheden.

“De har skabt et meget lukket område omkring dem. De lever i deres egen verden. Du ser aldrig spillerne udover de to-tre stykker, der kommer til pressemøderne,” sagde Rossi, der godt kan forstå spillerne og den manglende lyst til småsnak, for det gælder om at slå korruptionssagen ud af hovedet, så den ikke påvirker før og under de vigtige kampe.

Og det må være svært for de 13 mand i truppen, der tilhører en af de fire anklagede klubber (Juventus, Milan, Lazio og Fiorentina) og hvor specielt Juve-kontingentet må have det vanskeligt med fremtiden, når deres daglige arbejdsgiver har sagt farvel til cheftræner Fabio Capello, foreslået egen tvansnedrykning til Serie B og hvor den nye sportsdirektør og deres gamle holdkammerat, Gianluca Pessotto, forsøgte at begå selvmord ved at springe ud fra et vindue i Torino-klubbens kontorkompleks.

Det forventes, at der afsiges dom i Piedi Puliti – de rene fødder – mandag, dagen efter at VM-finalen er spillet og så må kampen mod Frankrig vise, om spillerne vender hjem til jubel og problemer, eller om det bare bliver sort i sort alt sammen.

Men foreløbig er humøret højt midt i Ånden fra 82, eller som målmand Gianluigi Buffon sagde det efter sejren over Tyskland.

“Alle vores sejre skyldes vores holdånd. De siger, at Italien når VM-finalen hvert 12. år, og nu har vi gjort det igen. Nu håber vi bare, at vi kan vinde den,” sagde Juventus-målmanden.

Tegnene fra 1982

VM i Spanien blev udspillet i skyggen af en korruptionssag fra 1980, hvor Lazio og Milan blev tvangsnedrykket, to af de fire klubber der også er involveret i den aktuelle sag.

Spillerkollektivet er tømret solidt sammen i modgangens tegn, præcis som i 1982, og der er lige så stor intern respekt om landstræner Marcello Lippi, som der var om Enzo Bearzot i 1982.

82-topscorer Paolo Rossi fik tre års karantæne i sagen, men appellen skar et år af, så han kom med til VM, startede skidt og på legendarisk vis scorede seks mål i de sidste tre kampe. Men det tog fem kampe, før han kom på tavlen, præcis som nutidens stjerneangriber Luca Toni, der som Rossi i øvrigt også åbnede sin VM-konto med et hovedstød.

Fabio Grossos vilde jubelløb efter det første mål i semifinalen gav minder om Marco Tardellis legendariske eufori, efter at han havde bragt Italien foran 2-0 i 82-finalen mod Tyskland.

1982 var den seneste gang før denne, at de fire semifinalister udelukkende bestod af europæiske nationer.

I 1982 rundede anfører Dino Zoff de 100 landskampe for Italien, præcis som anfører Fabio Cannavaro gør det i finalen.

Reserveangriber Alberto Gilardino blev født samme dag som Italien besejrede Brasilien med 3-2 ved VM i Spanien.

Italien har en 12-årig finalecyklus i den nyere VM-historie. I 1970 tabte de finalen til Brasilien, i 1982 besejrede de Vesttyskland, i 1994 tabte de igen til Brasilien og nu her i 2006 gælder det Frankrig. Og skal rytmen holde vinder Italien.