Begyndende genfødsel på Anfield Road

Før Juventus-tilhængerne nåede så langt, havde byen Liverpool allerede gjort meget for at få gæsterne til at føle sig velkomne.

Borgmesteren stod klar i John Lennon-lufthavnen for personligt at sige goddag til de tilrejsende italienere, der kunne bladre i den lokale Echo, som på forsiden havde skrevet navnene på de 39 døde over ordene “We’re Sorry.” De kunne gå ture i den forblæste by, hvor der både var kig ud over Mersey-flodens mudrede vande og forundrede blikke mod de lokale piger, der klæder sig mere efter kalenderen end vejret. De blev mødt af en turist-information klædt ud i gæsternes sorte og hvide klubfarver samt lasagne i lange baner på den lokale Bella Italia.

Og på Anfield var der lagt op til flere små ceremonier til minde om de 39 døde og til styrkelse af de venskabsbånd, der har været mellem de to klubber siden katastrofen i 1985. Men det var ikke alle italienere, der synes, det var en god ide.

En stor gruppe tifosi’er nede i hjørnet rakte langefingeren i vejret og vendte ryggen til det venskabsflag med de afdødes navne, der blev båret rundt på banen kort før kickoff, mens udvekslingen af en mindeplade mellem de gamle anførerer fra 1985, Michel Platini og Phil Neal, også klingede lidt hult. Tidligere på ugen var det nemlig kommet frem, at Neal havde krævet penge for at fortælle sin version af begivenhederne på Heysel til den ansete søndagsavis The Observer.

Endelig blev det ene minuts stilhed, der i følge krav fra UEFA blev holdt til minde for Paven, men ifølge stadionspeakeren også gav lejlihed til at tænke på de 39 ofre fra Heysel, også ødelagt af først et taktfaste bifald fra Juve-gruppen og siden piften og råben fra de mest vrede italienere. Derfor måtte den belgiske dommer Frank De Bleeckere afkorte det ikke spor højtidelige minut betragteligt, mens det stod klart, at Juventus-tilhængerne ikke havde tænkt sig at lukke det sorte kapitel fra slutningen af maj 1985.



Men nutidens Liverpool gjorde i hvert fald et hæderligt forsøg på at komme videre, og det samme må siges om den sportslige side af sagen. For selv om det skadesplagede hjemmehold på forhånd ikke var levnet mange chancer mod de bomstærke italienere leverede de en forbløffende indsats i løbet af den første halve time, der sendte Den Gamle Dame fra Torino i tovene.

De rødklædte spillere lod til at have suget ekstra næring og inspiration fra en højstemt og stadionrystende tilhængerudgave af “You’ll Never Walk Alone” før kampen og åbnede op som lyn og torden mod en modstander, der ellers kun havde lukket to mål ind i de otte hidtidige Champions League-opgør.

Men allerede efter et par sekunders spil kom gæsternes midtbanemotor Emerson skævt ind i en tackling, der slog den lyskeskade op som også havde plaget brasilianeren under mandagens træning, og det var et stort handicap for Juventus. Træner Capello valgte godt nok at lade Emerson lide gennem samtlige 90 minutter, men han var en skygge af sit sædvanlige arbejdsomme jeg og formåede ikke at skærme af foran den italienske defensiv.

Det første Liverpool-mål skyldtes nu angriberen Zlatan Ibrahimovic, der ikke fik headet et hjørnespark ordentligt væk, men i stedet blot snittede den videre til en helt fri Sami Hyypiä på bageste stolpe, der ikke svigtede med en simpel inderside forbi Buffon.

Et kvarter senere var det så Emerson, der kiksede i markeringen af Luis Garcia, der med et drømmehug fra 25 meter sendte bolden over i det lange hjørne uden chance for Buffon, og så vibrerede det gamle stadion påny af lydbølger fra jublende Liverpool-tilhængere, der vanskeligt kunne tro deres egne øjne, mens den italienske tilskuer med det gamle Heysel-tørklæde placeret på bordet foran sin presseplads gumlede endnu mere intenst på sin cerut.

For den var god nok. Der stod 2-0, og det holdt halvlegen ud, selv om Juventus viste tænder med et stolpe-hug fra Ibrahimovic, en friløber til Del Piero som den unge målmandsreserve Scott Carson fik mesterligt pareret og en hovedstødsscoring fra den falmende Juventus-legende, der blev forkert annulleret for offside.

Efter pausen, hvor Juve-spillerne blev klappet ind på banen af Liverpool-tilhængerne, var der som ventet sket ændringer på den italienske midtbane, men det var underligt nok ikke Emerson, der var skiftet ud.

Tværtimod var det makkeren Blasi, der måtte nøjes med de første 45 minutter, da træner Capello ville give mere plads i offensiven til wingbacken Zambrotta ved at sætte den normale back Pessotto ind på midtbanen.

Det virkede.

Hullet foran forsvaret blev nu lukket helt til, og Zambrotta fik plads til fremstød, der efter 18 minutters spil gav et indlæg til Cannavaro. Forsvareren hovedstødte ikke godt, men bolden slog i jorden foran Carson, og så kom Juventus tilbage i kampen på et fælt drop af den 19-årige keeper, der i Dudek og Kirklands skadesfravær blot spillede sin tredje kamp for Liverpool siden januarskiftet fra Leeds.

Den udvikling havde det skadesplagede hjemmehold intet modtræk overfor. Hverken defensivt eller offensivt havde Benitez nogle udskiftninger af betydning at byde på, og Liverpool var nok heldige, at Juve-spillerne trak sig en tand tilbage og lod kampen fade ud i visheden om, at en 1-0 sejr på Delle Alpi vil være nok til en plads i semifinalen.

Liverpool-manager Rafael Benitez havde dog ikke mistet modet af den grund:

– Jeg er meget glad for specielt første halvleg. Måske var jeg lidt skuffet over, at de fik scoret, men vi har spillet en god kamp mod et meget stærkt hold, og det beviser, at vi kan slå alle. Vi skal bare tro på os selv, sagde den optimistiske spanier i kontrast til den negativitet, der krøb ind i Liverpool under Gerard Houlliers sidste måneder som chef på det Anfield, han denne aften genså som blegnæbbet ekspert-kommentator for en fransk tv-station.

Efter kampen strøg spillerne som sædvanlig gennem mixed-zone i et tempo, så man skulle tro, at det gjaldt jagten på en bold, men Zlatan Ibrahimovic lod sig dog se i tophue og sort/røde Nike-sko til det skarpe sorte jakkesæt fra klubben, mens 19-årige Scott Carson på prisværdig vis stoppede ved enhver nysgerrig journalist i den lange række:

– Jeg fik først at vide, at jeg skulle spille en time før kampen, så det var kun min kæreste og min lillebror, der var til kampen. Min mor måtte se den hjemme på fjernsynet. Det var en stor oplevelse, men jeg var ikke nervøs. Man må behandle alle fodboldkampe ens, uanset om det er en ligakamp mod Bolton eller en Champions League-kvartfinale mod Juventus.

– Jeg er selvfølgelig skuffet over målet, men bolden hoppede lige foran mig. Og nu må vi videre. Man kan ikke ruge over sine fejltagelser. Man må i stedet tro på sig selv ellers får man det alt for svært i den næste kamp, sagde Carson, mens han holdt godt fast i posen med Buffons trøje.

Sammen med den 20-årige franskmand Anthony Le Tallec stod han for den unge linie på Liverpool-holdet. Ingen af de to formåede at løfte opgaven helt, men med folk som Djibril Cisse, Fernando Morientes, Chris Kirkland, Harry Kewell og Xabi Alonso (måske klar til returkampen i Torino) i kulissen er der grund til optimisme for Liverpool, selv om det næppe bliver i denne omgang, at De Røde vender tilbage til toppen af Europa.

1-0 er nemlig et ønskeresultat for Juventus, der nu er storfavorit til den ene plads i semifinalen på grund af Scott Carsons drop. Og det var nok den bedste gave Liverpool kunne give Juventus-tilhængerne at gå hjem på efter en aften, hvor mindeceremonierne ikke havde den effekt, som man måske havde forventet.

Selv om Heysel godt nok er så længe siden, at denne kvartfinales afgørende fejl blev begået af en spiller, der ikke engang var født den majaften i Bruxelles, så lever mindet om tragedien og de 39 dræbte stadig stærkt i Juventus-skaren, og det kunne ikke dulmes trods alle de gode intentioner.

For fodbold er ikke et spørgsmål om liv eller død. Det er meget mindre.