• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Anders Dehn

Dansk træner måtte haste hjem fra Ghana: Det var som et afbrudt samleje

Foto: Inter Allies FC

Samme dag, som Henrik Lehms hold skulle have spillet en stor kamp, ringede hans chef, Per Rud. Den ghanesiske liga var lagt i dvale. Nu skulle de have Lehm hjem.

Af Anders Dehn

Henrik Lehm vågnede tidligt mandag morgen i sin lejlighed i Ghana. Hans telefon flød over med ulæste sms’er og ubesvarede opkald. Den var været på lydløs. Natten lang havde folk forgæves kimet ham ned.

Søndag havde været en normal dag op til en vigtig kamp. Han trænede taktisk med sine spillere i Inter Allies FC, inden de skulle møde storholdet Asante Kotoko, som han plejede. Han holdt oplæg, som han plejede. Og eftersom han skulle tidligt op, gik han tidligt i seng. Som han plejede. Men da han vågnede, var intet, som det plejede.

Klokken var omkring seks om morgenen, da Lehm så på sin telefon. Enhver mandagstræthed forsvandt hurtigt. Alle havde forsøgt at få fat på ham; både dem i Danmark og dem i Ghana. De forsøgte at overbringe den samme vigtige besked: Der blev ikke nogen kamp alligevel. Ligaen var udskudt i fire uger.

Kort efter ringede Per Rud, Lehms chef i Danmark.

- Henrik, vi skal have dig hjem, for det varer ikke ret længe, så kan det blive rigtig svært at komme hjem, husker Henrik Lehm, at Rud sagde.

Red Bull Light
Henrik Lehm har aldrig været cheftræner i Superligaen, men han har været assistent- og A+-træner i Brøndby IF, han har været landstræner for kvindernes U17 og U19, han har trænet HB Køge i 1. division, været trænerinstruktør i DBU og stået i spidsen for fodboldhold i 41 år. I sommeren 2019 overtog han jobbet som Head of Football i konglomeratet Capelli Sport.

Det er amerikaneren George Altirs’ lightudgave af Red Bulls fodboldimperium. Capelli ejer klubber og akademier i Europa, Afrika og USA, og Lehm skulle skabe en rød tråd, så holdene trænede og spillede ens.

I januar manglede en af klubberne, Inter Allies i Ghana, en ny træner og leder af det akademi, der hører til klubben. Det job fik Lehm.

Han arbejder tæt sammen med Per Rud, der er administrerende direktør i det ligeledes Capelli-ejede HB Køge. Da Rud var i Ghana en uge før mandagskampen, diskuterede de to danskere, hvordan de skulle forholde sig, når og hvis coronavirussen ramte ghanesisk fodbold. Så da han ringede mandag morgen, var de ikke på bar bund.

Det stod hurtigt klart, at det ikke gav nogen mening for Lehm at blive dernede. Hvis ligaen alligevel lå stille, og holdet ikke kunne træne, var der ingen grund til, at han skulle sidde og trille tommelfinger i en lejlighed i fire uger. Alene. Så var det bedre at komme hjem.

- Jeg syntes, det var fornuftigt, at jeg kom hjem. Så det var jeg egentlig med på. Men havde der været fodbold stadig, så havde han da ikke kunnet få mig hjem, siger han.


Henrik Lehm i sit rette element. Foto: Inter Allies

Billetten forsvandt
Mens Henrik Lehm pakkede sin kuffert, gik Per Rud på nettet for at bestille en flybillet fra Ghana til Danmark. I første forsøg kunne han ikke bestille den ønskede billet alligevel, så han overdrog opgaven til nogle af de andre på kontoret i Køge, mens han selv gik i møde.

Dem lykkedes det for. Lehm skulle flyve fra hovedstaden, Accra, til Amsterdam og så videre til København.

Afgangen var først ud på eftermiddagen, og den danske træner kunne ikke uden videre forlade sit hold, så klubbens ledere kom forbi lejligheden, og sammen tog de ud for at få noget mad og planlægge de kommende uger.

I begyndelsen af mødet spurgte en af de andre, om han lige måtte se Lehms billet. Det måtte han gerne. Men da Henrik Lehm åbnede sin indbakke for at finde den frem, så han, at flyselskabet havde sendt en ny mail. Afgangen var aflyst.

Han havde ikke nogen billet alligevel. Der var tre timer til afgang.

Dyr på træningsbanen
Før Henrik Lehm kom til Ghana, havde han trænet danske hold i hele sit voksenliv, og han kunne vildt godt tænke sig at prøve at komme til udlandet. Så da Capelli Sport ringede i sommeren 2019, forlod Lehm jobbet som talentchef i Næsby BK i Odense.

Efteråret brugte han på at rejse rundt, besøge de forskellige klubber og akademier og udarbejde en manual for, hvordan man træner, spiller og tænker fodbold i Capelli-regi. Typisk en måned ude og et par uger hjemme i Danmark.

Så Henrik Lehm kendte klubben og akademiet i Ghana, da han tog jobbet i januar i år. Han vidste eksempelvis godt, at banerne i landet var så dårlige, at ingen dansk spiller ville kunne få sig selv til at træde ind på dem. Inter Allies havde heller ikke sin egen træningsbane eller eget stadion. I stedet delte de nationalarenaen med tre andre Accra-klubber, blandt andre Asante Kotoko.

Hver aften fik Henrik Lehm og spillerne en sms om, hvor de skulle træne næste dag. Næsten alle spillerne boede sammen, så de blev hentet i bus og kørt derud. Når bussen altså ville køre.

En enkelt gang brød den sammen, og så sad Lehm ved træningsbanen sammen med en af de andre trænere og ventede. Og ventede. De hørte ikke noget, så de måtte selv ringe til de trænere, der kørte med spillerne. Der var en anden bus på vej, sagde de.

- Der sad 30 spillere og et par trænere, men der var bare ikke en eneste af dem, der havde flyttet bolde, trøjer eller kegler over i den anden bus. Så da de kom efter to timer, havde vi ikke noget at træne med, fortæller Henrik Lehm.

Den slags var ikke ligefrem hverdagskost, men heller ikke enestående. Nogle gange rendte der høns rundt på træningsbanen. Andre gange stod der en ged. En tredje gang skulle en militærhelikopter pludselig lande der.


En holdbus, nogle ansatte og en høne ved en af træningsbanerne. Foto: Inter Allies

Rumdragter i lufthavnen
Normalt ville Henrik Lem bare bestille en ny flybillet via Momondo eller en af de andre søgemaskiner på nettet, men den mandag var ingen af dem til at stole på. Flyruter blev nedlagt hurtigere, end Lehm kunne sige ‘SAS’, så han og klubbens ledere, tvillingerne Omar og Rabeh El-Eter, blev enige om, at der kun var én ting at gøre: køre i lufthavnen. Så det gjorde Omar.

I mellemtiden gjorde Henrik Lehm mødet færdig. Der var nok at vende. Transfervinduet stod til at åbne, så de skulle finde ud af, hvem der skulle ind, hvem der skulle ud, hvilke akademispillere der skulle rykkes op. Og så skulle spillerne have nogle træningsprogrammer til de kommende uger.

Få timer tidligere havde Lehm troet, han skulle føre sit hold ud for øjnene af 15.000 tilskuere til en af sæsonens største kampe. Nu sad han i stedet og planlagde, hvordan de fire fodboldløse uger skulle forløbe. Samtidig ventede han på nyt om, hvordan han kunne komme hjem. Det rumsterede i baghovedet.

Udenrigsministeriet havde også skrevet til ham i dagene op til, fordi han var på listen over danskere i udlandet. Skulle han have hjælp til at komme hjem, havde de spurgt. Ellers skulle han nok tænke på selv at sørge for det, for landet ville formentlig snart lukke ned, skrev de.

Det var frygteligt. Det var som et afbrudt samleje.

Da Henrik Lehm havde aftalt det hele med klubledelsen, hævede de mødet og kørte træneren i lufthavnen. Der ventede Omar El-Eter med en billet. Accra-Bruxelles-Hamborg. Henrik Lehm vidste ikke, hvordan han havde skaffet den. Måske talte han et sprog, som de kunne forstå.

Lufthavnen mindede om en scene fra en science fiction-film. Noget af personalet havde det, der lignede rumdragter på, mens de delte masker og handsker ud. De målte også alle passagerers temperatur med en aggregat, der lignede en pistol, de satte på panden af de rejsende.

Folk holdt behørig afstand i lufthavnen, men det ophørte, så snart Henrik Lehm kom op i flyet. Det var proppet. Der var vel nogle hundrede sæder. De var alle fyldt.

Lehm havde både fulgt med i medierne og talt med sin hustru, der er intensivsygeplejerske i Odense, så han vidste udmærket, hvilken smittefare det udgjorde.

- Da jeg så, hvor fyldt flyet var, tænkte jeg: “Hold da op, jeg håber ikke, der er nogen af dem omkring mig, der har den sygdom, for vi skal sidde her i knap syv timer.”

Han tænkte også på sin videre færd. Han skulle flyve til Hamborg, men grænserne var jo lukket. Hverken han eller Per Rud vidste, hvordan han skulle kom til Danmark.

Politieskorte ud af Techiman
Coronapausen var et hårdt slag for ligaen i Ghana. Den havde i forvejen ligget stille fra sommeren 2018 til december 2019 på grund af omfattende korruption, så klubbernes økonomier skreg på at komme i gang. De nåede bare tre måneder, før de måtte stoppe igen.

Fordi holdene i årevis var i stand til at købe eller true sig til de rigtige resultater, var mange af dem vant til aldrig at tabe på hjemmebane. Så da Henrik Lehm og Inter Allies vandt et par vigtige udekampe i februar, tog de lokale det ikke særlig pænt.

Den ene gang tiltvang nogle hjemmefans sig adgang til spillertunnellen, hvor de jagtede Henrik Lehm og co. i omklædningsrummet og dommerne ud på banen igen.

En anden gang, da holdet var i Techiman for at møde Eleven Wonders FC, var det også foran 0-1 ved pause. Mens Henrik Lehm forsøgte at gennemgå taktikken for anden halvleg, havde hjemmeholdets fans forsamlet sig uden for omklædningsrummet, hvor de bankede løs på de gitre, der var i vinduerne, og larmede så meget, at spillerne dårligt kunne høre Lehms instruktioner. De var nødt til at stimle tæt sammen omkring taktiktavlen for at få øren lyd.

Anstrengelserne hjalp dog ikke meget for de lokale, for deres hold tabte kampen 0-3. Efter slutfløjtet stormede 50-60 fans ifølge Henrik Lehm ind på banen. De ville have fat i dommerne, men politiet slog ring om dem. Så ville de have fat i Inter Allies-spillerne og -trænerne. Igen kom politiet i vejen.

- Der må jeg da indrømme, at jeg tænkte: "Hold da kæft." Det er bare fodbold, men det her var godt nok voldsomt, siger Henrik Lehm.

Efter kampen måtte politiet eskortere hans hold ud af byen.

Den slags var heldigvis undtagelsen og ikke normen. For det meste var de ghanesiske tilskueres lidenskab en fornøjelse at træne i.

- De sad altså ikke stille. De larmede, og de gik eddermame til den. På den måde syntes jeg, at kampene var en rigtig fed oplevelse, siger Lehm.

Også selv om holdet nogle gange skulle køre 11 timer i bus. Hver vej.


Der fandtes i den grad også venligtsindede fans. Foto: Inter Allies

Inter Allies FC lå under nedrykningsstregen, da Henrik Lehm overtog holdet i januar, men siden havde holdet vundet fire, spillet tre uafgjort og tabt bare én kamp.

Han følte, at han var ved at flytte noget for spillerne. De var begyndt at række hånden op og stille spørgsmål i stedet for bare at vente på instruktioner fra træneren. Begyndt at træffe deres egne valg. Tænke selv. Forstå spillet på en anden måde. Hvad kunne være med givende for en træner?

Nej, hvor var det ærgerligt, at han skulle forlade det, tænkte han. Han havde kun kontrakt indtil sommer, og det var ikke til at vide, hvornår han ville vende tilbage. Nu var var lige så godt i gang, og så blev det bremset på selve kampdagen for opgøret mod Kotoko.

Han havde mærket i hele ugen op til kampen, hvor meget spillerne glædede sig. De gav lige det ekstra til træning, fordi de ville starte inde; det var den kamp, de talte om, selv om holdet spillede tre inden for otte dage.

Det var ikke bare, fordi Asante Kotoko var lokalrival for Inter Allies. Det var også, fordi klubben er en af de største i hele Afrika. International Federation of Football History & Statistics kårede Kotoko til det 20. århundredes klub i afrikansk fodbold. Dens pendant i Europa? Real Madrid.

Så det var ikke bare spillerne, der havde glædet sig til det. Det havde Henrik Lehm også.

- Det var frygteligt. Det var som et afbrudt samleje, siger han.

Palle alene i Hamborg
Hvis bare Henrik Lehm kunne komme ind i Bruxelles, skulle det nok gå, tænkte Per Rud, inden han gik i seng mandag aften. Nogle gange fik man ikke lov til at forlade flyet og komme ind i landet. Det var det eneste, han var bekymret for.

Da han vågnede, skrev han en sms til Lehm. En time senere kom der svar. Han var vel fremme i Belgiens hovedstad.

Turen gik som planlagt, og Lehm kunne uden problemer rejse videre til Hamborg. Nu var han tæt på Danmark, men vidste stadig ikke, hvordan han kom hjem.
Henrik Lehm havde været i Hamborgs lufthavn masser af gange. Han vidste, hvor travl den var. Normalt summede den af liv fra de over 47.000 passagerer, der hver dag rejste gennem lufthavnen, der betjente en befolkning på størrelse med hele Danmarks.

Desto større var kontrasten, da Lehm landede tirsdag formiddag. Det føltes mærkeligt at gå rundt i de velkendte omgivelser og være Palle alene i verden. Men hjem skulle han, så han gik op til informationsskranken, hvor et hegn anviste, hvor stor afstand han skulle holde.

Der var ingen direkte tog til Danmark, men han kunne tage ind til byens hovedbanegård og prøve der. Så det gjorde han. Ny informationsskranke. Henrik Lehm spurgte igen, om der var nogle tog, der kørte til Danmark.

Det var der ikke.

Vejen ud af fattigdom
På dette tidspunkt havde Henrik Lehm været undervejs i knap 20 timer, og det var ikke mange af dem, han havde sovet. I stedet havde han god tid til at tænke på, hvad han var rejst væk fra. Ikke bare den store kamp og holdets gode form, men også en kultur og et folkefærd, der var helt anderledes end Danmarks. Og dermed netop det, han var rejst ud i verden for at opleve.

Ghaneserne var livsglade og sociale, de dansede og sang, og der var tit nogle, der havde trommer med, når de rejste. Henrik Lehm havde også ved selvsyn set, hvor meget det betød for spillerne, at de var professionelle. For nogle var det ikke bare en vej ud af fattigdom. Det var den eneste vej.

Det var derfor, træningen var så intens. Det var derfor, spillestilen var så aggressiv. I Europa taler man om, at fodbold er lige så vigtig som liv og død, men i Ghana var den det.
Inter Allies-spillerne fik eksempelvis 400 danske kroner, når de vandt en kamp. En mindre formue. De penge kunne gøre forskellen på, hvor godt deres familier spise i den kommende uge.

Den slags kunne Henrik Lehm ikke skele til, når han udtog sit hold. Han var nødt til at træffe beslutninger ud fra det fælles bedste. Men, siger han:

- Det går ind under huden på én.


Taktikmøde på banen. Foto: Inter Allies

For familiens skyld
Henrik Lehm måtte tænke alternativt. Hvis han ikke kunne tage toget til Danmark, måtte han tage det til Flensborg, hoppe i en taxa til grænsen, gå over grænsen, tage en ny taxa til Padborg og så tage toget videre til Kolding og Odense.

Turen til Flensborg tog omkring to timer, og Lehm var næsten alene i toget. Han mødte tre andre på strækningen. Den sidste halve time var der slet ingen. Det gav rig mulighed for at fundere over det seneste døgns tid.

Han var vågnet til det, han troede var en almindelig mandag morgen, og nu susede han gennem det nordlige Tyskland. Væk fra Ghana, hvor der næsten ingen (bekræftede) coronasmittede var, til Danmark, der allerede havde set Mette Frederiksen tone frem på et par pressemøder og gradvist lukke dele af samfundet ned.

Selv om det kunne virke bagvendt, var Henrik Lehm ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Dels var der intet for ham at lave i Ghana uden fodboldkampe og -træninger, dels var han mere tryg ved det danske sundhedsvæsen, dels var der hensynet til hans hustru og børn.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at min familie ønskede, at jeg kom hjem. Jeg kunne da også godt mærke, at det var godt, at jeg kom hjem, også for at støtte min kone, som har specielt travlt lige for tiden. Men også for min egen sikkerhed, siger han.

Selv om der ikke var noget, han hellere ville end at gøre det gode arbejde i Inter Allies færdig, og selv om han vidste, det ville indebære 14 dages karantæne uden de største glæder i hans liv, fodbold og familie, var der reelt ikke noget alternativ.

En løve i bur
Det viste sig, da han kom til Flensborg, at der alligevel kørte toge til Danmark. Han skulle bare vente en time; så kom det næste. Efter fem betjente gik toget igennem og tjekkede passagererne pas, trillede Henrik Lehm ind i Danmark tirsdag middag.

Det tog yderligere nogle timer, men om eftermiddagen ankom han omsider til Odense. Cirka 24 timer efter han havde begyndt sin rejse. Forude ventede to uger i karantæne i sommerhuset på Nordfyn. Det dikterede hans hustru. Som intensivsygeplejerske vidste hun, at man ikke skulle risikere noget.

De første par dage var det dejligt at slappe af og spise dansk mad, men det føltes snart tomt. Han kunne jo ikke engang se fodbold i tv. I stedet gik han utålmodigt rundt og ventede. Som en løve i et bur.

Tirsdag kom Henrik Lehm ud af sin karantæne. Og Ghana? Landet lukkede alle sine grænser, både ind og ud, et par dage efter han forlod det.

-----
Få de bedste spilforslag hos Oddsavisen.dk for bare 29,- kr/md  - brug koden Tip2020 ved betaling

Superliga

Mere Superliga

Fokus