De kalder ham ismanden…

Ud over bøden forventes sprit-sagen ikke at få yderligere konsekvenser – i hvert fald ikke i første omgang – for Eidur Gudjohnsens karriere i Chelsea. Hans position har efterhånden været truet så mange gange før, at denne sag nærmest virker som vand i forhold til. I England går han under betegnelsen “The Iceman,” Ismanden. Det refererer naturligvis til hans islandske nationalitet, men også til den ishårde vilje, der har bragt ham meget langt.

Det er ikke første gang, Gudjohnsen trækker overskrifter i de engelske aviser for handlinger udenfor banen. For to år siden, i januar 2003, stod han frem og fortalte, hvordan han i en periode på fem måneder mistede 400.000 pund, omkring 4,5 millioner kroner, på casino-spil.

“Hvis jeg havde fortsat, ville jeg have mistet alt,” fortalte han åbenhjertigt i et interview med søndags-avisen The People.

Han berettede, hvordan han havde følt sig ensom i en periode, hvor hans hustru og to børn var taget hjem på familiebesøg i Island, mens han sad skadet i London.

“Jeg sad bare derhjemme og spekulerede over min skade hele tiden, mens holdkammeraterne havde succes på banen uden at jeg var en del af det. Jeg tror alle fodboldspillere kan nikke genkendende til det frustrerende i den situation,” fortalte Gudjohnsen dengang.

Han kedede sig og var ked af det. For at fordrive tiden begyndte han at gå på casino – og det udviklede sig hurtigt til et problem.



Han startede én af de første gange med at vinde 100.000 pund på ét spil, men indsatserne blev højere og højere. Han kunne gamble op til 2000 pund på ét enkelt roulette-spin eller ét spil black-jack.

“Da jeg vandt den store gevinst, fik jeg en følelse af opstemthed, glæde. En følelse der kun kan sammenlignes med den adrenalin-rus, man opnår ved at score et mål. Det gjorde mig flyvende og var som magi,” beskrev Gudjohnsen det dengang i Sunday People.

“Men følelsen var falsk. Jeg var ude efter det hurtige “fix”, men det gjorde kun alting værre. Til sidst fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg udelukkende forsøgte at vinde tabte penge tilbage, men i stedet blev trukket dybere og dybere ned.”

“Jeg kan nu se, hvor let det er for unge mennesker at blive suget ind i overdreven gambling, og jeg står frem for at advare dem om ikke at blive fanget i det,” begrundede han sin åbenhjertighed.

Historierne er med til at karakterisere en ung mand på godt og ondt, som alle andre unge mænd. En historie om, at fristelserne bestemt ikke bliver mindre, når man kombinerer den ungdom med en uhyggelig høj ugeløn. Da Gudjohnsen røg ind i sit casino-mareridt, tjente han 20.000 pund om ugen, knap 220.000 kroner, og efter at han forlængede sin kontrakt til udgangen af 2007 sidste sommer, menes hans ugeløn at være mere end fordoblet til 50.000 pund, næsten 550.000 kroner.

Gudjohnsen fik klubbens helhjertede opbakning dengang, og hvad angår spritsagen fra i søndags, så er det mest sandsynlige, at den med bøden for at gå for sent i seng er ude af verden i et klub-mæssigt perspektiv.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det kommer til at påvirke islændingens indsats på banen. Men det er næppe sandsynligt.

Gennem karrieren har Eidur Gudjohnsen gang på gang vist, at man ikke skal afskrive ham. Han har evnen til at svømme ovenpå, næsten ligegyldigt hvilken modgang, han bliver mødt af.

Da Chelsea hentede Adrian Mutu og Hernan Crespo, var det ventet at Gudjohnsen ville få løbepas. I stedet tog han kampen op – og scorede 13 mål i 41 kampe i alt i sæsonen 2003/04. Mourinho hentede inden denne sæson Didier Drogba og Mateja Kezman til sit angreb, og igen var Gudjohnsen udset som manden, det ville gå ud over. Men foreløbig har han spillet 38 kampe for Chelsea i denne sæson og scoret 11 mål, heraf matchvinder-målet i lørdags mod Everton som det seneste.

“Se på det på denne måde: Da jeg kom til klubben (Gudjohnsen kom til Chelsea i sommeren 2000 fra Bolton – red.) havde man allerede Tore André Flo her, og der var Zola, den bedste Chelsea-spiller nogensinde. Jimmy Floyd Hasselbaink skrev kontrakt med klubben i samme uge som jeg ankom – købt for 15 millioner pund. Og så var der mig, et ungt talent fra Bolton. Jeg tog udfordringen. Forrige år var det mig og Jimmy, og så kom Adrian (Mutu – red.) og Hernan (Crespo – red.), og jeg blev alligevel førstevalg hen mod slutningen af sæsonen. Og nu har klubben altså hentet Didier Drogba og Mateja Kezman. Det kan godt være, at jeg ikke er med fra start hver gang, men det er som om jeg altid får mig mast ind på holdet på den ene eller anden måde,” forklarede Eidur Gudjohnsen i et interview med The Observer før denne sæson.

Modgang synes at have modnet den robuste islænding, der allerede som teenager løb ind i en skade, der var ved at koste karrieren.

Eidur Gudjohnsen er søn af Arnor Gudjohnsen, tidligere islandsk landsholdsspiller og profil i den belgiske liga i 80’erne, hvor han blandt andet blev kårets som årets spiller som topscorer for Anderlecht i 1984. Derfor var Eidurs første bekendtskab med fodbold belgisk, idet han spillede drenge-fodbold i den lille klub Brussegem nær hjemmet i Bruxelles.

Efter at familien var vendt hjem, tog det ikke Eidur Gudjohnsen lang tid at overbevise på den nationale scene, idet han allerede som 15-årig blev topscorer i sin klub, Valur Reykjavik. Året efter fik han sin første prof-kontrakt med hollandske PSV Eindhoven, og allerede her oplevede han konkurrence af en vis kaliber, idet en ung Ronaldo også befandt sig i klubben på det tidspunkt. I sin anden sæson i PSV erobrede Gudjohnsen en plads på holdet – i fraværet af en skadet Ronaldo.

I en ungdomslandskamp mod Irland pådrog Gudjohnsen sig den alvorlige ankelskade, som lægestaben i PSV til sidst måtte opgive at gøre noget ved.

Som 19-årig rejste Eidur Gudjohnsen tilbage til Island uden udsigt til nogensinde at komme til at spille professionel fodbold igen. Selv tvivlede han også. Han var allerede på det tidspunkt blevet noget nær national-helt i sit hjemland.

“Da jeg vendte tilbage, var jeg ikke den spiller, folk kunne huske. Jeg var overvægtig og så bestemt ikke ud til nogensinde at kunne blive professionel igen,” fortalte Gudjohnsen i interviewet med The Oberserver.

I KR Reykjavik gav de ham imidlertid en chance.

Og islændingen nægtede at give op.

Han fik hjælp af både fysioterapeuter og læger.

“De sagde, jeg skulle arbejde mig igennem smertegrænsen. Jeg havde uudholdelige smerter og tyggede smertestillende tabletter som tyggegummi. Men gradvist kom jeg igennem det. Det var enten det, eller gå ud og finde et almindeligt job. Jeg forlod skolen som 16-årig, så…”

“Hvilke andre valg havde jeg,” spørger han retorisk.

Eidur Gudjohnsen kom igennem det og kunne genoptage sin karriere.

“Den tid lærte mig en masse om mig selv som menneske. Man kan godt betragte det som en velsignelse i forklædning, for man kommer til at kende sig selv meget bedre i modgang. Jeg holdt aldrig op med at tro på det. Troen er en afgørende faktor i alt, hvad du foretager dig. Hvis du ikke selv tror på tingene, vil ingen andre heller. Jeg tænkte, at jeg bare ville kaste mig ud i det og løbe med smerten, skyde til hver eneste bold i smerte. Jeg kom i bedre form, spillede 10 eller 12 kampe for Reykjavik, og så skrev jeg kontrakt med Bolton på en fri transfer,” berettede Gudjohnsen til The Observer inden denne sæson.

Bolton tog en chance, da de skrev kontrakt med Gudjohnsen. Men det betalte sig. Han fik to sæsoner i Reebok-skålen og scorede 21 mål, inden han i sommeren 2000 blev solgt til Chelsea.

I sine første sæsoner på Stamford Bridge udviklede han et sublimt samarbejde med Jimmy Floyd Hasselbaink. Selv scorede han jævnligt, men lagde op til endnu flere af Hasselbainks scoringer.

Nye stjernenavne, nye managere og ny ledelse har ikke kunnet ryste Eidur Gudjohnsen, der har tænkt sig at blive i Chelsea, lige så længe han kan. Foreløbig har han kontrakt til udgangen af 2007.

“Han kender klubben og han holder af den. Den nye træner (José Mourinho – red.) kan lide ham, og han vil elske at vinde en masse trofæer med Chelsea,” sagde Eidurs far – og agent – Arnor Gudjohnsen i sommer, da han forlængede sin kontrakt til udgangen af 2007.

Ismanden skal man ikke afskrive, så længe viljen er så stærk, som trykket i en islandsk gejser.