Det har jeg ventet på i 35 år

Hvordan kan du være fan af Chelsea, når klubben bare har købt sig til det hele?

Det er et spørgsmål, jeg har måttet svare på en del gange den senere tid. Og mit svar er altid det samme: “Jeg har været Chelsea-fan gennem tykt og tyndt de seneste 35 år, og jeg kan jo ikke gøre for, at der pludselig er kommet en rig russer. Jeg har ikke ringet efter ham.”

Det er det korte svar. Nu skal I få hele historien. For at forstå, hvorfor jeg stadig er Chelsea-fan:

Den begynder helt nøjagtig den 14. marts 1970. Året før var Danmarks Radio begyndt med de fantastiske Tipslørdage, der kom til at betyde så meget for vi danske fodboldfans’ dyrkelse af den engelske fodboldkultur. Den eftermiddag var DR på White Hart Lane i London, hvor Chelsea og Watford spillede semifinale i FA Cup’en. Jeg var 13 år og fulgte opgøret hjemme på gården udenfor Give.

Da de så kom på banen, de langhårede drenge, David Webb, Alan Hudson, Ian Hutchinson, Peter Osgood osv., i helblå dragter (det kunne man skam sagtens forestille sig, selv om tv-skærmen var sort/hvid) med den smarte hvide stribe på siden af bukserne og begyndte at spille Watford ud af banen, var jeg solgt. Det blev 5-1 til Chelsea, og måneden efter skulle finalen stå på Wembley mod Leeds United, der var datidens storhold i England.

P.g.a. et forudgående hesteshow var Wembley i sin dårligste stand nogensinde, så finalen bestod af mere fight end godt spil og endte 2-2. Dengang var der ikke noget med forlænget spilletid, nej man spillede en ny kamp et par uger senere på Old Trafford i Manchester. Igen stod det uafgjort efter 90 minutter, og for første gang i FA Cup’ens historie måtte man ud i forlænget spilletid, hvor David Webb scorede et uforglemmeligt sejrsmål, da han headede et langt indkast fra Ian Hutchinson i nettet tæt inde under mål.

Sæsonen efter var Chelsea i Europa Cup’en for pokalvindere og nåede frem til finalen i Athen, hvor modstanderen var selveste Real Madrid. Igen endte det uafgjort. Real udlignede i de sidste minutter, og der skulle spilles ny kamp to dage senere, som Chelsea vandt 2-1, selv om spillerne efter sigende gik på druk efter den første kamp. Med Peter Osgood og Alan Hudson i spidsen naturligvis.

Under alle omstændigheder var jeg på det tidspunkt blevet uhelbredelig Chelsea-fan.



Det var meget godt, at Chelsea vandt et par pokaler det første år, jeg blev indfanget, for de følgende år blev tunge. Meget tunge.

Manager Dave Sexton kunne ikke styre rebellerne Osgood og Hudson, der blev solgt, og samtidig havde formanden Brian Mears en drøm om en ombygning af Stamford Bridge, der i stedet endte i et mareridt, der nær havde kostet klubben dens eksistens. Bla. oliekrisen gjorde, at byggeriet blev meget dyrere end budgetteret, Chelsea var nødt til at sælge flere spillere, og så var man inde i den onde cirkel. Spillerne forsvandt, holdet spillede dårligere, manageren blev fyret, og i foråret 1975 stod det klart, at Chelsea måtte rykke ned i 2. division.

Den eftermiddag blev mors græsplæne klippet, så tårer og græs stod ud til alle sider. Lidet anende at der skulle gå mere end 20 år, før Chelsea igen blev i stand til at vinde noget, fulgte jeg – trofast som jeg var – klubben ned i 2. division.

Færdig med gymnasiet og med en endnu uopfyldt drøm om at blive journalist, drog jeg i foråret 1977 til England. Officielt for at arbejde og lære noget mere engelsk, uofficielt for at følge Chelsea noget tættere. Med teenageren Ray Wilkins som anfører var det lykkedes manager Eddie McCreadie at skabe et helt nyt Chelsea-hold – et babyhold, der lod hånt om dårlig økonomi, bare spillede fodbold og nu stod med chancen for at vende tilbage til 1. division.

Aldrig har jeg haft Chelsea FC tættere inde under huden end i de måneder, hvor jeg som fan fulgte klubben til kampe rundt i England. Hooliganismen var på sit højeste, så det gjaldt om at holde lav profil og ikke følge med de værste fans, men på den anden side skulle man også nyde de sejrene.

Oprykningen lykkedes, men succesen var afmålt. Klubbens økonomi var stadig skrækkelig, og to år senere stod der igen 2. division på ryggen af os.

Derpå fulgte nogle helt igennem traumatiske år. Stamford Bridge blev solgt til et ejendomsselskab, og rækken af pinlige nederlag, håbløse spillere og umulige managers var tilsyneladende uendelig . Bunden blev nået den 7. maj 1983 på Burnden Park i Bolton. Efter en jammerlig sæson var Chelsea i overhængede fare for at ryge helt ned i den gamle 3. division, men for mig havde klubloyaliteten aldrig været stærkere.

Kort forinden havde forretningsmanden Ken Bates overtaget klubben og var i gang med en genrejsning, der i første omgang dog syntes at skulle foregå via en omvej til 3. division. På en af de sidste spilledage skulle Chelsea til Bolton, og i min et-værelses i Thorvaldsensgade i Århus forsøgte jeg den lørdag eftermiddag at indfange langbølgesignalet fra BBC, hvad der altid blev sværere, jo mere sommerens højtryk nærmede sig. Regnen væltede ned i Bolton, så scenen var sat til en bedrøvelig nedrykning, havde det ikke været for Chelsea-wingen Clive Walker, der et kvarter før tid tog chancen med et langskud fra 30-35 meter, som sjuttede i nettet til kampens eneste mål – og redning for Chelsea.

Det var minder, man som Chelsea-fan ikke kunne lade være med at tænke tilbage på i lørdags, da The Blues 22 år senere atter var i Bolton og vandt sit første mesterskab i 50 år. Ringen var sluttet.

Allerede året efter lykkedes det et nyindkøbt Chelsea-hold med profiler som Kerry Dixon og David Speedie at rykke op i 1. division, men klubben var stadig en uforudsigelig størrelse med en sær evne til at holde sine fans i et smerteligt greb ved at give dem nogle fantastiske sejre over topholdene på gode dage og berede dem nogle enorme skuffelser på dårlige dage – så som at ryge ud mod Scunthorpe i FA Cup’en.

Stadig var Chelsea ikke i nærheden af at vinde trofæer, størstedelen af energien gik tilsyneladende med at holde klubben økonomisk oven vande, og først i 1992 fik man ejendomsretten over Stamford Bridge tilbage.

På det tidspunkt begyndte engelsk fodbold for alvor at blive big business med indførelsen af Premier League og store tv-indtægter. Glenn Hoddle kom til som manager, og i maj 1994 stod jeg på Wembley med blåmalet skæg og var vidne til FA Cup-finalen mod Manchester United. Var det langskud fra Gavin Peacock i slutningen af 1. halvleg gået ind i stedet for at ramme overliggeren, var det helt sikkert gået anderledes, men nu vandt United 4-0, og vi gik hjem med våde sko.

Tre år senere stod jeg der igen. Ligesom sidst havde Jakob Kjeldbjerg skaffet billetter til finalen mod Middlesbrough, men ellers var meget forandret. Nu var Ruud Gullit manager, og han strålede over hele femøren i sit Armani-sæt, mens Chelseas hold bugnede af italienere og andre udlændinge. Roberto di Matteo bragte Chelsea foran efter blot 43 sekunder. Tårerne fik frit løb, og allerede da fornemmede jeg, at 26 års ventetid var ovre. Et trofæ var på vej.

Siden er det som bekendt blevet til flere triumfer, kulminerende med mesterskabet i lørdags, men for én som mig, der har fulgt Chelsea gennem 35 år, er det stadig svært at kapere det gigantiske spring fra 70’ernes og 80’ernes fattige bundklub til dagens position som en af verdens rigeste og mægtigste klubber.

Nogle gange kan jeg ligefrem tage mig selv i at længes tilbage til dengang, hvor man nærmest skulle være masochist for at holde af Chelsea, når holdet lå nr. 14, og man måtte nøjes med at glæde sig over a good run in the Cup henover februar og marts. Og jo, jeg spekulerer også over, hvor Roman Abramovitj mon har sine penge fra, og om han er kommet ærligt til dem alle sammen. Men der findes så mange rigmænd i den internationale fodboldverden.

Og jo, jeg kan også græmmes over manager José Mourinho, når han beklikker dommer Anders Frisks ærlighed, eller når han udtaler sig om sine egne evner og fortræffeligheder. Men på den anden side er der mennesker nok i fodboldverdenen, der pakker tingene ind. Det gør Mourinho ikke, og det kan være ganske befriende.

Det passer heller ikke, når kritikere påstår, at Chelsea har købt sig til mesterskabet. De har da ikke købt denne verdens 20 bedste fodboldspillere. Nej, klubben har købt en række ærgerrige og ambitiøse spillere i deres bedste alder, som Mourinho imponerende hurtigt har fået til at trække på samme hammel i en grad, det ikke er lykkedes nogen anden Chelsea-manager i nyere tid.

Når man ser på Chelsea-spillerne er det let at få øje på en feel good-faktor på holdet. Det er ret så tydeligt, at de står sammen, og at de godt kan lide hinanden og deres manager. Der er ikke længere kliker på holdet.

Når alt kommer til alt, så er det for en fodboldfan klubben, trøjen, logoet, stadion, historien og minderne, det drejer sig om. Enhver klub har sin egen historie, og Chelseas historie har igennem mere end 25 år indeholdt flere skuffelser end glæder.

Jeg har været med hele vejen, så min glæde over klubbens første mesterskab i min levetid forbliver derfor uspoleret.



—————————————————



Billedtekst:



(Evt. et billede fra FA Cup-finalen mod Leeds i 1970 kombineret med ét fra triumfen i Bolton i lørdags.)



“Nogen gange kan jeg ligefrem tage mig selv i at længes tilbage til dengang, hvor man nærmest skulle være masochist for at holde af Chelsea, når holdet lå nr. 14, og man måtte nøjes med at glæde sig over a good run in the Cup henover februar og marts.”