Fra betonparadis til Parken

“Normalt ville der ligge en fodbold derovre i hjørnet, men jeg har ikke fået den op af flyttekassen endnu, Der har været så meget i de sidste dage, men det kommer den. For på mit gamle kontor gik der ikke en dag uden, at jeg lige tog bolden frem og jonglerede lidt med den i håb om, at knæet ikke hæver, men det gør det hver dag. Desværre, for jeg savner sindsygt meget omklædningsrummet og det at skulle med ud på en fodboldbane. Jeg spillede på et lukket hold i 20 år med de samme fyre, med Gammel Dansk, med fodbold, fester og kammeratskab, men for tre år siden efter min femte operation i mit venstre knæ kunne jeg bare ikke mere.”

Det kan godt være, at Dan Hammer er kendt i offentligheden som manden, der satte FCK Håndbold på Danmarkskortet, men det er ikke primært håndbolden, han brænder for.”Jeg er dybt forelsket i fodbold. Jeg har altid været det og jeg vil altid være det. Jeg er fodboldmand, og det er også det, jeg har beskæftiget mig mest med herinde i Parken, hele den kommercielle og kommunikative del. I 2002 blev jeg så på 10 procent af min arbejdstid chef for håndbolden, fordi nogen jo skulle tage tjansen, men det har aldrig fyldt mere frem til jeg stoppede for et par år siden. Jeg har aldrig holdt en håndbold i hånden, men til gengæld har jeg spillet fodbold, fra jeg kunne gå,” siger Dan Hammer, der tog sine første skridt på Nørrebro i København.Faderen var smed, moderen var sygehjælper, og efterhånden fik Dan også to lillebrødre, der i øvrigt i dag er henholdsvis brandmand og administrerende direktør i et selskab under Falck-paraplyen, mens familien undervejs flyttede om ikke på landet så i hvert fald ud i en ny verden på Amager.”Det var din klassiske udflytterfamilie fra Nørrebro. Man kom fra baggården og ud til en ny lejlighed med tre-fire værelser, toilet og varmt vand. Det var et betonparadis, og der var børn over det hele, så der var altid nogen at spille fodbold med,” fortæller koncernchefen og kaster sig ud i en længere fortælling om tæppebankerstativer og papegøjespark.Favoritholdet var Fremad Amager og den unge Hammer drømte både om legendariske formiddage i Sundby Idrætspark og spillede også selv for klubben, før han flyttede fodbolden med kam tættere på hjemmet i Sundby Boldklub.”Jeg har aldrig spillet på samme niveau som mange af de andre, der render rundt herinde, jeg nåede lidt mellemrække i Københavnserien ude i Sundby, men officielt kom der et jobtilbud fra Stockholm i vejen for en stor fodboldkarriere. Reelt var jeg så langsom, at Knud Lundberg kunne have rundet mig to gange i hans ældre år, så der var nok ikke meget talent, der gik spildt der,” griner Dan Hammer.

Hold der spiller i hvidt

Jobbet var som informationsmedarbejder i SAS, som han fik tilbudt samtidig med, at han fik opfyldt sin ellers store ambition om en plads på Journalisthøjskolen i Århus.

For at forberede sig til det læste han samf. basis på RUC og dansk på Københavns Universitet, mens han skrev artikler på freelance-basis, blandt andet til Tipsbladet med “Sælg Per Bjerregaard” som overskriften på den første tilbage i 1986 med rødder i den netop indførte fuldtidsprofessionalisme i Brøndby.Men pengene og det praktiske arbejde trak ham altså til Sverige, og han var også forbi IBM, før han landede et drømmejob hos Coca Cola som nordisk og baltisk kommunikationsdirektør. Men samtidig havde han knyttet et bånd til Flemming Østergaard i forbindelse med en opgave på Copenhagen Business School om livstids-værdien af kunder i en virksomhed. Siden fulgte en anden opgave, og kort efter ansættelsen hos Coca Cola spurgte Flemming Østergaard, om han ikke i stedet ville arbejde i Parken. Året var 2000.”Jeg kan tydeligt huske, at min mor sagde: Hvad vil du dog der. Jeg brændte også alle broer, for jeg var lige blevet headhuntet af Coca Cola, men min chef var mexicaner med en brasiliansk landsholdstrøje på væggen, så han forstod mig heldigvis godt. Så jeg startede som underdirektør uden noget særligt arbejdsområde. Vi var jo ikke så mange herinde dengang.”Den første opgave var dog til at tage og føle på, nemlig projektleder af arrangementet af Det Internationale Melodi Grand Prix, og siden blev han kommerciel direktør, håndbolddirektør og bestyrelsesformand for både fitness.dk og Lalandia, før han ved årsskiftet blev chef for det hele med titel af CEO, koncerndirektør. Men udover familien, der tæller fru Tina, datteren Zia og hunden Zuma, har fodbolden ligget som grundtone hele vejen.”Da jeg var yngre tog jeg altid til fodbold i weekenden. Jeg var i Brøndby, i Gentofte, men mere og mere i Parken. Jeg var ikke fan af FCK, men jeg kunne godt lide den stemning, der kom. Jeg kan for eksempel huske suset fra Zumas debutkamp, og jeg kan også huske min første kamp som ansat herinde. Og det er der tre grunde til. For det første det magiske tilskuertal 33.333. For det andet Zumas fantastiske solomål, der skaffede 2-1 sejren over Brøndby og for det tredje vores to debutanter den dag. Jacob Laursen, der røg direkte ind som anfører og styrmand i forsvaret, og så Ståle Solbakken, der blev skiftet ind i 2. halvleg, og første gang han modtog bolden bare stod med den i evigheder, mens han med ren kropsstyrke holdt Brøndby-spillerne væk. Fantastisk,” siger Dan Hammer.Så han holder selvfølgelig med FCK, men Leeds United tæller også.”Sådan var det dengang i halvfjerdserne. Man tog nogle valg. Var det matematisk eller sproglig på gymnasiet? Var det Sweet eller Slade i musikken og var det Liverpool eller Leeds i fodbolden? Og jeg var Leeds. Faktisk har jeg altid haft noget med hold, der spiller i hvidt: Real Madrid og Gladbach hvis jeg skal nævne et par andre favorithold, men Leeds gik jeg op i, så jeg stadig kan huske deres startopstilling fra midten af halvfjerdserne.””Det pudsige er så, at jeg aldrig har været på Elland Road, og jeg har ellers set en masse fodbold. Jeg har set VM-finaler, FA Cup-finaler og Champions League-finaler og sjovt nok har jeg set mange af Liverpools store kampe. Jeg var på Wembley i 1989, da de slog Everton 3-2 og hele stadion græd ovenpå Hillsborough, jeg så dem live i den vanvittige UEFA Cup-finale mod Alaves, hvor de vandt 5-4 og så var jeg på min foreløbig seneste tur som fodboldturist med min kone i 2005 til Istanbul, hvor vi så finalen mod Milan. Det er egentlig lidt mærkeligt.””Men jeg så Leeds tabe en oprykningskamp på Wembley for et par år siden. Jeg var der i sådan et stadionudvalg og vi var oppe i en af de dyre loger, men det vildeste var, at jeg kom til at være i rum med en af mine store helte, Leeds-angriberen Allan “Sniffer” Clarke. Det var stort,” siger Dan Hammer og ligner langt fra en koncernchef, der fylder 46 på mandag.