Gåden George Best

Best fortæller, at han knuste en tåre ved meldingen fra en af spillets allerstørste.

Nu er Pelé jo en flink fyr, der for en stor dels vedkommende altid har fortalt folk dét, de gerne ville høre, men der er en stor del af sandhed i hans bedømmelse.

Er George Best ikke verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne, så er han under alle omstændigheder den bedste spiller nogensinde på De britiske Øer. Han havde det hele og nåede ufattelige højder på sine lige så ufattelige evner: En helt fantastisk balance, to gode fødder, et kraftfuldt skud og finurlige driblinger, der fik modstanderne til at falde på halen.

Han var oven i købet en meget komplet spiller. Der var ikke noget, han ikke kunne, som hans tidligere holdkammerat David Sadler meget rammende fortæller det i bogen “Bestie” skrevet af Joe Lovejoy i 1998.

“George Best er afgjort den største spiller, jeg nogensinde har set. Og jeg taler af erfaring og på baggrund af, hvad jeg oplevede hver dag til kamp og træning. Man kunne have anbragt George på hvilken som helst plads på vort hold fra 1968 (som vandt Europa Cup’en for mesterhold, red.), og han ville have været bedre end ham, der spillede pladsen. Du kunne ikke vinde over ham på en fodboldbane. Der var ingenting en modstander kunne gøre for at overvinde ham mentalt. Du kunne ikke sparke ham ud af banen, for han ville hoppe op og tackle dig dobbelt så hårdt.



Hvordan George Best i sin tid fejrede de pæne ord fra Pelé, fortæller bogen ikke noget om, men han har højst sandsynlig fundet sig en bar, hvor han har drukket sig en kæp i øret.

Folk, der gerne har villet drikke en øl med George Best, har aldrig fået nej, og der er heller aldrig gået ret lang tid, før de har kunnet opleve den Best, som de kendte fra medierne. Den charmerende og sludrevorne eks-spiller, der fortalte røverhistorier fra omklædningsrummet, pubberne og knap så fromme kvinders dobbeltsenge.

Den anden side af George Best er knap så interessant: En inderst inde genert og beklemt knægt fra Belfasts slum, der ikke anede, hvad der ramte ham, da han på sin 17 års fødselsdag skrev professionel kontrakt med Manchester United, og senere ikke havde intellekt eller nogen til at hjælpe sig i kredsen af rygklappere, blondiner og pengegriske “hjælpere,” da berømmelsens pris ramte ham som en boomerang, og han dybt desillusioneret forlod Old Trafford på et tidspunkt i karrieren, hvor de fleste først skal til at træde i karakter.

George Best vækker i én og samme person både beundring, afsky og medlidenhed. Det er den slags stof, legender og gode historier er lavet af. På fodboldbanen var han ganske enkelt fantastisk, da han var på toppen, men sørgeligt nok kom den ypperligste del af karrieren kun til at vare seks år. Han var en sand ener i britisk fodbold, der på det tidspunkt ellers foretrak arbejdsmandens dyder fremfor artistens. Ene mand tiltrak han tusinder af tilskuere, også kvinder, for samtidig med, at han var en enestående spiller, så han også hamrende godt ud. Pigerne faldt for ham – også danske Eva Haraldsted fra Århus i 1969 på Manchester Uniteds sommertur til Danmark.

George Best var fodboldens første popstjerne, en playboy og en folkehelt i de svingende 60’ere, hvor flower-power og mini-skørter ellers satte dagsordenen. Han var fodboldspillets svar på The Beatles – ja, en overgang blev den feterede Best ligefrem kaldt “den femte Beatle.”

Problemet var, at han efterhånden begyndte at tilbringe mere tid på natklubberne end på fodboldbanen. Han kom konstant for sent til træning, hvis han overhovedet kom. Manager Matt Busby havde stor tålmodighed med den uberegnelige Best, for hans talent var enormt. Problembarnet fik masser af advarsler og bøder, men ganske langsomt fik den mørke side af Best overtaget. Han drak mere og mere og trak flere og flere overskrifter på sine utalllige eskapader med druk, kvinder og hurtige biler. Den sidste kamp for Manchester United spillede han Nytårsdag 1974, hvorefter han udeblev fra træning dagen efter og blev suspenderet.

Hvad han ikke har lavet af dumheder siden hen, er næsten ikke værd at nævne.

– Fortæl mig, Mr. Best. Hvornår begyndte det egentlig at gå galt?

Sådan skulle en tjener på et fashionabelt hotel engang have spurgt, da han serverede champagne for playboy’en, der lå omgivet af omkring 20.000 pund i sedler i en dobbeltseng, der også indeholdt den daværende Miss World.

Best har senere fortalt, at tjeneren måske havde fat i noget, som han i sin alkoholomtågede tilværelse dengang ikke havde selverkendelse nok til at indse: At han spildte et af de mest unikke og sjældne fodboldtalenter, verden nogensinde har set for i stedet at kaste sig ind i en karrusel af spiritus, kvinder, vold, skilsmisser, fallit og fængsel.

Der var selvfølgelig ingen, der anede, at det skulle gå sådan, da George Best i 1961 som en spinkel 15-årig knægt ankom til Manchester med kun en kuffert og sit fodbold-geni. To gange nåede han at blive engelsk mester med Manchester United, i 1965 og 1967, året efter var han med til at vinde Europa Cup’en for mesterhold i en medrivende finale mod Benfica på selveste Wembley, og han blev kåret til “Årets spiller” og “Årets sportsmand” i Storbritannien samt “Årets spiller” i Europa.

På et tidspunkt havde han hele verden for sine fødder, men til sidst evnede han ikke at skille sine egne to verdener, og fodboldtalentet blev druknet i spiritus i Manchesters og Londons natklubber. Georgie Boy er og bliver en gåde. For omgivelserne og for sig selv. Bag de smilende øjne og den irske charme fandtes en helt anden og sky person, der trak sig mere og mere ind i sig selv og siden hen – med alkoholikerens trang til selvdestruktion – også ødelagde sit liv.

Venner og kvindelige livsledsagere har gennem årene forsøgt at få George Best på ret køl, men har måttet opgive ham, mens de med gru har fulgt hans indtagelse af umenneskelige mængder alkohol.

For tre år siden havde hans lever fået nok. Han var tæt på døden og måtte i juli 2002 indlægges for at få indopereret en ny lever. Selv om lægerne efter transplantationen advarede ham om, at blot en enkelt drink kunne koste ham livet, har Best ikke kunnet stille flasken fra sig.

I begyndelsen af denne måned blev han indlagt på Cromwell Hospital i London med blødninger i de indre organer. Ifølge den officielle forklaring ikke som følge af alkoholmisbrug, men fordi de medikamenter, han har måtte indtage for at få den nye lever til at fungere med resten af kroppen, havde medført en infektion i nyrerne.

Best lå en overgang i respirator, men trækker nu vejret ved egen hjælp, ligesom han i weekenden åbnede øjnene og havde en form for kontakt til sine nærmeste.

Om jeg selv har set ham spille?

Ja, heldigvis. På en klar forårsformiddag i påsken 1977 blev jeg sammen med andre Chelsea-fans af politiet bugseret langs Themsens bredder til Fulhams hyggelige hjemmebane Craven Cottage, hvor den dengang 30-årige George Best i sin alt for korte karrieres tusmørke sørgede for underholdningen sammen med en anden legende, Rodney Marsh. Det står stadig klart, hvordan den elegante Best i perfekt balance gang på gang rev et ungt Chelsea-forsvar fra hinanden med sine finurlige driblinger og diagonalløb.

Legenden scorede også. Efter et hjørnespark. Hos Peter Bonetti. Nede i min ende. Fulham vandt 3-1. Jeg glemmer det aldrig.



————————————————————



Billedtekst:



George Best – som vi desværre husker ham bedst: Med et glas i hånden.



George Best – som vi helst vil huske ham: I Manchester Uniteds trøje.