Jeg er Christian, søn af John Sivebæk

Hvordan er det at være “John Sivebæks søn” mere end “Christian Sivebæk?”

Christian: “I mange sammenhænge er jeg Christian Sivebæk, John Sivebæks søn. Jeg prøver selvfølgelig at sætte mig selv og mit eget navn igennem med de ting, jeg laver på banen. Men det ville kræve, at jeg når længere end min far, hvis jeg en dag udelukkende skal omtales som “Christian Sivebæk.” Og det er nok ikke realistisk. 87 landskampe og et europamesterskab. Og ophold i nogle af Europas bedste klubber, Manchester United og Monaco, er jo umuligt at slå.”

John: “Vi har gjort meget ud af at fortælle Christian, hvad det vil sige at have et kendt navn. Det er man nødt til at tage hensyn til. Specielt da Christian var yngre, kunne det være et problem. “Det er også bare fordi han er en Sivebæk,” kunne holdningen være. Christian var også rimelig temperamentsfuld, og det kunne udløse tilråb fra sidelinien.”

Christian: “Jeg ville jo bare gerne vinde, men jeg fandt jo hurtigt ud af, at det skabte opmærksomhed. Nu er jeg blevet bedre til at tøjle temperamentet og vende det til noget positivt.”

Ligner I hinanden på fodboldbanen?

Christian: “Min fars styrke var hurtighed og gode indlæg. Jeg er mere teknisk betonet i mit spil og også bedre til at drible. Og scorer i øvrigt også flere mål. Jeg ligger længere fremme på banen.”

John: “Enig. Vi løber nok lidt på samme måde, men teknisk er Christian klart bedre, end jeg var, mens jeg defensivt var stærkere.”

Christian: “Vi har selvfølgelig aldrig spillet mod hinanden, andet end for sjov i sommerhuset. Han kan ikke løbe fra mig…”

John: “Er du sikker?”

Christian: “Men man kan godt mærke, at han er rutineret. Han er svær at komme forbi i en dribling.”



Snakker I meget fodbold, når I er sammen?

John: “Det er ikke sådan, at jeg blander mig. Christian er i gode hænder i FC Midtjylland, og jeg mener, at man som forælder skal passe på ikke at blande sig for meget. Jeg ser Christian spille stort set hver gang i det omfang, jeg kan passe det ind i forhold til mit job, men jeg står ikke og råber på sidelinien. Det kunne nemt blive opfattet forkert, hvis jeg stod og råbte efter Christian under en kamp. Men hvis Christian spørger, svarer jeg gerne og giver ham min mening.”

Christian: “Jeg oplever, at min far gerne vil hjælpe, og det er jeg også selv interesseret i. Så ofte spørger jeg, hvad han mener om min indsats. Især da jeg var mindre, var jeg glad for, at det ikke var min far, der stod og råbte på sidelinien. På den måde har jeg aldrig følt et pres. Tværtimod er jeg blevet støttet.”

John: “Det har også stor betydning, at Christian har en lillebror, Nicolai på 14, der overhovedet ikke er interesseret i fodbold. På den måde kommer det ikke til at fylde det hele derhjemme, for der skal naturligvis også tages hensyn til hans interesser. De går mere i retning af musik og teater.”

Hvad med fodbold i tv, ser I kampe sammen?

Christian: “Ofte sidder vi i hver sit rum og ser en kamp derhjemme. Men når der så opstår en eller anden afgørende situation, som vi måske har forskellige synspunkter på, kan vi godt diskutere det.”

John: “Egentlig er vores forhold til fodbold forbavsende afslappet. Selvfølgelig fylder fodbolden en del, fordi jeg arbejder med det nu, men tidligere var det sjældent et tema derhjemme. Og det hænger selvfølgelig også sammen med, at hverken min kone eller Nicolai interesserer sig synderligt for det.”

Kan du udnytte, at din far er fodboldagent?

Christian: “Jeg har altid holdt med Real Madrid. Efter Thomas Gravesens skifte fra Everton (John Sivebæk formidlede skiftet til Real Madrid – red.) har jeg haft mulighed for at se klubben indefra. Det har været helt vildt. Jeg har været på Bernabeu og set Real Madrid vinde 4-2 over Barcelona i en kamp, hvor Gravesen fuldstændig pakkede Ronaldinho ind. (10. april 2005 – red.)”

Christian: “Men ellers prøver jeg positivt at bruge den opmærksomhed, det giver at hedde Sivebæk til efternavn. Selvfølgelig kunne man sagtens gøre det til noget negativt altid at skulle stå i skyggen af sin far, men jeg prøver i stedet på at profilere mig på det. Selvfølgelig er det uretfærdigt overfor jævnaldrende, der er lige så gode til fodbold som jeg, men ikke har en far, der er berømt, at det ikke er dem, der får opmærksomhed i medierne. Men sådan er det nu en gang, og jeg kan lige så godt bruge det til at få noget erfaring. Og det gør jeg så. Jeg kunne aldrig drømme om at sige nej til et interview, selv om jeg godt ved, at jeg ofte er interessant på grund af min far.”

John: “I dag er det jo sådan, at fodbold er en del af underholdningsbranchen. Det er simpelthen en del af jobbet. Men når det er sagt, så er det vigtigt også at være ydmyg. Måske det er mit jyske sindelag, der kommer frem her. Dengang jeg selv var 18 og skrev min første lærlinge-kontrakt med Vejle tror jeg da, at jeg var lige så glad for det, som Christian var, da han opnåede sin første fuldtids-kontrakt. Også selv om det var peanuts vi fik for det dengang. Tilfredsstillelsen ligger i den anerkendelse, det er af ens evner og arbejde at få en kontrakt.”

Christian: “Følelsen var da fantastisk. Da vi startede på akademiet fik vi at vide, at det sandsynligvis kun var to i en årgang, der ville ende med at få kontrakt. Det er en stor tilfredsstillelse, at jeg blev den ene.” (Det New Zealandske forsvarstalent Winston Reid blev den anden – red.)

John: “Det kræver selvfølgelig talent og hårdt arbejde at nå dertil. Men også held. Fodboldspillere lever en utroligt privilegeret tilværelse, og det skal de sætte pris på. De får opmærksomhed, de tjener gode penge og når man kigger på arbejdsindsatsen sammenlignet med forholdene i erhvervslivet, så kommer de rimeligt let til dem.”

Christian: “Nu har jeg kun prøvet fuldtids-tilværelsen i en måned, men det er da rigtigt, at man har helt vildt meget tid til sig selv. Jeg kan da godt forestille mig, at det kan være lidt ensomt, hvis man bliver professionel i udlandet. Jeg er begyndt at læse enkeltfag på HF, fordi det er vigtigt også at have andet end fodbold i hovedet. Og skulle min drøm om at blive professionel i udlandet en dag gå i opfyldelse, så vil jeg da ikke udelukke, at jeg vil fortsætte med at læse.”

John: “Man skal være bevidst om at blive et helt menneske og også tænke på, at der er et liv efter fodbold. Og hvis viljen er der, er tiden der også til at lave andre ting end spille playstation og se fjernsyn. Man kan godt læse en bog og være lidt kulturel selv om man spiller fodbold. Jeg havde stor gavn af at prøve erhvervslivet inden jeg blev professionel – det er også derfor jeg kan sige, hvor privilegeret en tilværelse det er. Dengang gik jeg på arbejde på fra 8-16 og tog derefter til træning. Og så af sted til kamp i weekenden.”